Er jeg ikke nok for dig?

#12

Emil og jeg har nu været sammen i 2 måneder og vores forhold er nu officielt, som i at ALLE ved det.
Vi har dog haft er par skænderier, som har fået mig til at tvivle på om det er et sundt forhold vi har gang i, men det må vel også være normalt, altså et forhold kan jo ikke være helt perfekt.

Jeg skal ud at rejse i overmorgen, så det giver mig lidt luft fra det hele. Vi har næsten været sammen hele tiden siden vi kom sammen, så det bliver fint at komme lidt væk fra det hele, men det er stadig underligt, at jeg skal væk fra ham, for jeg elsker ham jo stadig.

Han har inviteret mig med til hans kamp i dag, hvilket jeg ikke helt kan forstå. Det er ikke en vigtig kamp, det er næsten kun en træningskamp, men selvfølgelig tager jeg da med. Jeg har bemærket, at Emil har været meget sammen med sine venner for nyligt, hvilket har givet mig en underlig fornemmelse om Emil. Han er så anderledes når han er sammen med dem. Jeg ved ikke om det bare er mig, der er underlig, men jeg synes ikke de er godt selskab og jeg håber virkelig, at han snart indser det.

Jeg tager en landsholdstrøje på og nogle sorte jeans. Jeg sætter mit hår op i en hestehale, som krøller ned langs nakken på mig.
Jeg lægger noget mascara og en mørk læbestift. Da jeg er færdig tager jeg min taske og går ned til bilen og kører afsted mod hallen.

Da jeg ankommer aner jeg ærligt ikke, hvor jeg skal hen, så jeg vælger at ringe til Emil.
Der går lidt tid og han svarer ikke, så jeg ringer til ham igen.
Ugh kom nu Emil.. svar nu.
Jeg mærker pludselig en, der styrter ind i mig og omfavner mig og kysser mig over hele ansigtet.

"Hvor er jeg glad for, at du kom!" Siger Emil glad og omfavner mig i længere tid.
"Jeg var bange for, at du ikke kom efter vores skænderi her sidste dag" siger han såret og giver mig et kys på kinden.

"Selvfølgelig kommer jeg Emil" siger jeg og smiler til ham.

"Det er jeg så glad for. Kom, nu viser jeg dig, hvor du skal sidde" siger han glad og tager mig i hånden og følger mig hen til min plads.
"Vi ses efter kampen, så har jeg en overraskelse til dig" siger han og kysser mig inden han går ned i omklædningsrummet til de andre.

Jeg sidder og kigger på min telefon indtil kampen starter. Jeg kan se ud af min øjenkrog, at der er nogle piger, som glor på mig.
Det isner i min mave. Jeg håber ikke det er nogle fans, der er vrede over, at Emil og jeg kommer sammen. Jeg har oplevet at blive kaldt nogle grimme ting efter, at folk har fået at vide, at Emil og jeg er sammen, hvilket har gjort mig meget ked af det. Jeg ønsker jo ikke, at gøre nogle vrede.

Efter noget tid løber drengene ind på banen og kampen begynder.
Danmark fører til at starte med og sådan fortsætter det. Mathias scorer de fleste mål, men Emil scorer også en masse, hvilket gør mig utroligt stolt.
Kampen slutter 26-32 til Danmark.
Jeg forlader mit sæde og går ud i forhallen og venter på, at Emil kommer og henter mig.
Jeg tror, at han er omklædt, da han kommer, men da han er iført sit spillertøj bliver jeg helt forvirret.
Han kommer glad hen til mig og jeg smiler glad tilbage.

"Du var vildt god" siger jeg og giver ham et kæmpe kram.

"Jeg er helt klam og svedig" griner han og krammer mig.

"Nej du er ej. Du dufter faktisk vildt godt. Du dufter af den parfume jeg købte til dig sidst" griner jeg og krammer ham endnu tættere.

Han griner også og lægger sin hage på mit hoved.
"Kom jeg skal vise dig noget" siger han begejstret og tager min hånd og trækker mig med ind i hallen igen.

Jeg ser undrende på ham. Jeg troede at vi skulle til at afsted.

"Emil hvad skal vi?" Spørger jeg forvirret, da vi går igennem hallen.

"Det er en overraskelse" siger han og trækker mig videre.

Jeg ser forvirret rundt. Jeg troede nu ikke, at overraskelsen var herinde.

Jeg følger med Emil hen til en gruppe af mennesker. Til at starte med kan jeg ikke se hvem det er, men så går det op for mig, at det er Emils nye venner. Jeg stopper brat op og nægter at gå et skridt længere.

"Emil... hvad laver du?" Spørger jeg panisk.

"Jeg vil introducerer dig for mine venner. Synes du ikke det er på tide, nu hvor vi er kærester?" Siger han og trækker mig videre hen til dem.
Jeg prøver at stridte imod, men han trækker mig med.
Jeg kan mærke, at jeg begynder at ryste, jo tættere vi kommer på dem

"Emil vil du ikke nok lade være" spørger jeg såret og kan mærke min stemme knækker over.

"Hey venner. Det her er Sophia som jeg har fortalt jer så meget om" siger han og lægger en arm om mig.

Jeg ser nervøst på dem og håber på alt i verden, at de ikke husker, hvem jeg er.
"HeJjJ" siger jeg nervøst og kigger ned i jorden.

"Hej" siger en af drengene med en glad stemme.

Det får mig til at føle en hvis lettelse af, at han lyder glad. Måske har de glemt, at det var mig de mobbede i gymnasiet måske har jeg ændret mig så meget at-

"Vent... Emil er det hende Sophia, hvis forældre ikke har nogle penge?" Spørger en af pigerne og et snobbet grin slipper ud af hende.

Jeg får store øjne og kigger op og får øjenkontakt med pigerne. Mit hjerte hamrer med 1000km i timen og jeg føler, at jeg skal til at besvime.

"Ej gud! Det er fattige Sophia" siger den anden af pigerne og griner sammen med den anden pige.

De to drenge ser forvirret på hinanden.

"Drenge det der er hende Sophia, som altid mødte op i det samme slidte tøj og hendes forældre havde ikke engang en Porsche" griner de. Drengene får store øjne og kigger forvirret på Emil og prøver at lade være med at grine.

Jeg kan mærke mit hjerte briste af, at Emil har gjort det her imod mig. Jeg bad ham lade være og alligevel gjorde han det.

Jeg kigger op på Emil, som ser lige så forvirret ud som drengene over for ham.
Hvorfor siger han ikke noget? Han står bare der og siger ingenting.
Jeg kan mærke hans greb om min talje bliver strammere, men jeg river hans arm fra mig. Jeg lægger mine arme over kors og kigger nervøst ned i jorden og prøver på alt i verden at dække de tårer, der flyder ned af kinderne på mig.

"Sophia rolig nu. Det er okay at være fattig.
Det er jo ikke din skyld, at dine forældre er fattigere end en hjemløs" siger en af pigerne og der kan jeg mærke, at jeg får nok.
Jeg kigger igen på Emil, som nu kigger væk fra hans venner og kigger akavet ud på banen, hvor han lige har spillet.
Jeg forstår ikke, at han ikke gør noget. Det ligner ikke ham at være sådan her. Det gør mig ked af det, at han har ændret sig så meget.

Jeg gider ikke at være her mere, så jeg vender mig om og stormer ud mod udgangen af hallen.
Da jeg når ud fra tribunerne sætter jeg i spurt.

"SOPHIA! Vent!" Råber Emil efter mig.
Jeg venter ikke. Hvorfor skulle jeg vente på en, der lige har gjort mig totalt til grin?