Er jeg ikke nok for dig?

#29

Jeg rømmer mig og prøver at komme til mig selv.

"Hvad laver du her?" Spørger jeg og prøver at smile for at skjule, at jeg har det dårligt.

"Er du okay? Du gik bare og jeg ville lige sikre mig, at jeg ikke havde gjort noget" siger han bekymret.

Hans ord får mig til at huske vores venskab. Den måde han altid har været der for mig.
Jeg kommer til at huske tilbage på, hvor meget jeg elskede ham. Både som kæreste, men også bare som ven. Jeg savner ham. Jeg savner hans berøring og hans selvskab. Jeg føler, at jeg er ved at glemme, hvordan et rigtigt venligt kram fra ham føles og hvordan hans læber mod mine føles.
Det rør mig og jeg mærker tårerne, der langsomt former sig i øjnene på mig.

Jeg kigger hurtigt væk fra ham og tørrer mine øjne med mine fingre.

"Soph-" siger han bekymret og jeg kan hører hans skridt, der nærmer sig mig.

"Emil stop..." tøver jeg og prøver at få tårerne væk, men jo mere han snakker og jo mere han nærmer sig jo hurtigere danner der sig flere tårer i mine øjne.

"Soph, du kan altså godt snakke med mig" siger han lavt og jeg mærker hans hånd på mine skuldre.

Jeg kigger op og møder med det samme hans meget kønne øjne.
Jeg synker en klump i halsen og prøver at trække vejret nogenlunde normalt, men jeg har så stære følelser for ham, at det er svært.

Han kigger skævt på mig og ser bekymret ud.

"Er du sikker på, at du er okay?" Spørger han.

Jeg ser i hans øjne og jeg mærker alle mine følelser i kroppen, der begynder at boble.
Han flytter ikke blikket væk fra mig og jeg kan ikke trække den længere.
Jeg bliver revet med af hele den romantiske stemning, der er dukket op på toilettet og jeg læner mig mod ham og lægger mine læber på hans.
Jeg mærker suset i maven, men det slukker med det samme, da Emil trækker sig væk fra mig.
Jeg ser forvirret på ham og han kigger på mig som om jeg har blod i hele ansigtet.

"Øhm..." siger han forbavset og tager sig til hovedet.

Åh nej fuck. Hvad har jeg dog gjort.

"Jeg tro-" siger jeg febrilsk, men bliver afbrudt af Emil.

"Soph jeg har altså en kæreste du kan da ikke bare kysse mig!" Siger han vredt og det får mig til at blive ked af det.

"Undskyld. Jeg troede bar-"

"Jeg ved ikke, hvad du troede, men jeg har en kæreste Soph, det her går ikke"

Jeg står fortabt på toilettet og fatter ingenting. Jeg troede, at han følte det samme....
Vi lavede en stemning på toilettet.
Der var altså noget i luften.
Det var der altså!

"Hvorfor kyssede du mig?" Spørger han, da han er kommet sig over situationen.

Jeg kigger såret på ham.

"Fordi jeg er forelsket i dig Emil.... Jeg er så forbandet forelsket i dig"

Han ser fortabt på mig og det får mig til at føle mig som en dårlig person.

"Du er da også forelsket i mig er du ikke?" Spørger jeg, da jeg ikke forstår, hvordan han kan være kommet ind på toilettet af sig selv og så ikke føle noget for mig.

"Soph? Nej! Jeg har en kæreste" siger han tøvende og kigger irriteret væk fra mig.

Jeg kan ikke få det til at passe sammen.
Han må da have noget for mig?
Han kan da ikke vare smide hele vores venskab væk. Han må da føle et eller andet!

"Emil..."
Jeg taler blidt til ham og prøver at lade være med at ende op i gråd.
"Emil se på mig og sig, at du ikke bare er det mindste forelsket i mig"

Han tøver og vender sit blik mod mit og jeg mærker at mit hjerte stopper med at slå, da han kigger på mig og han ser ikke ligefrem forelsket ud.
Han ser nærmere irriteret og frustreret ud.

"Sophia! Jeg er ikke forelsket i dig. Forstå nu, at jeg har en kæreste som jeg er glad for.
Du komplicerer det hele og hvis du nogensinde er skyld i, at hende og jeg slår op så skal du vide, at jeg aldrig kommer til at snakke til dig igen!" Siger han vredt og ser på mig og venter på, at jeg giver en reaktion over, at jeg har forstået hans ord.

Og det har jeg bestemt. Hvert ord han lige har sagt er feset ind. De sidder lige nu dybt i mit hjerte og det gør ondt. Utroligt ondt.
Han har lige sagt at hans kæreste betyder mere end mig. Jeg har kendt ham sidden vi var helt små og nu vil han smide mig væk, for en han kun har kendt i et par måneder.

Han ser vredt på mig og jeg mærker tårerne. Følelserne kommer helt nede fra maven og jeg mærker, at de kribler op og rammer mine øjne og tårerne render nu ned af kinderne på mig.

Jeg er lige blevet ydmyget på højt plan.
Jeg er blevet ydmyget af min ex.
Ja min ex. For blot et par sekunder siden var jeg klar til at kalde ham min kæreste, men hans ord har ændret alt.
Hvis han er ligeglad med mig, har jeg ikke lyst til at bruge mere af min tid på ham.
Jeg vil ikke såres mere.
Det gør ondt at sige dette, for jeg elsker ham. Jeg elsker ham mere end det viser sig, at jeg skal.
Jeg kigger en sidste gang på ham og ser nu, at hans udtryk ser lidt mere medfølende ud, men det gør ikke situationen bedre.

"Okay...." Tøver jeg og går med hastige skridt hen til døren.
Jeg hører ham kalde mit navn, men det slettes langsomt i mine ører.