Er jeg ikke nok for dig?

#23

"Hejjj, hvor er det godt at se jer." Hører jeg min mor sige , da hun åbner hoveddøren til gæsterne.

Jeg kan høre Emils forældre snakke og det får mig på en eller anden måde mig til at føle, at det hele nok skal gå.

Jeg ser Emils forældre stikke hovederne ind i køkkenet og jeg får det største smil på læben af at se dem.

"Sophia! Hvor er det godt at se dig" siger Emils mor og krammer mig. Jeg krammer hende tilbage og giver også Emils far et kram.
Det er vildt rart at se dem igen.
De går videre over og giver min far et kram og siger tillykke til Camilla.
Jeg smiler, da jeg ser, hvor glad min mor og far ser ud, da de kigger på Camilla, som krammer Emils forældre.
Emils mor og far tog sig meget af Camilla og jeg, da vi var lidt mindre, for mine forældre skulle arbejde meget, så derfor passede de os også meget.
Jeg hører et trin træde ind i køkkenet og af ren refleks retter jeg blikket over mod lyden og mit smil forsvinder langsomt og jeg får et skar i hjertet, da jeg får øjenkontakt med Emil, som står i døren.
Han smiler til mig og jeg husker, at jeg ikke længere må være sur på ham. Jeg skal jo spille hans lykkelige kæreste og lade som om, at vi er helt okay.

Han går over og krammer min far og efter krammer han Camilla. Jeg kan ikke holde tanken ud, at han også skal kramme mig. Mit hjerte banker hurtigt, da han trækker sig fra Camilla og hans blik lægger sig på mig.
Jeg synker og lader et kort øjeblik være med at trække vejret.
Han går imod mig og jeg finder et falskt smil frem.
"Hej skat" siger han og krammer mig og prøver at kysse mig, men jeg vender mit hoved den anden vej og hans læber rammer min kind.
Han trækker sig fra krammet og ser undrende på mig.

"Godt at se dig" siger jeg smilende og stiller mig så over til mine forældre.

Han ruller øjne af mig uden, at vores forældre ser det og jeg sender ham et irriteret blik og ryster så på hovedet. Jeg kan ikke tåle at se på ham, så jeg vender mit blik mod Camilla, som åbner sine gaver fra Emils familie.

Efter et par minutter sætter vi os hen til bordet. Jeg sætter mig så langt væk fra Emil som jeg overhovedet kan. Da jeg skal til at trække min stol ud lægger Emils far en hånd på min skulder og jeg ved inderst inde godt, hvad han skal til at sige.

"Vil du ikke sidde overfor Emil, så i kan snakke sammen?" Spørger han og smiler til mig.

Jeg tøver, men smiler tilbage til ham.
"Jo da" siger jeg og prøver at lade være med at lyde skuffet.

Jeg sætter mig overfor Emil og jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til det smil, der former sig i ansigtet på ham. Han nyder åbenbart, at vores forhold til hinanden er sådan her.
Mine forældre og Emils forældre sætter hurtigt nogle samtaler i gang. Jeg behøver derfor ikke at snakke alt for meget med Emil.
Resten af middagen snakker mine forældre meget med Emil og hans forældre, så jeg sidder bare lidt og stikker i maden.
Jeg har fuldstændig mistet appetitten og jeg har ikke rigtigt lyst til at sidde ved bordet mere og høre på Emil, som virker fuldstændig okay med, at vores forhold er ved at nå sin ende.
Jeg kan ikke fatte, at han kan sidde der iskold og le og have det sjovt, når jeg inderst inde er ved at bryde sammen.
Jeg elsker jo Emil, men han elsker tydeligvis ikke mig, når han kan sidde der og vise ingen følelser når jeg sidder overfor ham.

Det er så forfærdeligt, at den person man elsker ikke elsker en tilbage. Der er ikke noget der gør mere ondt.
Jeg kan mærke, at jeg er ved at blive ked af det, så jeg prøver at dække mine øjne med min håndflade og jeg bliver bare ved med at stikke i maden.

Jeg mærker en hånd, der rører min ryg og jeg snøfter en gang på grund af chokket.

"Sophia er du okay? Du ser lidt skidt ud" hvisker min mor og stryger mig over ryggen.

"Jeg har det lidt dårligt" hvisker jeg tilbage og prøver at skjule mine tårer.

"Du kan bare gå op og lægge dig lidt, så kan du komme ned, når vi får kage" siger min mor og prøver at se mig i øjnene, men jeg skjuler mine øjne for hende, så hun ikke ser, at jeg græder.

"Okay, så går jeg lige op lidt" hvisker jeg og rejser mig hurtigt fra stolen. Da jeg rejser mig op dæmper samtalen imellem Emil, min far og Emils far sig. Jeg kan se, at Emil kigger undrende på mig, men jeg kigger hurtigt væk fra ham og går hastigt hen mod trappen.

"Hvad skal hun?" Hører jeg min far spørge min mor.

"Hun havde det dårligt, så jeg sagde, at hun godt måtte lægge sig lidt" siger min mor og smiler til min far.

"Ja selvfølgelig. Ej hvor ærgerligt. Er hun syg?" Spørger Emils mor. Jeg kan hører bekymringen i hendes stemme, da jeg går op ad trappen.

"Hun har vidst ikke været på toppen de sidste par dage" hører jeg min mor sige og jeg har på fornemmelsen, at hun er ved at regne ud, at Emil og jeg ikke er så gode venner som vi gav udtryk for.

Jeg fortsætter han ad gangen og ind på mit værelse.

Jeg sætter mig ved mit sminkebord og kigger mig selv i spejlet. Jeg kan se at mine øjne skinner, men der er heldigvis ingen tårer, der har dannet sig endnu. Jeg lægger lidt nyt frisk makeup og åbner min altan-dør, så jeg kan få noget frisk luft ind på mit værelse.

Jeg sætter mig på sengekanten og kigger ud på naturen. Der er blå himmel og solen skinner.

Jeg prøver at berolige mig selv og prøver at glemme, at Emil sidder nedenunder, men da det banker på døren ødelægger det det hele.

"Kom ind" siger jeg lettere irriteret og kigger ivrigt hen på døren for at se, hvem der kommer ind.

Mit hjerte stopper, da jeg ser en såret Emil, som står i døren og lukker døren bag ham.

"Gå ud!" Siger jeg vredt og rejser mig chokeret fra sengen.

"Vi må lige snakke..."