*Harrys synsvinkel*
[BANK BANK]
"Jeg åbner," mumler jeg og rejser mig fra sofaen. Der bliver ikke svaret, de er alle helt stille på grund af det med Olivia. Jeg forstår dem virkelig ikke? Hvorfor kan de ikke enten bare blive gode venner igen eller også bare glemme hindanen totalt?
Jeg åbner døren.
Selvfølelig er det hende.
Hvem skulle det ellers være?"Hej Harry," siger hun stille og kigger forsigtigt op på mig, jeg skal lige til at smække døren i hovedet på hende, men hun når lige at sætte sin fod i vejen. Jeg sukker, "please, luk mig ind." siger hun stille. Skal jeg? Jeg ved det ikke helt. Hun skubber lige så stille til døren og jeg rykker mig så hun kan komme forbi. "Tak," mumler hun stille og går ind.
*Olivias synsvinkel*
Jeg er slet ikke klar til det her!
Jeg går lige så stille og langsomt igennem gangen og hen til stuen, hvor de allesammen sikkert sidder.
Jeg er virkelig nervøs, alle de mennesker der sidder inde i den stue har jeg været ond mod. De hader mig sikkert.
Okay, så er det nu.
Jeg går ud i stuen og der sidder de allesammen og stirrer på mig med tomme ansigter.
Hvad skal jeg gøre nu? Skal jeg bare sige hej, eller undskyld?
"Hvad laver du her?" spørger Niall lidt surt. "ehm.." Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, "hvorfor lukkede du hende ind?" Mumler Liam. Harry trækker på skuldrene. "Hvad vil du?" Brummer Louis. Octavia stirre bare tomt på mig. "Jeg vil tale med Octavia," hun kigger nærmest forskrækket på mig. "Okay," visker hun og følger efter mig ud i køkkenet.
Vi stopper op og står lidt der og stirrer på hindanen. "Christian? Din nye kæreste? Hvorfor virker han bekendt?" Mener hun det? Vil hun tale om min kæreste nu? "Det er Chrille fra børnehaven, ham den klamme der spiste bussemænd. Jeg mødte ham i byen for noget tid siden." Hun ligner en der er på kanten til at flække af grin. "Chrille?! Seriøst?!" Griner hun, jeg nikker stille. "Han er egentlig blevet vold lækker!" Jeg nikker igen.
Hvad sker der her? Hvorfor snakker vi om Christian og ikke vores problemer?
"Men Octavia, det var ikke derfor jeg kom. Jeg kom for at tale om vores problemer."
Hun sukker og svare: "det ved godt... Kan vi ikke bare glemme det? Vi ved godt begge ar det hele var ondsvagt, og jeg er ked af at jeg ikke fulgte efter dig i centeret, men jeg savner dig! Du er min bedste veninde."
Jeg er forvirret.
"Stop Octavia! Jeg kender dig, du kan ikke bare glemme det at jeg ikke svarede alle de 49 gange du ringede til mig. Vi bliver nød til at snakke om det." Hun begynder at græde. Hvorfor opføre hun sig så mærkeligt? Den Octavia jeg kender og er opvokset sammen med har altid været stærk! Jeg tror kun jeg har set hende græde 3 gange i hele mit liv!
Jeg hiver hende ind i et kram og hun krammer tilbage. "Hvad er der sket?" Spørger jeg stille, "min-min far.. Han er død.."
YOU ARE READING
Do you remember me?
FanfictionJa... ehm.. Jeg finder først ud af handlingen imens jeg skriver på historien, så det er både en overraskelse for jeg og for mig :) Jeg ved godt at der vil være 180.000 stave- og gramatiske fejl. Hvis ikke i kan klare det, så er det her nok ikke en...