Do you remember me?

Cry

*3 dage efter*

Jeg kan ikke mere, jeg giver op.

Livet er for hårdt.

Jeg vil ikke mere.

Christian er i fængsel, jeg troede han var så sød.

Men han er ligesom min gamle kæreste Will, klam.
Jeg sidder på mit værelse, i mørket og hører trist musik. Her har jeg ligget i 2 dage, Octavia har ringet flere gange, men jeg har ikke taget den. Det banker på min dør og ind kommer Stiles, han trækker gardinerne op og sætter sig i min seng ved siden af mig. "Vil du med ud og gå en tur med hundene?" spørger han, "hvorfor ikke," mumler jeg stille og rejser mig fra sengen. Stiles går ud og gør hundene klar imens skifter jeg til en hættetrøje og et par leggings. 

Vi går en dejlig lang tur, "skal du ikke snart over og besøge Octavia igen?" spørger Stiles, jeg trækker på skuldrene. "Det synes jeg at du skal, du kan tage derover i aften? Mor og far er jo på forretnings rejse og jeg skal i byen," "okay så," sukker jeg. Jeg er slet ikke i humør til at tage derover, men jeg er lige blevet venner med hende igen, så jeg bliver lidt nød til det.

Jeg taster hendes nummer ind på min mobil og ringer til hende.

Octavia: "Hej smukke, hva så?"

Olivia: "undskyld, jeg ikke har svaret når du har ringet og smset. Jeg har ikke rigtig været i humør til at snakke," 

Octavia: "det skal du ikke undskylde for, jeg forstår det godt,"

Olivia: "hvad skal du i aften?"

Octavia: "drengene kommer på besøg,"

Olivia: "du er da virkelig blevet gode venner med dem hva'?"

Octavia: "ja det er jeg vel,"

Olivia: "må jeg komme over?"

Octavia: "Selvføkelig må du det! Jeg savner dig allerede helt vildt meget!" viner hun glad, "og det gør Louis også," mumler hun så stille.

Olivia: "Jeg savner også jer, hvad tid skal jeg komme?"

Octavia: "du kan komme klokken 5, drengene kommer klokken 6,"

Olivia: "okay, så ses vi der,"

Octavia: "vi ses,"

"Du lød da godt nok sur," fniser Stiles, "jeg er bare træt og sur," mumler jeg, "det ved jeg," griner han stille og lægger armen om mig og krammer mig sådan. 

∆∆∆

Jeg ligger nu på Octavias sofa, på maven og græder. Imens Octavia trøster mig. (det lyder ret barnligt, men det det ikke.) "Hvis politiet ikke var kommet... Han havde gjordt forfærdelige ting ved mig," "Ollie, han er i fængsel nu. Han kan ikke gøre dig noget længere." "Men hvad så når han kommer ud?" snøfter jeg, "når han kommer ud så for vi en masse bodyguards til at beskytte dig," "Det har jeg da ikke råd til," "bare rolig Olivia, vi skal nok finde ud af noget okay?" Jeg nikker. 

Det ringer på døren, "er du okay?" spørger Octavia stille, jeg nikker.