Do you remember me?

Liam the hottie

*Olivias synsvinkel*

Jeg sidder ved køkkenbordet på en høj 'bar-agtig stol' og betragter Liam lave mad. Det ser mega lækkert ud, ligesom ham..

Nej
Vent
Hvad?
Tænkte jeg virkelig lige det?

Altså han er ret lækker, men så er der heller ikke mere. Jeg kender ham knap nok og så er han Louis' ven..
"Hvordan kan det egentlig være at jeg er her og ikke derhjemme?" Spørger jeg og begynder at pille ved den grydelap der ligger lige foran mig. Der går lidt tid før han svare, "jeg tænkte bare at jeg ikke ville forstyrre dine forældre midt om natten." Smiler han og vender sig om og laver videre på sin mad. "Det var da sødt tænkt, tak." "Nå men der er mad nu, du kan bare sætte dig ind ved spisebordet," jeg nikker og går derind. Jeg var ikke helt sikker på hvor det var, så jeg fulgte bare efter Liam.

|>~<|>~<|>~<|

"Må jeg spørge dig om noget?" spørger jeg, han nikker. "Ja selvfølgelig," svare han. "Hvordan var det egentlig at være med i xfactor?" spørger jeg og tager endu en bid af mit stykke bacon. "Det var helt vildt fedt, og det hidtil bedste jeg nogensinde havde oplevet." svare han glad og tager en slurk af hans kaffe. "Savner du det nogen gange?" han trækker på skuldrene, "jeg savner ikke selve xfactor, men jeg savner menneskerne derfra," jeg nikker forståene. "Hvordan er det egentlig at bo i en bus med 3 andre mænd 24/7?" jeg har altid gerne ville have haft svar på alle de her ting, så det her er pænt fedt for mig. "Det ved jeg ikke, det er ret fedt, men kan til tider være pisse irriterende." griner han og jeg griner stille med, "man bliver tit lidt trætte af hindanen, men så er det godt at der er flere rum i bussen," smiler han. "Er Harry, Niall og.. Louis... Dine bedste venner?" han nikker, "ja! Det er de, jeg elsker de drenge." Det forstår jeg godt! Udover det med Louis altså..

"Må jeg så spørge dig om noget og nu må du ikke blive sur vel?" spørger han, "jeg bliver ikke sur," svare jeg bare, "kunne du nogensinde finde på at snakke til ham igen?" Hmm.. Ville jeg det? Nej det tror jeg ikke. "Jeg vil gøre alt for ikke at snakke med ham igen, jeg vil ikke engang se på ham længere, eller sige hans navn." Jeg kan se på Liam at han bliver lidt skuffet og trist.

∆∆∆∆∆

"Tusind tak for at... øhm.. Passe på mig," griner jeg og giver Liam et kram, "det var så lidt," smiler han og krammer tilbage. "Vi må snart ses igen," jeg nikker, "vi ses," siger jeg så og sætter mig ind i bilen til min far. Jeg skrev til ham for en halvtime siden og han var så sød at hente mig. "Hvad er det dog du har på?" griner han og starter bilen, "Det er en af Liams kæmpe store trøjer, mine indershort fra kjolen som jeg havde på i går og et par sneakers," svare jeg, han griner igen. "Det ser godt ud.." "ja ja, grin du bare, det er mega behageligt at du ved det," griner jeg.