Do you remember me?

Baby

"Nå drenge, Octavia og Xenia," smiler Louis og rejser sig op fra stolen, "vi har noget vigtigt at fortælle," igen er der ingen der kigger på mig, kun på Louis.. "Åh nej, har i slået op?" spørger Harry med nærmest latter i stemmen. "Hold nu mund Harry," mumler jeg stille og alligevel hører han det, men han reagere ikke så voldsomt, han siger bare en irriteret lyd og så lytter han på hvad Louis skal til at sige.

"Vi er... Gravide."

Octavia og Xenia sidder begge med hænderne chokeret og glade for munden. Drengene sidder sådan, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men de ser helt mærkelige ud i ansigterne og Stiles sidder bare med et kæmpe smil på læben. "Tillykke," smiler Xenia og både Louis og jeg smiler tilbage, "vent lidt, så bliver du jo en mor," siger Stiles, jeg nikker "og du bliver onkel," "wow! Jeg bliver onkel! Jeg kommer til at være den der helt vildt seje onkel," siger han så, jeg nikker grinene. "Ikk en skid, jeg kommer til at være den seje onkel," siger Liam så, "Næ, i er ikke blodrelaterede." "Og hvad så? Vi er stadig brødre," siger Niall så. Åh drenge altså.. Jeg kigger over på Octavia der sidder med øjnene rettet mod sine lår. "Og du bliver gudmor," hun kigger op på mig. "Gør jeg?" spørger hun med et smil, "jeg ville elske hvis du blev vores babys gudmor," jeg smiler et lille forsigtigt smil og det gengælder hun med et endu større et.

∆∆∆

Jeg tror stadig ikke at de helt har tilgivet mig, men de snakker i det mindste med mig nu, drengene svømmer rundt i poolen. Xenia, Occi og jeg sidder på solstolene og kigger på. "Ollie," siger Octavia stille, "mm," brummer jeg, "i starten efter i var taget til Fili, var det super akavet mellem Liam og jeg, men efter 2 dages tid var det pludselig ikke lige så akavet. Vi snakker meget mere sammen end vi gjorde før, og det er altsammen takket være dig. Så selvom du gjorde det værre, gjorde du det også bedre, Tak." Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, "du skal ikke takke for min dumhed," fniser jeg. "Det gør jeg heller ikke, jeg takker dig for at være min bedsteveninde og forsvare mig imod ham." Jeg smiler.



*10 måneder senere*

Min lille pige, min søde lille Ora pige. Hvor er hun dejlig. "åhh jeg kunne æde dig," "det håber jeg da ikke," griner Louis der kommer ind i stuen. Jeg griner også. Hun er så stille, det mest stille barn jeg nogensinde har set. Hun er så lille og skrøbelig og helt vildt smuk. Eller det er jo løgn, for ingen babyer er smukke.. Men hendes øjne! De ligner Louis' på en prik.

"Hvad skal vi så lave i dag?" spørger Louis, "vi skal til et photo shoot, som du sikkert har glemt alt om og så kommer Freddie, som skal sove her i en uge." "det er også rigtigt," svare Louis. Freddie er simpelt hen blevet så stor, og han ligner for hver dag mere og mere sin far. Han er 3 år og kan allerede gå og snakke en smule. I starten vil jeg gerne inddrømme at jeg ikke så godt kunne lide tanken om at Louis havde et barn, men nu føler jeg næsten at han også er min, han er også helt vildt sød og så elsker han at synge ligesom Louis. Han går tit og synger gamle One Direction sange, og nogle gange fanger jeg ham også i at synge når han leger, sidder på toilettet og ligger sig til at sove. Så nu har jeg to babyer. De sødeste babyer i hele verdenen.