I'm a fighter // f.l.

«Velkommen hjem»

Billede er af Mark*

Jeg omfavner Mark.... Jeg kan ikke fatte at jeg endelig ser ham! OMG! "Jeg har savnet dig SÅ MEGET" Siger jeg. En glædes tårer kommer trillede ned af min kind. MIN LÆNGE VENTEDE FÆTTER ER HJEMME!!!

Mark går på efterskole, og nogle af weekenderne er han sammen med sine venner, så han er næsten ALDRIG hjemme!!! Men han er er nu!. Mine to mindre fætre er sammen med min onkel, i Italien.... 

Han trækker sig fra krammet. "Ikk' græd Selm" Siger han med et smil, og tørrer min ENE tårer væk. Pinligt at græde foran ham... "Undskyld... Det er bare.... Argh jeg har savnet dig!" Siger jeg, og omfavner ham straks igen.

Hvad?? Når man er enebarn, er det altså rart at have en fætter... næsten på min alder! Han griner, men krammer efterfølgene med. 

Mark har ændret sig en del. Jeg kan huske, at han hadede sit mørke hår, så han farvede det lysebrunt. Næsten blondt. Det ser vist ud til hans naturlige hår er groet ud igen. Det klær' ham. Han er en køn fyr. Og hans tøjstil er perfekt til ham. Han har talent for fashion.... Nice.

Min faster kommer ind i køkkenet. Hun ser mig overfalde Mark med velkommen-hjem-kram. "åh der er vist nogen der er glade for at se sin fætter, huh" Siger hun, og kigger på os.... "i er så søde" Tilføjer hun. Jeg giver hende et selvfølgelig-er-jeg-sød-er-det-noget-nyt?-smil. Jeg griner lidt af det. "Såå, mor? Hvad skal vi spise i aften?" Spørg Mark, min faster. "ehm... aftensmad? Det vej jeg ik... hvad havde i tænkt jer?" Spørg hun. 

Mar og jeg kigger på hinanden, og bliver straks enige. Hun kigger mærkeligt på os, og sukker fordi vi åbenbart er, og jeg citere, 'latterlige'. Hun har lige kaldt os søde, og nu latterlige? Beslut dig kvinde -tænker jeg bare.

Hun syntes nok vi var latterlige fordi, hun, med det samme, ved hvad vi mener. VI SKAL PÅ MCDONALDS!!! Det sted plejede Mark og jeg ALTID at spise hos, når vi måtte bestemme... Og vi må bestemme nu, så det er faktisk hendes skyld. #Logik

...

"Det skal du ikke regne med" Siger jeg. Mark og jeg snakkede i bilen, og da min faster gik op for at bestille, så Mark åbenbart mulighed for at spørge om mit liv. Mit 'kærlighed'-s liv... Som om jeg har sådan et. lol, forever alone....

Han havde lige spurgt om jeg havde noget, med nogle.... Og jeg sagde med det samme nej. Han syntes også det er mærkeligt at jeg ingen kæreste har. "Du får nok snart en" havde han sagt. "Det skal du ikke regne med" Var mit svar. Der er ikke rigtig nogle, som ... jeg kan lide på den måde.

Altså der var jo Felix, men ham ser jeg mere som en ven... Jeg ser også William som en ven, men det er åbenbart ikke gensidigt...

Jeg ved ikke hvordan, men vores samtale første lige pludseligt hen mod William, Mark er åbenbart 'meget gode venner' med William... Det er ikke til at forstå, i know... Men det er de åbenbart. 

"Hold dig fra William... Han er min ven og det.... men han flirter med alt der har en puls... Og hvis pulsen reagere, så springer han på hende" Sagde han seriøst men med et grin. "Ja som om jeg ikke ved det Mark! Men ... Jeg ved ikke hvad der er med ham..." Siger jeg, og tænker lidt over det.. "Jeg ved ikke.. Han er forfærdelig... jeg ved ikke hvorfor jeg hænger ud med ham. Han er vel anderledes... på en måde... I DON'T KNOW" Sagde jeg til sidst... Alle de tanker... Jeg bliver så øm i hovedet... Det gør mig helt sulten.

Og idé jeg tænkte det, kom min elskede faster mod bordet MED MAD!!!! Jeg kigger på burgeren. Jeg har aldrig i mit liv ser en så lækker burger! Den er ekstra stor, for det bedte jeg om, med ekstra af alt! Jeg tager en bid, og håber at jeg bare kan spise så meget burger jeg kan, så de himmelske smag vil blive i min mund i en evighed!

...

Jeg spiser Aldrig burger igen!

Jeg spiser ALDRIG noget mad i verdenen igen!

Jeg sidder på mit værelse med STORE smerter! Jeg ligger krummet sammen på min seng... Måske skulle jeg ikke havet taget den ekstra burger alligevel... og det var en større fejl at spise så meget, så hurtigt!