Den sommer - Citybois

Kapitel 32 - døden

Der skete ikke noget specielt søndag. Jeg tog egentlig bare hjem fra Thor og så læste jeg nogle lektier.

Nu er jeg næsten ved skolen. "Madame" kan jeg høre en stemme kalde, og jeg ved med det samme hvem det er. Jeg vender mig rundt. Thomas kommer løbende mod mig. "Hvad?" Spørger jeg. "Skal vi følges?" Siger han. "Øhm. Jaja" siger jeg, selvom jeg egentlig ikke vil. Jeg kan bare ikke få mig selv til at sige nej, det har jeg aldrig kunne. "Din veninde... Elle s'appelle ehm... Frida! Kan hun lide mig eller sådan noget?" Siger han. Jeg kan ikke lade være med at grine en smule. "Det ved jeg ikke. Hvorfor?" Siger jeg. "Hun stirrer virkelig meget" siger han, og holder døren åben for mig. "Tak" siger jeg. "Tak?" Siger han. "Ved du ikke hvad det betyder?" Spørger jeg. "Nej" griner han. "Det betyder merci" siger jeg. "Nåå. Tak" siger han. Jeg smiler. Da vi når til klasseværelset, sætter jeg mig på min plads, og kigger på min mobil. Jeg har fået en besked fra Thor. "Hey skat. Vil du komme til min fødselsdagsfest på mandag?" Skriver han. Jeg smiler. "Ja selvfølgelig skat❤️" skriver jeg. Vores lærer træder ind af døren. "Slå op på side 23 i historiebogen venner, og så lad os gå igang" siger vores lærer. Jeg slår op på siden, og følger nøje med i undervisningen. "Kan nogen her fortælle mig hvad der gjorde at Hitler tabte 2 verdenskrig?" Spørger vores lærer. Jeg rækker fingeren op. "Mia" siger vores lærer.

Det har været en sygt hård dag i skolen i dag, og nu glæder jeg mig bare til at komme hjem. Jeg vil gerne sove nu. Da jeg træder ind af døren, står alle og kigger på mig. Mor, Oliver og Sidsel. Hvorfor er mor hjemme? Hun plejer da at arbejde i dag? "Hva så?" Spørger jeg, og tager mine sko af. "Mia. Jeg ved ikke hvordan jeg kan sige det her uden, at det vil gøre dig for ked af det" siger mor. En følelse af nervøsitet, slår igennem min krop. "Hvad er det?" Spørger jeg, og kigger min mor ind i øjnene. "Det er sådan at.. Mormor hun overlevede ikke operationen i dag. Hun er desværre død" siger mor, og kigger mig lige ind i øjnene. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg nikker bare og går op på mit værelse. "Mia vi skal hen til hende nu" råber mor. "Kan i ikke bare tage derhen?" Råber jeg tilbage. Mor svarer ikke, men jeg hører hoveddøren blive smækket i. Jeg lader mig falde ned i min seng. Langsomt begynder tårerne at flyde ned af kinderne på mig. Som to vandfald, der bare bliver ved og aldrig stopper.

Pludselig ringer min mobil. Jeg rækker ud efter den og ser det er Thor. Jeg kan ikke overskue at snakke med ham nu, så jeg ligger røret på. Thor giver selvfølgelig ikke op så han ringer igen. Og igen, og igen, og igen. Til sidst bliver jeg nødt til at tage den. "Hallo?" Siger jeg, og prøver at lade være med at lyde som om jeg har grædt. Selvom det er svært, for min stemme ryster sygt meget. "Hvorfor lagde du på?" Spørger Thor. "Er du sur?" Siger han før jeg overhovedet når at få svaret ham. "Jeg er ikke sur" siger jeg. "Er der noget galt? Din stemme ryster" siger Thor. "Jeg er okay! Hvad vil du?" Spørger jeg. "Jeg ville bare spørge om du kan hjælpe mig med nogle lektier?" Siger Thor. "Jojo. Jeg kommer om lidt" sukker jeg. "Du skal ikke, hvis du ikke har lyst. Så spørger jeg bare en anden" siger Thor, jeg svarer ham ikke. Jeg ligger på, og går ned og får sko på. Derefter tager jeg toget til Bernstorffsvej station. Jeg tørrer mine øjne godt og grundigt inden jeg banker på døren til Thors lejlighed. Jeg sikrer mig også at mine øjne ikke er røde eller noget.

Thor kommer og åbner døren. "Hey" siger han. "Hej" svarer jeg, og går ind. Vi sætter os i spisestuen, og begynder på lektierne. "Hvad så med det her?" Siger Thor. "Du skal bare gøre sådan her" siger jeg, og viser Thor hvordan man gør. "Nåå" siger han, og prøver selv. Jeg sidder bare og kigger på hans hånd som skriver. Den bevæger sig på alle mulige måder. Så tænker jeg på mormors hånd. Iskold, helt hvid, og uden nogen bevægelse. Overhovedet. Blodet pumper ikke rund i hende længere, hendes hjerte er stoppet, og ingen af hendes muskler rører sig. Hun ligger helt stille og er død. Jeg mærker tårerne presse på igen, men kniber så mine øjne sammen. De skal ikke få lov til at komme ud. Thor behøver ikke at vide noget. Han behøver ikke at vide jeg ikke har det godt, for så vil han begynde at få ondt af mig. Det skal han ikke have. "Mia. Er du sikker på at du er okay?" Siger Thor. Jeg åbner mine øjne og regner med at tårerne er væk. "Jeg har det fint" siger jeg. "Søde, dine øjne er helt blanke" siger Thor. Jeg sukker og kigger ned. "Vil du ikke nok sige hvad der er galt?" Spørger Thor. Jeg sukker. Jeg er nødt til at sige det nu. "Det er bare min mormor" siger jeg. ""Bare din mormor" der er ikke noget "bare" hvad er der sket?" Spørger Thor. Jeg kigger ned. "Hun er død" siger jeg lavt. Jeg kan se på Thor at han ikke rigtigt ved hvad han skal sige. "Det er jeg ked af" siger han. "Det skal du ikke være! Hun var også gammel! Desuden så er hun et bedre sted nu" siger jeg. "Det ved jeg. Men derfor kan man stadig godt være ked af det" siger Thor. "Jeg er ikke ked af det!" Siger jeg irriteret. "Mia, der løber tårer ned af dine kinder" siger Thor. "Nej" hulker jeg, og gemmer mit ansigt i mine hænder. "Shh" siger Thor, rejser sig og ligger sine arme omkring mig. "Stop nu Thor" siger jeg, og prøver at komme fri fra hans greb. "Jeg er ikke ked af det!" Råber jeg hulkende. Thor strammer grebet om mig, og jeg lader være med at prøve længere. Jeg kommer ikke fri, og jeg kan ikke gøre mere nu. Han ved jeg er ked af det. "Mia det er okay" siger han. Jeg begynder igen at hulke. Thor kysser mig i håret. Sådan står vi et stykke tid, indtil jeg falder lidt i ro.

"Fuck de lektier" siger Thor og klapper sine bøger sammen. "Undskyld" siger jeg. "Du skal ikke siger undskyld" svarer Thor, og smiler til mig "det var min skyld at vi ikke fik lavet dine lektier" siger jeg. "Jeg laver dem bare i morgen" siger Thor. "Skal du ikke aflevere dem i morgen?" Spørger jeg. "Jo, men først i sidste time, så jeg laver det bare i alle de andre timer" griner Thor. Et lille bitte grin slipper ud af mig, hvilket får Thor til at smile. "Nå. Skal jeg følge dig hen til stationen?" Spørger Thor. Jeg nikker.

Thor og jeg går hånd i hånd hen til Bernstorffsvej station. "Det skal nok gå" siger Thor og giver mig et kys, da toget triller ind på perronen. Jeg smiler, og giver ham et kram. "Vi ses" siger jeg, og går ind i toget. Thor vinker, og begynder at gå tilbage igen.

Jeg spiser selv aftensmad. Mor, Oliver og Sidsel er stadig inde hos mormor. Jeg kan ikke klare at tænke på hun er død, så hvordan skal jeg kunne klare at se på hende når hun er død? Jeg valgte derfor at blive hjemme, for min egen skyld. Mor, Oliver og Sidsel kommer først hjem senere på aftnen. Jeg snakker ikke meget med dem, jeg siger egentlig bare godnat. Stemningen i huset er trykket. Vi har allesammen mistet en, som vi holder virkelig meget af. Det tager mig lang tid at falde i søvn. Det plejer det at gøre, når jeg er ked af det.

Husk at like og kommenter😊❤️