Den sommer - Citybois

Kapitel 40 - Mareridt

Lørdag
Jeg sov længe i dag. Jeg vågnede først ved en 14 tiden, for at være ærlig. Jeg tog min mobil, og tjekkede den. Som jeg havde troet, har citygirlsene fundet ud af det. Det har de, fordi at ekstra bladet selvfølgelig har blandet sig. De har lavet en kæmpe overskrift, som er totalt overdrevet, ligesom ekstra bladet altid plejer. "Citybois Thor frygtes død" Altså han kan godt være død, men han kan ligeså godt være i live. Jeg har allerede læst artiklen, og jeg hader det. De skriver hvad der skete, men de skriver det på sådan en overdrevet måde. Og så får overskriften mig til at gyse. Jeg håber virkelig snart, at politiet finder ham. I live.

Jeg er lige inde og læse nogle opslag i "citygirls" gruppen på Facebook. Folk går helt amok derinde. Jeg må lave et opslag.
"Hej piger.
Ja, Thor er desværre forsvundet, og det vides endnu ikke om han er død eller i live. Det eneste vi kan gøre, er at håbe.
Anthon, Ulla, Karl, Krista, alle er kede af det, og stemningen er helt i bund, men vi ved at politiet gør hvad de kan, for at finde ham - i live.
Fortsat god dag."
Skriver jeg. Anthon er det første like. Jeg havde ikke troet, at han ville like siden han tydeligvis er sur, men det gjorde han så. Jeg får hurtigt flere likes, og mange kommentarer.

Resten af dagen, får jeg til at gå med at ligge i min seng og glo på min mobil. Jeg har også kigget på mange billeder af Thor og jeg, helt tilbage fra første gang vi mødtes. Jeg husker det helt klart.

Jeg fik ikke spist aftensmad i dag, men jeg var alligevel heller ikke sulten, så hvorfor spise noget, når man alligevel ikke er sulten? Jeg kommer først i søvn ved en 02:00 tiden, og falder nok først i søvn omkring kl. 03:00, da jeg lige for tiden, har totalt svært ved at falde i søvn. Specielt nu hvor Thor er væk, og når jeg ikke ved om Anthon hader mig, eller hvad han nu gør. Jeg savner Thor, og han må meget gerne snart komme tilbage, hvis han kan, og hvis han ikke er død eller sådan noget...

Søndag
"17 årig dreng fundet død i Gentofte sø kl. 04:35 søndag morgen" lyder overskriften i ekstra bladet denne morgen. Jeg må have fat i Anthon. Tårerne i mine øjne gør alting sløret, og jeg har svært ved at se hvad jeg laver på min mobil. Efter et par forsøg, finder jeg Anthons nr. I mine kontakter. Jeg ringer op, og håber alt hvad jeg kan på at han tager den. Han tager den ikke første gang, så jeg ringer igen. Efter at have ringet ca. 7 gange, opgiver jeg. Nu ringer jeg til Teo. Han tager den heldigvis. "Har du læst, at de har fundet Thor død?" Hulker jeg. "Ja" kommer det fra Teo iskoldt. "Hvad er der galt?" Spørger jeg, stadig grædende. "Det var din skyld. Hvis du ikke havde gjort hvad du gjorde den aften, var det aldrig sket" siger Teo. "Gjort hvad?" Spørger jeg nervøst. "Det ved du godt selv" siger han. "Nej Teo, jeg ved det ikke" hulker jeg. "Stop med at lades som om du ikke ved noget. Jeg har intet tilovers for dig længere, så jeg synes bare du skal slette mit nr. Og glemme alt om mig" siger han. "Teo" græder jeg. Han svarer ikke, jeg hører kun bip lyde fra telefonen, han lagde på. Jeg ringer ham op igen, men den går ikke igennem. Han må have blokeret mig. Pludselig bliver min dør åbnet. Det er Ulla. "Du er grunden til at min søn er død!" Siger hun. "Jeg har ikke gjort noget" græder jeg. "Han druknede sig selv, og det er på grund af dig!" Råber Ulla. "Jeg fik ham ikke til at gøre noget" hulker jeg. Ulla går hen imod mig, så jeg rejser mig op fra min seng. "Du kunne bare lade være med at have samleje med en anden" siger hun, og går tættere på mig. Jeg træder et skridt tilbage, hver gang hun træder et skridt frem mod mig. "Han gjorde det samme" siger jeg nervøst. "Han elskede dig. Og nu er du grunden til at han er død. Min elskede Thor! Du bør lide samme skæbne som han gjorde, det er det eneste du er værd!" Siger Ulla. "Men han startede jo" idet jeg siger det, støder jeg på noget bag mig. Noget der gør at jeg falder bagover. Det var vindueskarmen jeg stødte på. Jeg falder. "Jeg håber du får det godt i helvede" Siger Ulla oppe fra vinduet, og smækker det hårdt i. Idet hun smækker vinduet, rammer jeg jorden.

Jeg vågner med et sæt. Jeg er forpustet, og jeg sveder utroligt meget. Jeg kæmper for at få vejret, og rækker ud efter noget vand jeg har stående på mit sengebord. Jeg tager en slurk, og sætter vandflasken tilbage på bordet. Jeg havde mareridt. Thor var fundet død, og han havde druknet sig selv på grund af mig. Jeg tager min mobil. Klokken er 04:30. Jeg sukker og ligger mig igen i min seng. Efter at have vendt og drejet mig op til flere gange, rejser jeg mig op, og tager noget tøj på. Jeg tager bare en løs t-shift og nogle natbukser på. Så lister jeg mig ned i gangen uden at vække de andre, og tager min læderjakke over mig. Forsigtigt lukker jeg døren, og skynder mig hen til Hellerup station. Hvis ikke jeg tager hen til søen nu, vil jeg ikke kunne slappe lidt mere af. Jeg er så meget oppe at køre, og totalt bange for, at han rent faktisk har druknet sig selv på grund af mig.

Da jeg stiger af på Gentofte station, løber jeg hele vejen ned til søen. Politiet står dernede, men jeg er ligeglad. Jeg bliver nød til at kigge rundt om hele søen. "Det er forbudt område" siger en betjent. "Jeg er nødt til lige.." siger jeg, men bliver afbrudt. Betjenten tager fat i mig, da jeg prøver at komme forbi ham. "Det er forbudt område" siger han igen. "Jamen jeg bliver nødt til at tjekke om han er i søen" siger jeg, og kæmper for at komme fri. "Han er med 100% sikkerhed ikke i søen" siger betjenten. "Hvordan ved i det? Han har måske druknet sig selv!" Hulker jeg. "Han er der ikke!!!" Siger betjenten, med øget stemme. Jeg snøfter. "Hvordan ved i det" spørger jeg, og tørrer en tåre væk. "Fordi at vi har fundet ham" siger betjenten. Jeg bliver lettet. "Er han i live? Hvor er han?" Spørger jeg, og kigger mig omkring. Jeg får øje på en stor flok betjente. Ham som havde fat i mig giver slip på mig, og lader mig gå derover. På jorden ligger en totalt smadret og lemlæstet dreng. Thor. Jeg kan ikke tro mine egne øjne, da jeg ser det. Det er som om hele min verden falder sammen. "Han er død. Er han ikke?" Spørger jeg, uden at fjerne blikket fra ham. "Jo" siger en betjent. Jeg sætter mig ned på græsset ved siden af ham, uden af røre ved ham. Tårerne glider ned af mine kinder. "Hvordan kan i være sikre på det er ham? Man kan jo nærmest ikke se hans ansigt for sårerene" græder jeg. "Kropsbygningen er den samme" siger en anden betjent. "Men det er stadig ikke sikkert" hulker jeg. "Det må det ikke være" siger jeg lavt, så lavt at kun jeg kunne høre det. "Vi er 99% sikre, men han skal til retsmediciner i morgen, så finder vi ud af med sikkerhed om det er ham" siger endnu en betjent. "Hvorfor først i morgen?" Spørger jeg, og kigger op på ham, med tårer i øjnene. "Fordi, at når vi er så sikre på det er ham, som vi er, kan retsmedicinerne ligesågodt tage sig af en vigtigere sag" siger en betjent. "Ingen sag er vigtigere end den her" sige jeg lidt lavt, og kigger tilbage på Thor. "For dig, er der intet der er vigtigere. Men tro mig, det er der" siger betjenten.

Pludselig vrimler det med store politivogne. Jeg bliver trukket lidt tilbage, og ser Thor blive lagt ind i en vogn. Den er på størrelse med en ambulance ca. Dørene bliver lukket, og langsomt forsvinder alle vogne. "Vi må vel også se at komme videre. Nu skal vi til at finde ud af, hvem der står bag det her" hører jeg et par betjente sige. De sætter sig ind i en politibil, og hurtigt er alle biler og store vogne væk. Der er kun mig tilbage. Jeg sætter mig på bænken. Bænken hvor Thor sad. Jeg sparker en sten i vandet med min fod, og gemmer mit hoved i mine hænder. Hvad er der tilbage at gøre nu? Hvad har jeg at leve for? En mor jeg ikke snakker med, Anthon som er sur på mig, og Teodor der kun hjælper mig med sex. Er det hvad jeg har tilbage? Udover dem i skolen, som jeg heller ikke snakker med. Jeg tror Frida er lidt vred på mig, fordi jeg på en måde bare har glemt hende, så hvad har jeg egentlig tilbage at leve for?

Husk at like og kommenter😊❤️