Den sommer - Citybois

Kapitel 42 - hospitalet

Anthon's synsvinkel:
Det første jeg gør, da jeg vågner, er at ringe til Mia. Igen går den direkte på svareren. Hvad fanden sker der seriøst? Jeg tager hurtigt noget tøj på, og så tager jeg min lidt tykke bomberjakke på, da det er ved at blive ret koldt nu. På mit natbord ligger min mobil, jeg tager den i lommen, og så smutter jeg. Jeg tager hjem til Mia, det kan altså ikke være rigtigt at hun ikke tager telefonen. Jeg møder en flok piger på vejen, de er fans og vil have taget billede. "Hvordan går det med Thor?" Spørger en af pigerne. "Jeg kan ikke sige så meget. Men det går bedre end jeg havde troet" siger jeg. Da de har fået taget billede skynder jeg mig videre mod Gentofte station. Da jeg kommer forbi kirken kommer der en flok mænd. De kommer omme bagfra kirken. Det er da et lidt underligt sted at komme fra? Det eneste der er deromme er en masse træer, og et lille skur der ikke bliver brugt til noget. Jeg tænker ikke mere over det, jeg går bare forbi dem, og fortsætter så hen til Gentofte station.

Toget kører ind på perronen, da jeg har tjekket ind. Jeg stiller mig bare, jeg skal jo ikke langt, så hvad nytter det, at sætte sig ned? Da toget når Hellerup station, stiger jeg af og tjekker ud. Jeg går afslappet hen til Mia's hus, og da jeg kommer derhen ringer jeg på døren. Det er hendes lillebror Oliver der åbner. "Hej. Er Mia hjemme?" Spørger jeg. "Nej. Hun har ikke været her et par dage. Vi troede hun var hos dig?" Siger han. "Hos mig? Hvorfor skulle hun det?" Spørger jeg. "Hun kan jo ikke være hos Thor" siger han. "Nå ja, Okay. Tak" siger jeg, og går så igen. Jeg ringer til Teodor. "Hallo?" Siger han. "Er Mia hos dig?" Spørger jeg. "Nej?" Siger Teo. Jeg siger ikke noget. "Hvorfor?" Fortsætter han. "Fordi hun er ikke hjemme eller nogen andre steder" siger jeg. "Hun er nok hos en veninde" siger Teo. "Det tror jeg altså ikke" svarer jeg. Teo sukker. "Hvor skulle hun ellers være?" Spørger han. "Jeg tror hun er samme sted som Thor" siger jeg. "Thor er kidnappet" siger Teo. "Jamen det kan være Mia også er det!" Udbryder jeg. "Anthon slap nu af, hun er nok bare sammen med en veninde" siger Teo. "Nej men Teo jeg er seriøs!" Siger jeg. "Jaja. Vi ses Anthon" siger Teo. "Vent" siger jeg, men så ligger Teo på. Jeg sukker irriteret, og ligger min mobil i lommen. Jeg står ude foran Mia's hus og tænker. Tænker på hvor de kan være? Det kan vel ikke være langt væk? Jeg tænker ikke, at de har fået enten Mia eller Thor til at følge med. Så det må være tæt på Gentofte sø. Jeg tænker på områder omkring søen. Byen ligger tæt på, men de kan umuligt være blevet skjult der. Jeg kommer pludselig i tanke om de mænd jeg så tidligere. Dem som kom omme bagfra kirken, hvor der kun er det der skur. De så ret skræmmende ud, men jeg kan ikke lide at dømme dem, uden at være sikker. Jeg går tilbage til Hellerup station, og skal vente 8 min. På mit tog. Jeg ser en flok piger komme gående mod mig, med små nervøse skridt. Efter lidt tid kommer de hen til mig. "Hej Anthon. Må vi godt få et billede?" Spørger en af pigerne. "Ja selvfølgelig!" Siger jeg, og får det til at lyde som om, at jeg er glad og i godt humør. De får taget et par billeder hver, og så kommer mit tog. "Vi ses smukke" siger jeg til en af pigerne, og går ind i toget. Ud af vinduet kan jeg se hende græde. Det er nu meget sødt.

Jeg nærmest løber ned af Gentoftes gader, og da jeg når kirken tøver jeg ikke før jeg løber ind. Da jeg drejer rundt om hjørnet bag kirken, løber jeg ind i nogen. Jeg stopper op, og kigger mig tilbage. "Se dig for, mand!" Er der en der siger. Det er dem jeg så tidligere. "Undskyld" siger jeg, og går videre. "Hvad laver du her?" Spørger en af mændene. "Jeg skal bare besøge en grav?" Siger jeg, og kigger på dem igen. "Hvorfor løber du så?" Spørger en tredje. "Fordi jeg godt kan lide at løbe?" Siger jeg. De fire mænd kigger på hinanden, og går så videre. Da de er væk tager jeg en dyb indånding, og fortsætter ind bag de mørke træer. Jeg har altid hadet kirkegården. Lige siden jeg har været helt lille, har jeg bare haft et eller andet med det her sted. Da jeg næsten er ude af træerne, ser jeg skuret. Jeg skal til at vende om, for jeg har altid været bange for det skur! Og jeg kan jo ikke engang være sikker på, at de er her. Jeg vender mig om, og skal til at gå ud, men tænker mig så om endnu en gang. Nu må jeg lige tage mig sammen. Jeg fortsætter hen mod skuret, og står lidt og kigger på det. "Hallo?" Råber jeg, og går helt hen til det. "Thor?" Spørger jeg, og banker lidt på væggen. "Mia?" Råber jeg, og sparker igen. Jeg går lidt rundt om skuret, og sparker sådan lidt på det. Pludselig hører jeg noget derinde fra. "Thor?!" Råber jeg. "Anthon" kan jeg høre, en svag stemme sige derinde fra. "Hallo Thor! Hvad sker der?!" Spørger jeg. "Mændene" kan jeg høre ham sige. Jeg ved godt, hvem han snakker om. Det er de mænd fra før. "Anthon pas på. De er tilbage om lidt" kan jeg høre en pigestemme sige. "Mia?" Spørger jeg. "Ja, det er mig" siger hun. Jeg bliver helt vild varm indeni, af at høre hendes stemme. Den lyder svækket, men så længe jeg kan høre hende. "Jeg må få jer ud" siger jeg, og hiver og flår i døren. "Det er umuligt" siger Thor. "Hvad skal jeg så gøre?" Spørger jeg. "Find politiet. Sig vi er hér, nu!" Siger Thor. Pludselig hører jeg lyde bag mig. Jeg vender mig hurtigt, og ser mændene fra før. "Få fat i ham!" Råber en af dem, og så er der fire mænd der er efter mig. Jeg spurter så hurtigt som jeg kan, væk fra dem. Jeg løber igennem skoven, hopper over sten, og dukker mig for ikke at løbe ind i grenene. Jeg falder, min fod hang fast i en gren. Hurtigt får jeg den fri, og rejser mig og løber videre. De er meget tæt på mig lige nu, og jeg føler kun at skoven bliver længere og længere. Endelig begynder jeg, at se kirken, hvilket får mig helt af sig selv, til at øge farten. Da jeg er ude, løber jeg så hurtigt jeg kan ud til vejen. En politibil kører forbi. Jeg hopper og vifter med armene, så den stopper op. Jeg løber hen til vinduet, som de har rullet ned. "Thor og Mia, de er inde bag træerne, de bliver holdt til fange i et skur, at nogle mænd" siger jeg. To mænd skynder sig ud af bilen, mens jeg sætter mig derind, og mig og den ene politimand, kører den lange vej rundt om skoven. Jeg kigger ud af vinduet, og kan ikke andet end at håbe på, at de får fat i mændene, og at Mia og Thor kommer ud igen. Det ville være forfærdeligt hvis der skete dem noget.