The only one?

Fifa

Vi er på vej over til Marcus og Martinus nu, jeg er lidt spændt.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vi står ude foran deres hoveddør. Jeg kan godt mærke jeg er mere nervøs nu, selvom der jo ikke er noget at være nervøs over. Mor banker på den hvide dør og den bliver straks åbnet. Det er Kjell-Erik som åbner med et stort smil. Resten af hans familie står inde i gangen. Vi giver alle hinanden pænt hånden. Mor giver dem en buket roser, som tak for vi måtte komme. Da jeg når til Marcus og Martinus som står sidst, får jeg et sug i maven. Selvom det ikke er andet end et par timer siden vi så hinanden sidst. Jeg smiler og giver dem hånden. De smiler igen og tager imod min hånd. Idet vi træder ind i stuen bliver vi ramt af en himmelsk duft. Vi sætter os alle ved det store bord, hvor der står den lækreste mad på. Jeg sidder for bordenden med Marcus på den ene side og Martinus på den anden. Imens vi er igang med at spise, bliver jeg spurgt af Kjell-Erik: "Isabel drengene har snakket om at du er begyndt at spille på deres hold. Går det godt?". Jeg kigger på drengene og ser de hurtigt bliver helt røde i deres hoveder. "Ja, det er virkelig fedt at spille med drengene". "Det kan være du kan lære Marcus og Martinus nogle ting så" siger Gerd-Ann og smiler. Jeg smiler og kigger ned i min tallerken. "Jeg synes du er virkelig god, spillede du også før du flyttede her til?" siger Martinus. "Tusind tak, jeg spillede i Danmark, på deres DBU hold". Drengene smiler. "Det forklare jo det hele. Det var et sygt mål du lavede til træning idag!"  lyder det fra Marcus' mund. "Mange tak, det skyldes dit virkelig gode indlæg du lavede, det var virkelig godt!". Han smiler og vi begynder alle 3 at grine. 

Vi er færdig med at spise. De voksene sidder og snakker ved bordet. Emma og William sidder på gulvet og kigger på billeder. "Er du så ligeså god til fifa som du er til fodbold?" spørger Marcus med et lumsk smil. "Jeg har kun spillet det et par gange " svare jeg. "Skal vi tage en kamp?" spørg han. Jeg smiler. Vi siger tak for mad og vi løber op på Marcus' værelse. Martinus er selvfølgelig også med. Han smider sig i Marcus' seng med det samme vi når ind på værelset. Jeg sætter mig på en af de to stole som er placeret foran hans tv. Marcus rækker mig en controller og dumper ned ved siden af mig. Marcus er virkelig god. Jeg har lidt svært ved at følge med, men Marcus er god til at hjælpe og forklare mig de ting som jeg ikke rigtig forstår eller ikke kan finde ud af. Vi har nu spillet et par kampe og det er tydeligt at Marcus er meget bedre end mig. Det er ved at blive mørkt udenfor og klokken er ved at være mange. Det banker på døren. "Kom ind" siger Martinus. "Vi skal til at hjem nu skat" siger min mor. "Okay, jeg kommer lige om lidt". Da hun forlader rummet skal jeg til at gå neden under sammen med drengene, men de stopper mig. "Isabel må vi få din snap?" siger de begge to. "Selvfølgelig" siger jeg med et smil. Efter jeg har givet dem min snap går vi neden under hvor de andre står i gangen og snakker. "Tusind tak for i aften" siger begge mine forældre og giver Kjell-Erik og Gerd-Ann et kram. "I er altid velkommen" siger Kjell-Erik. Mine forældre smiler og går ud af døren. William og Emma siger farvel til hinanden. Jeg står nu tilbage alene. "Mange tak for i aften, det var virkelig hyggeligt" siger jeg. Drengene smiler og siger begge "selv tak. Ja det var" i kor. Jeg giver dem begge et kram og siger pænt farvel til Emma, Kjell-Erik og Gerd-Ann. Da vi er noget ud af deres indkørsel, kan vi se at hele familien står i døren og vinker til os. Marcus og jeg får øjenkontakt. Han smiler. Jeg vinker og smiler igen. 

Idet vi kommer ind af døren der hjemme, siger jeg godnat til mine forældre og William. Hvorefter jeg går i seng. Det har været en lang dag, og jeg er virkelig træt.