The only one?

Mørket

Isabels synsvinkel 

"Isabel du min bedste veninde og jeg holder virkelig meget af dig. Jeg kan ikke lide at se dig sådan her, det påvirker også mig. Jeg kan se der er noget galt og jeg vil gerne have du fortæller mig det" siger Martinus med en meget alvorlig stemme. Skal jeg fortælle ham om mine åndsvage problemer, så han kan slås med dem? Fandme nej, Martinus fortjener ikke at hører på mig og mine lorte problemer. "Martinus jeg havde bare brug for noget luft, alt er fint". svare jeg imens en tåre stille løber ned ad min kind. Jeg skynder mig at tørre den væk, i håb om Martinus ikke når at se den. Hvorfor skal det gøre så ondt at lyve overfor Martinus? Og hvorfor bliver jeg overhovedet ved med at lyve overfor ham? Han er der jo altid for mig? Og det eneste jeg giver ham tilbage er flere løgne? Martinus trækker mig ind i et kram. "Jeg er her for dig" hvisker han i mit øre. Pludselig udløser der sig en ro i min krop. En følelse af tryghed. 

Jeg møder Marcus blik, idet vi træder ind i rummet igen. Jeg kigger hurtig væk, men jeg kan mærke hans øjne stirre, som sad de limet til mig. Jeg er ikke sur på Marcus, overhovedet. Jeg har heller ikke lyst til at være sur på ham, for han har jo ikke gjort noget. Martinus stemme afbryder mine tanker "Marcus, Nanna, du og jeg er på samme hold". Jeg smiler bare til ham. Vi skal på sådan et natteløb, selvom det ikke er det jeg har mest lyst til lige nu. Men heldigvis er Nicole ikke på vores hold.

Ude i skoven er der mørkt. Meget mørkt. Marcus og jeg har ikke rigtig snakket sammen siden vi spiste. "Pis" lyder det pludselig fra Nanna. Mine tanker bliver afbrudt. Lommelygten er gået ud - nu er der mørkt, helt mørkt. Kun lyset fra de mange glimtrende stjerner på nattehimlen kan ses. Det får mig til at tænke på fodboldweekenden, hvor Marcus havde været der for mig i løbet af natten. Han havde fortalt mig om stjernerne og det havde beroliget mig. Men lige nu kan det ikke hjælpe mig. Jeg føler mig utryg og bange.