The only one?

Sunset

Marcus' synsvinkel 

Jeg går rask til - jeg kan slet ikke lade vær - med sports-tasken over skulderen. Solen skinner og fuglene fløjter. Selv det trælår, jeg har fået over venstre knæ, kan ikke lægge en dæmper på min glæde - det var beviset på jeg har spillet en suveræn fodboldkamp. Alt hvad jeg gjorde i løbet af kampen føles godt. Enhver aflevering, takling, dribling lykkedes. Jeg skød på mål tre gange - og scorede tre mål. Ved det sidste mål driblede jeg forbi 2 mænd og sparkede den op i højre målhjørne. Da jeg kom ud af holdkammeraternes omfavnende arme, fik jeg øjenkontakt med Isabel ude blandt tilskuerne. Et sug fløj gennem min mave. 

Når man spiller fodbold, har man normalt både gode, dårlig og okay kampe. Men denne kamp var suveræn. Den eneste måde, modstanderen kunne stoppe mig på, var ved at lave frispark. Hive i min trøje, træde mig i hælen eller fælde mig. Deres anfører blev til sidst så frustreret, at han gav mig det voldsomme trælår, men jeg rejste mig og spillede videre. Og da kampen blev fløjtet af, var jeg overhovedet ikke træt, jeg kunne have spillet, til det blev mørkt. Mine holdkammerater roste mig, selv dommeren roste mig. Men ligegyldigt hvem jeg talte med, så forsøgte jeg hele tiden at holde øje med, hvor Isable befandt sig. Hvorfor gjorde jeg det? 

Jeg sidder på trappen ind til omklædningsrummene og tager støvlerne af, jeg kan fornemme, at hun nærmer sig. Hvad er det ved hende der altid får mig til at få en underlig følelse i kroppen? Er det hendes lange brune hår, de der brede kindben, de store brune dådyr øjne eller de hvide tænder? "Hej, tillykke med sejren" lød det fra hendes uskyldige stemme. "Mange tak" svare jeg. "Gør det meget ondt?" tilføjer hun. En varm følelse breder sig i min krop. "Nej det går" smiler jeg tilbage. 

Isabels synesvinkel

Nu sidder Marcus, Martinus og jeg her i mit køkken og laver lektier, som vi har fået en masse for af.  Min familie er ikke hjemme i dag, så Marcus og Martinus bliver og spiser her. I morgen skal jeg sove hos dem, sammen med nogle andre fra klassen. Jeg er lidt nervøs over at jeg skal tilbringe et døgn med Nicole, men nu må vi se, måske er det slet ikke så slemt. 

Klokken er ved at nærme sig 19 og vores maver er begyndt at knurre, så vi bestiller nogle pizzaer. Efter vi har spist skal Martinus gå, da han har en aftale med en dreng fra klassen. Marcus bliver hos mig og vi beslutter os for at gå en tur for at få noget frisk luft. Vores hjerner har arbejdet på højtryk og trænger til noget ilt. Den rene, dejlige sommerluft fylder mine lunger, idet vi træder ud af døren. Marcus viser mig nogle af hans yndlings steder her i Trofors. Trofors er virkelig en dejlig og fredelig by. Vi står på toppen af en bakke, nærmest en klippe. Ude i horisonten går solen langsomt ned. "Det er virkelig smukt!" siger jeg med et smil medfølende af et lille grin. "Her kommer jeg altid når jeg har brug for at være alene, det er så beroligne og giver virkelig tankerne frit løb" svare han. Jeg kigger ind i hans brune øjne og et smil breder sig på mine læber. Hvad er det med Marcus der altid kan få mig til at smil? 

Det er ved at bliver køligt, så vi beslutter os for at gå hjem. Mine forældre kommer først hjem om et par timer. Marcus tager hans sweater af, han har en t-shirt på inden under. Vi sætter en film på. Efter lidt tid kan jeg hører min familie komme hjem. Marcus mor har skrevet at han nok hellere må se af at komme hjem, idet vi skal op og i skole i morgen. 

Hvad vil i synes om hvis jeg begynder at skrive fra Marcus' synesvinkel også?<3