The only one?

Foden

Lone kommer ind og vækker os allesammen. Jeg strækker min krop og kigger over mod Marcus som stadig ligger med hovedet plantet i sin hovedpude. Han er så sød når han sover. "Godmorgen" siger jeg. "Mmmorgen..." mumler Marcus. Martinus fniser, hvoefter han siger "Godmorgen Isabel, sovet godt?". "Helt fint tak, hvad med dig?" lyver jeg. "Godt at hører, jeg har sovet udmærket" smiler han. 

Drengene har langsomt næsten alle forladt rummet. Idet den sidste er gået ud, smutter jeg hen til Marcus som stadig ligger med hovedet limet til sin hovedpude. "Hey Marcus, tror du skal op ellers bliver Lone sur" griner jeg. "Mmmhh" lyder det fra ham. Jeg smiler. "Mange tak fordi du var der for mig i nat.." siger jeg stille. Hans charmerende hoved kigger frem fra puden med et lille smil. Jeg får et sug i maven. Det føles virkelig underligt, sådan en følelse har jeg aldrig haft før. Det føles som 1000 vis af sommerfugle bliver sluppet løs i min mave. Nej vent, det føles mere som en brændene fornemmelse æder mig op inde fra. Jeg er nok sulten. "Vil du med ud og spise sammen med de andre?" spørg jeg. Marcus rejser sig stille op fra sengen og vi går sammen ud og spiser. 

Ude på banen har det regnet tidligt i moregs, så banen er plask våd og mudret. I dag skal vi spille kamp mod et andet hold. Det bliver spænende, da det er første gang jeg skal spille en rigtig kamp med drengene. Kampen forløber godt. Pludselig sker det jeg frygtede mest. Vi er i gang med at spille kamp. Jeg kommer løbende, med bolden, ned mod det andet mål. Idet der kommer en modspiller, fra siden, i en glidende tackling. Jeg bliver ramt hårdt på siden af foden. Et skrig af smerte slipper ud af min mund, inden jeg rammer jorden. Den voldsomme smerte i min fod gør det svært at tænke klart. Jeg ligger der. Helt hjælpeløs. Jeg bider mig i læben for at prøve at holde smerterne ud. En tåre triller ned langs min kind. Jeg åbner kort øjnene og ser Lone kommer løbende imod mig, men Marcus kommer først. Han ligger mit hoved i hans arme. Duften og trygheden fra Marcus får mig til at slappe mere af. Lone kommer og tager min fodboldstøvle af, hvorefter hun bærer mig ind i klubhuset. Jeg får lagt en forbinding og skal sidde med is på. 

Efter kampen er slut kommer hele holdet ind. Marcus og Martinus skynder sig hen som de først og spørg hvordan det går. "Det går fint, bare en forstuvning. Hvordan gik resten af kampen?", "vi vandt 4-2" lyder det fra Martinus. "Sådan drenge" smiler jeg. "Vi manglede dig virkelig!" siger Martinus. Jeg sender ham et smil. "Gør det meget ondt?" tilføjer Marcus. "Udover jeg næsten ikke kan bevæge eller mærke den, så går det meget godt" griner jeg. 

Vi ligger allesammen i vores senge. Alle drengene er faldet i søvn, eller det troede jeg. Lige pludselig rejser Marcus sig op og går ud på gangen. Med besvær får jeg rejst mig op og humpet mig ud på gangen. Da jeg kommer rundt om hjørnet, støder jeg ind i Marcus varme krop. "Isabel hvad har du gang i? Du skal ikke gå på din fod" hvisker han. "Hvad har du gang i?" spørg jeg ham stille. "Jeg skulle bare have noget vand, kom her". Marcus tager min arm rundt om ham, så jeg kan støtte mig til ham, i mens vi går tilbage til sengene. Marcus hjælper mig ned og ligger forsigtigt dynen over mig. Jeg falder i søvn til mine egne tanker. Hvorfor har jeg ikke kunne falde i søvn de sidste to dage? Hvorfor gik jeg efter Marcus? Og hvor lang tid ville der gå før jeg kom til at spille igen?

Igen tusind tak til alle jer der læser med, det betyder virkelig meget for mig!<3