The only one?

"Det er dig"

Martinus og Nanna har fået mig overtalt til at tage i skole i dag. Jeg smækker et par Boyfriend jeans og en hoodie på, hvoefter jeg reder mit hår. 

Det er spisefrikvarter og alle er gået ud for at spille fodbold undtagen mig. Jeg sidder alene på min stol i klasse lokalet. Mit blik stirre tomt ud i luften, jeg føler ingen glæde. Lige nu kunne jeg godt bruge Martinus, men jeg vil heller ikke ødelægge hans humør, idet jeg elsker at se ham være glad. Døren bliver pludselig åbnet. Jeg indrømmer at jeg håber lidt på det er Martinus som kommer ind, men nej, det er Marcus. Jeg møder hans smukke brune øjne, et sug flyver gennem min krop. Jeg skynder mig at dreje mit hoved. Jeg kan hører hans fødder bevæge sig langsomt hen over gulvet. Han placerer sin krop på kanten af mit bord. Jeg sidder med mine hænderne på bordet, men tæt ind til min krop. Ingen af os siger noget. Pludselig mærker jeg en hånd falde blidt på min. Jeg kigger op og møder igen Marcus' øjne. De er virkelig noget af det mest fantastiske jeg nogensinde har set. Jeg lader mit blik falde ned på vores hænder. "Isa.." lyder det fra Marcus rolige stemme. "Jeg.." mere når han ikke at sige inden jeg afbryder ham. "Undskyld Marcus, jeg skulle ikke være løbet i fredags. Jeg skulle være blevet og hjulpet dig. Jeg er glad så længe du er glad" siger jeg med et falsk smil. For inderst inde er jeg knust og har mest lyst til at løbe min vej igen. "Isabel, jeg er forelsket og det var det jeg ville snakke med dig om i fredags". Jeg mærker tårene presse sig på. "Ikke græd. Smil. Ikke løb. Hjælp ham. Ikke græd. Forbliv positiv. Bliv siddende. Ikke græd". Jeg gentager alle sætningerne i mit hoved en masse gange, før mine tanker bliver afbrudt af Marcus stemme. "Isabel? Hører du efter?" jeg kigger op, men ser hurtigt ned igen. "Øhm..er hun sød?" spørg jeg, selvom jeg enlig ikke vil vide svaret. "Hun er fantastisk, hun gør mig glad, hun kan altid få mig til at smile og når vi er i samme rum føles det som om alle mine problemer forsvinder. Hun får altid et smil frem på mine læber og jeg vil ikke undvære hende i mit liv." En tåre triller langsomt ned af min kind. Jeg tager min hånd op for at tørre den væk, men Marcus' hånd kommer mig i forkøbet. Han tørre tåren væk, hvorefter han fjerner en hårlok fra mit ansigt og placere sin hånd ved min nakke. Jeg kigger op og mine øjne møder igen jordens to smukkeste krystaller. Han læner sig langsomt frem mod mig. Vores læber er kun få centimeter fra hinanden. "Det er dig" hvisker han. Varmen stiger op i mine kinder. Det føles som om mit hjerte stopper med at banke. Vores læber er nu kun få millimeter fra hinanden, idet klokke ringer og hele klassen kommer løbende ind. Marcus rejser sig langsomt fra mit bord. Jeg kigger op på ham, han sender mig et smil og sætter sig ned på sin plads bagerst i klassen. Jeg bider mig i læben og kigger ned i bordet. Et smil breder sig på mine læber. Kan det virkelig passe? Marcus Gunnarsen forelsket i mig? 

Tusind tak for 7k! Det betyder utrolig meget<33