The only one?

Alene

Jeg ikke hvad det er, men jeg føler mig bange. Ikke for mørket, ikke for de andre. Hvad er jeg bange for? Jeg føler mig utryg og hjælpeløs. Mine tanker bliver igen afbrudt "okay, Nanna og jeg løber hen og prøver at finde nogle af de andre, imens kan i begynde at gå tilbage til huset" skynder Martinus sig at sige inden Nanna og ham forsvinder. Fedt, nu er jeg tvunget til at være sammen med Marcus, kunne det bliver bedre. Jeg begynder at gå med raske skridt tilbage med huset, men jeg når ikke særlig langt før Marcus river fat i min arm og vender mig om. "Isabel hvad har jeg gjort?" spørg han med en uskyldig stemme. "Hvad mener du?" svare jeg. "Hold nu op med det der, jeg kan mærke der er noget galt. Du har ikke snakket til mig hele aften? Har jeg gjort noget forkert?" siger han med en trist stemme. Jeg kan ikke se Marcus, men kun fornemme omridset af hans hoved. Hans smukke brune øjne lyser i måneskinnet. "Argh!" udbryder jeg og begynder at løbe min vej, men Marcus er hurtig og griber fat i mig. Han trækker mig ind til ham og holder godt fast. Jeg prøver at kommer fri, men giver op, idet jeg indser at jeg ikke har nogen chance. Hvorfor prøver jeg også? Jeg vil jo ikke væk fra ham? Jeg kan ikke mere. Jeg har ikke flere kræfter. En tåre rammer Marcus' trøje. En bliver til flere og til sidst kan jeg ikke stoppe dem. Marcus slipper mig ikke, heldigvis. Han holder godt fat om mig. Det er som om Marcus ved præcis hvad jeg har brug for, men hvordan? "Isabel?  Nicole og jeg har ikke noget! Det må du virkelig ikke tro" hører jeg Marcus bløde stemme hviske i mit øre. Jeg trækker mig lidt ud fra hans bryst, så jeg nu står og kigger ind i hans smukke brune øjne. Jeg skal lige til at svare ham, idet han afbryder mig. "Men jeg har noget at fortælle dig..", mit hjerte springer et hjerteslag over. 

Håber i alle har haft en god weekend<3