The only one?

Overnatningen

Klokken er 7:23. Jeg står foran et skab fuld af tøj, men jeg har ikke noget at tage på. Hvad fuck gør jeg? Jeg spotter Marcus sweater liggende på mit skrivebord. Langsomt bevæger jeg mine fødder hen over det hvide gulv. Ville det gøre noget hvis jeg tog den på i dag? Det forresten i dag jeg skal sove hos Marcus og Martinus sammen med nogle fra klassen. Ej jeg må hellere lade vær med at tage den på, istedet finder jeg en hoodie og et par sorte bukser. 

I spisepausen kommer Nicole hen og sætter sig ved siden af mig, idet øjeblik Martinus går hen til Marcus. "Du har vel ikke tænkt dig at komme i aften vel?", "det skal du da ikke blande dig i" svare jeg hende lidt flabet, og fortryder med det samme. Da det slet ikke ligger mig naturligt at svare sådan. "Bare du holder dig langt væk fra Marcus" siger hun i mit øre lige inden hun rejser sig op og går hen til drengene med hendes overline grin, lange ben og perfekte krop. Jeg tager min mad og går ud af klassen, heldigvis lægger ingen mærke til det. Idet klokken ringer og jeg sætter mig på min plads spørg Martinus straks ind til hvor jeg har været hele frikvarteret. "Min veninde fra Danmark ringede og havde brug for at snakke" lyver jeg. En underlig følelse opstår i min mave. Det føles underligt at lyve overfor Martinus. Det føles helt forkert.  

Hjemme hos Marcus og Martinus er vi alle kommet og i gang med at spise - selvfølgelig tarco. Da vi er færdige med at spise, sidder jeg sammen med Martinus og Nanna. Mit blik falder på Nicole som sidder og snakker med Marcus, superise. Jeg har en underlig følelse i kroppen. En følelse af uro. En million tanker flyver rundt i mit hoved - som om de lever deres eget liv. Jeg har ingen kontrol og mit hjerte begynder at banke hurtigere. Jeg rejser mig fra gulvet og går ud på terrassen - jeg trænger til noget luft. Jeg sætter mig på trappen ned til haven. Hvad er der galt? Hvorfor forsvinder den følelse i min krop ikke? Mine tanker startede som en lille snebold på toppen af en bjerg, som nu ruller ned om ørene på mig som en kæmpe lavine. En smækkende dør bag mig afbryder mine tanker. Mit hoved bliver ståene i samme position. Selvom jeg kan mærke fodtrinene komme nærmere, drejer jeg ikke mit hoved. Jeg er ligeglad hvem det er, eller hvad personen vil. Jeg er ligeglad med alting lige nu. "Fortæl" hører jeg en stemme sig og først der, får jeg taget mig sammen til at dreje hovedet. Mine øjne møder Martinus'. "Hvad er der at fortælle?" 

Marcus synsvinkel

Jeg vil efter hende. Hvad skulle hun? Hvad hvis hun var ked af det? Jeg kunne ikke bare lade hende gå alene, men hvad skulle jeg gøre med Nicole? For at være ærlig har jeg ikke rigtig lyttet efter det hun har snakket om. Hun snakker kun om sig slev hele tiden jo. Ja hun er sød som ven, men ikke mere end det. Hvad hvis Isabel troede jeg kunne lide Nicole!? Jeg skal lige til at rejse mig op, idet jeg ser Martinus på vej ud efter hende. 

Tusind tak for 5k!<3 - Stort tillykke til Marcus, Martinus og Malin<3