The only one?

Stjerner

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Det er i dag. Dagen hvor vi går ind i den sidste weekend af sommerferien, som også vil sige at jeg starter på min nye skole på mandag. I dag er dagen hvor trænings weekenden starter. Marcus og Martinus holder allerede og venter på mig udenfor. Jeg tager min taske, siger farvel til min familie, hvorefter jeg skynder mig at gribe min cykel. 

Da vi ankommer til stadionet går vi ind og finder ud af hvor vi skal sove. Efter vi har redt vores senge, er vi straks ude på banen. Efter vi har varmet op, kommer der en udlandsk træner. Han giver os nogle gode tips og tricks, hvorefter vi så skal prøve dem af. Han kigger lidt ekstra efter mig, er det fordi jeg er den eneste pige? Jeg gør mit bedste og synes enlig det går meget godt. 

Træningen er slut og vi sidder bare og slapper af i fællesrummet. Den udlandske træner roste os virkelig meget og sagde at der er mange i blandt os med store talenter. Det er rat at få afvide. Det giver så man får et ekstra selvtillid pust. Det gør også så man får mere vilje og derfor yder mere. 

Efter aftensmaden sidder vi alle inde i rummet hvor vi alla skal sove. Lone kommer ind for at sige godnat. Vi skal tidligt i seng, da vi skal tidligt op i morgen. Marcus ligger i midten, med Martinus på den ene side og jeg på den anden. Vi ligger alle lidt på de sociale medier inden vi lægger os til at sove.

De andre er faldet i søvn, jeg kan ikke sove. Jeg ligger og kigger ud i mørket, indtil jeg beslutter mig for at gå ud af rummet. Jeg går stille ud idet jeg ikke vil have de andre vågner. Da jeg kommer ud på gangen, finder jeg toilettet. Jeg åbner døren og møder mit eget spejlbillede. Jeg bukker mig ned for at sprøjte noget vand i hovedet og idet jeg rejser mig op, møder jeg Marcus blik i spejlet. Jeg vender mig hurtigt rundt. "Hvad laver du her?" spørg jeg forskrækket. "Jeg hørte du gik ud, så ville bare se hvad du skulle. Er der noget galt?". Jeg lader mit blik ramme jorden. "Hey?" lyder det fra Marcus, imens hans hånd fjerner en hårlog fra mit ansigt. Hvorefter hans hånd glider ned over min kind og langsomt rejser den mit hoved op, så mine øjne møder hans. "Jeg kunne bare ikke falde i søvn". Marcus' varme hånd tager min. Han giver mig hans hoodie, hvorefter vi går udenfor. "Prøv at kigge op" siger han med en blød stemme. Mine øjne møder nattehimlens mange glimtene stjerner. Et smil breder sig hen over mine læber, hvorefter et lille grin slipper ud af mig. "Hvor er det smukt". "Det er godt at kigge på stjernerne når man ikke kan sove, ved du hvor langt de er væk?", "Nej, hvor langt?" svare jeg. "Den nærmeste af dem alle sammen er fire lysår væk. Det vil sige, at lyset fra den er fire år om at nå ned til os, selvom de bevæger sig med næsten 300 kilometer i timen, og det er som sagt den allernærmeste. Dem vi kigger på lige nu er sikkert meget længere væk. Måske eksisterer de slet ikke længere, de kan være døde for mange år siden".  "Døde?" spørg jeg lidt forvirret. "Ja - stjernerne har deres eget liv, de fødes og dør ligesom os" svare Marcus. "Hvor ved du alt det fra?", "det kan betale sig at lytte efter i fysik" griner han. Jeg griner. Hvad er det ved Marcus der uanset hvilket humør jeg er i altid kan få mig til at smile? 

Vi lister os stille ind igen. Det var dejligt at være alene med Marcus. Jeg ligger mig under dynen, det sammen gør Marcus under hans. Pludselig mærker jeg en hånd på min ryg. Det er Marcus' hånd. Han ligger og nusser min ryg. Det er dejligt. Mine øjenlåg bliver langsomt tungere og tungere. 

Håber i alle har haft en dejlig weekend<33