Dawnbreaker: Hunter

~ 1 ~

10 år senere.

"En gang til Dami!" Amy hang på ryggen af Damien med armene omkring hans hals mens de gik igennem skoven. Hun var for længst blevet for stor til at sidde der, og det handlede mere om at de begge synes at det var hyggeligt, end at Amy var træt.

"Prøv nu at hør Amy, det vil være 4. gang i dag at jeg fortæller den historie!" Hun grinede og lænede sit hoved frem og hvilede på hans skulder.

"Det ved jeg! Men den er bare så god." Damien sukkede opgivende med et smil. På mange måder mindede Amy ham om Cait da hun var helt ung. Selvfølgelig havde hun ikke været så ungdommelig af sind som Amy, da hun var mere menneske end dawnbreaker på dét punkt, men hendes nysgerrighed og især stædighed var et karaktertræk hun havde arvet.

Hun havde ikke været ret gammel, før det gik op for dem at hun ikke var helt almindelig. Amy havde evnen til at ændre på sit udseende bare med en tanke. Hun kunne ændre hårfarve, tekstur i hår og hud, øjenfarve og endda hudfarve. Det havde hun selv haft en del sjov med, og hun testede sig selv konstant. Ikke kun dét, men de kunne ikke fornemme hende - eftersom hun var en hybrid var hun skjult for dem. Damien husker især én dag hvor hun som 3-årig var stukket af fra dem, og de brugte det meste af dagen på at lede efter hende. Tanken om hvad der kunne have været sket hvis de aldrig havde fundet hende igen, efterlod en stor knude i hans mave.

Til gengæld kunne alle fornemme Cait. Det havde resulteret i at de op til flere gange måtte flygte i sidste øjeblik, og til tider kæmpe deres vej ud. Det var kun på grund af Caits kræfter, som da var blevet en cocktail mellem soulhealer, elathian og hunter, at de havde været i stand til at overvinde de forskellige hunters de efterhånden havde mødt; Men de vidste begge at angrebene kun ville blive hyppigere efterhånden som tiden gik. Cait ønskede intet andet end at skærme sin datter fra den brutalitet de så fra Vendetes - holdene der blev sendt ud for at gøre det af med Amy.

Det var en tidlig oktober morgen da Damien var vågnet til at Cait stod og pakkede sine ting sammen.

"Hvad har du gang i?" Han rejste sig og lagde en hånd på hendes skulder. Hun krøllede sig næsten sammen mens hun hulkede stille.

"Så længe jeg er her, er hun i fare!" Svarede hun stille imens hun fortsatte med at pakke ting ned i en gammel rygsæk. "Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis der skulle skulle ske hende noget." Hun tog den på ryggen og gik ud i regnen.

"Jamen for helvede Cait, du kan sgu da ikke bare gå uden at sige farvel til hende!" Det styrtede ned og hun var allerede gennemblødt da hun vendte sig for at stå ansigt til ansigt med Damien. Hun så fortabt ud.

"Jeg kan ikke..." Hun tav, smerten var tydelig i hendes øjne. Han vidste godt at det sidste hun ønskede var at gå fra Amy, men der var ingen anden udvej. Han gik hen og stod foran hende. Hun var stadig det lille uskyldige væsen han havde elsket fra dag 1. Selv som hun stod der med vådt hår der klistrede sig til hendes ansigt og øjne der var røde af tåre, var hun stadig ubeskrivelig smuk.

"Jeg skal nok passe på hende." Hun havde sendt ham et lille smil og kysset ham blidt på kinden. Før han vidste af det var hun væk, og han stod med en brændende fornemmelse dér hvor hendes læber havde rørt hans kind.

"Hvor skal mor hen?" Amy stod i døråbningen og gned sine øjne. Damien gik mod hende og løftede hende op i sine arme.

"Det behøver du ikke tænke på lille skat. Du burde sove." Han kyssede hende blidt på panden og hun faldt hurtigt i søvn igen med hovedet på hans skulder.

Det var nu 5 år siden, og Amy nærmede sig sin 10 års fødselsdag med hastige skridt - ikke at de havde fejret fødselsdage på nogen måde; generelt set var Damien lidt flov over, at han ikke havde været i stand til at give hende en mere rolig opvækst. De var på farten konstant, blev aldrig ét sted mere end højst 2 dage. Amy tog det dog i stiv arm - hun beklagede sig aldrig og omstillede sig til de nye situationer i løbet af ingen tid. Damien havde utrolig stor respekt for hende.