Dawnbreaker: Hunter

~ 6 ~

Jeg bandede mit brækkede ben langt væk mens jeg humpede så hurtigt jeg kunne tilbage til Abigail og Jeremiahs hus, hvilket ikke var helt smertefrit.

"Hjælp!" Råbte jeg så snart jeg var kommet ind af døren mens jeg stod og hev efter vejret. "ABIGAIL!" Råbte jeg endnu højere da der ikke blev reageret første gang. Jeg hørte et bump ovenpå der indikerede at hun kom ud af sengen og i næste nu løb hun ned af trappen.

"Hvad er der sket?!" Jeremiah fulgte skarpt efter og så afventende på mig.

"Caleb er kommet til skade... Kæmpe slagsmål... Han har brug for hjælp" Gispede jeg. Abigail vendte rundt på hælen og gik ud i bryggerset hvor hun hurtigt samlede nogle ting i en taske. Jeremiah gik i forvejen over mod Caleb's hus og jeg fulgte med så hurtigt jeg nu kunne. Jeg tænkte for mig selv at jeg ville nå at dø af iltmangel inden dagen var omme hvis jeg skulle ud på ret mange flere ture som denne.

Abigail kom løbende forbi mig kort efter, og da jeg endelig nåede til Calebs hus igen var Jeremiah ved at løfte ham op af trappen mod overetagen. Jeg så spejdende op af den, den kunne jeg ikke selv komme op af - det var et rent held at jeg ikke var faldet ned af trappen da jeg var på vej over mod Caleb da jeg hørte larmen fra slagsmålet.

"Skal du med op?" Jeremiah stod på øverste trin og afventede mit svar.

"Ja tak..." Jeg var flov og rasende på mig selv over at stoppe dem i deres vigtige arbejde, blot så jeg kunne få hjælp til at komme af den skide trappe...

"Tak." Sagde jeg efter han havde båret mig op, og jeg fik arrangeret krykkerne så jeg kunne gå med dem, han var allerede på vej ind på et værelse igen - der var ingen tid at spilde.

Jeg humpede forsigtigt ned af gangen, og holdte mig så langt over til den ene side jeg kunne så jeg ikke ville være i vejen.

Jeg stoppede i døråbningen, Abigail var allerede godt i gang med at få vasket de forskellige sår, og få syet hullet i hans pande. Jeremiah hentede hvad end hun bad om. Jeg fortsatte ind i rummet og stillede mig ved den ledige side af sengen.

Abigail lynede cardiganen ned han havde på og klippede den op så hun kunne få den af ham uden at løfte på ham. Jeg gispede ved synet. Hele hans overkrop havde mange ar, og nye sår og mærker fra kampen.

Det var tydeligt at han havde været igennem så meget. Ligesom mig selv.

"Flot at du havde stoppet de værste blødninger." Abigail talte til mig uden at se op fra hendes arbejde. "Ved du hvad der er sket?" Jeg rystede på hovedet til svar.

"Jeg hørte bare larm herover, og da jeg kom lignede underetagen et bombekrater med Caleb i midten af det." Hun rynkede brynene af mine forklaring.

"Hvad har du nu lavet..." Hviskede hun henvendt til Caleb.

"Er det her sket før?" Jeg satte mig i stolen der stod op af væggen. Hun sukkede først og hendes øjne fandt kort mine.

"Caleb havde det... svært, som dreng." Hun klippede det sidste tråd af da hun var færdig med at sy såret sammen. "Efter angrebet..." Hun tav og drog et dybt suk, før hun så over på mig. "Jeg synes at han selv skal have lov til at fortælle dig det." Hun smilede ømt mens hun hvilede oversiden af sin hånd på hans pande.

Jeg rynkede brynene. Hvad var der sket? Og hvorfor bekymrede jeg mig overhovedet om ham? Han var trods alt kun en bekendt - og det var nok meget sagt.

"Han..." Jeg stoppede og bed mig selv i læben. Skulle jeg fortælle om den anden stemme jeg havde hørt fra ham? Det han havde sagt? Jeg ville gerne vide hvad det betød, men måske jeg skulle spørge Caleb direkte i stedet.