Dawnbreaker: Hunter

~ 4 ~

Første gang Abigail kom med en tallerken mad til mig kastede jeg mig over det. Aldrig havde jeg fået så lækkert og så meget mad på én gang. Havde det været enhver anden ville de sikkert ha' set på mig i afsky og forbløffelse, men ikke Abigail. Hun betragtede mig blot med et smil, og havde kommenteret at det var godt at jeg kunne lide hendes mad.

Sådan var hun bare. En ufattelig hjertevarm og glad person der ikke lod sig mærke af noget. Det var anderledes for mig at være i selskab af, eftersom at jeg var hendes direkte modsætning.

Hun kom 3 gange om dagen med mad til mig. Hun havde taget ved lære af første gang jeg vågnede og sørgede for at komme alene. Det satte jeg stor pris på, omend jeg aldrig sagde noget. Mens jeg spiste ville hun fortælle om løst og fast - jeg svarede sjældent og fortalte intet om mig selv. Det accepterede hun. Jeg spekulerede lidt på hvorfor hun kom og talte med (eller ja, til) mig, da det ærligt virkede som om hun ikke havde andre at snakke med. Jeg havde tilladt mig at spørge hende en eftermiddag hvor hun første gang siden jeg havde lært hende at kende så ned med et trist blik.

"Siden..." Hun tav og tyggede lidt i sin underlæbe. "Vi har ikke mange venner i dalen. Efter angrebet blev mange fremmedfjendske. Både Jeremiah og jeg er ikke sådan, og på grund af det har mange vendt ryggen til os. Vi er vel næsten på tålt ophold kan man vist godt kalde det." Hun grinede let af den sidste sætning og så op i loftet med et svagt smil. "Heldigvis behandler de ikke vores børn med samme distance. Jeg ville ikke kunne holde ud at hverken drengene eller Aria skulle udsættes for det."

Jeg havde stiftet bekendtskab med tvillingerne, Drake og Ash. De var 17, blot 1 år yngre end jeg selv og de var som nat og dag. Ash havde arvet sin fars ravnsorte hår (Jeg havde som en joke spurgt til om det var derfor han hed Ash, hvor Abigail, der netop havde taget en slurk af sin vand, havde spyttet det ud igen og spruttet af grin. Den del havde hun åbenbart aldrig tænkt over.) og han var meget frembrusende og impulsiv hvor Drake havde arvet sin mors blonde hår og var velovervejet og tilbagetrukket.

Aria, efternøleren på små 5 år, var hele familiens øjesten. Jeg havde ladet mig fortælle at selv Caleb havde hun snurret om sin lillefinger. 3 uger efter at jeg var vågnet havde Abigail tilladt at hun måtte komme ind og snakke lidt med mig. Hun havde praktisk talt hængt mig om halsen og tigget mig om at vise hende noget sejt. Jeg havde smilet skævt og ændret min hårfarve til en pastel blå hvor hun til svar havde hvinet i fryd. Jeg ved ikke helt om det havde været en god idé eftersom hun nægtede at gå før vi havde været igennem samtlige farver.

Caleb havde jeg set nogle gange. Der ville som regel aldrig gå mere end 1½ døgn før han sjoskede ind af døren og satte sig i lænestolen overfor sengen. Når han kom var der noget i mig der faldt til ro. Jeg havde aldrig haft det sådan før, og følelsen efterlod mig mere forvirret og irriteret for hver dag der gik. Han sagde aldrig noget, sad bare og stirrede på mig med det der uudgrundelige blik. Jeg stirrede som regel stædigt tilbage til enten vi var blevet afbrudt af Abigail eller at jeg var faldet i søvn.

I og for sig var alt det midlertidigt. Så snart mit ben var helet og jeg kunne gå igen var jeg væk. Nu havde jeg set ulvene, havde besøgt dem. Jeg nærede et lille håb om at jeg kunne nå at se én forvandle sig før jeg rejste, men det var ikke et krav.

Jeg havde allerede været her for længe! - Længere end noget andet sted jeg nogensinde havde været før. En lille måned var gået siden jeg var vågnet da Abigail havde skaffet nogle krykker til mig og jeg støt men roligt havde bevæget mig rundt i huset. Jeg var stoppet foran spejlet i deres gang for at se mig selv første gang siden butiksruden i Anchorage. Det var længe siden at jeg havde set så sund ud - mine kinder var runde, generelt havde jeg fået væsentligt mere sul på kroppen end nogensinde før og jeg havde en varm glød. Jeg måtte bare nyde det så længe det varede.