Dawnbreaker: Hunter

~ 12 ~

"Sæt jer." Abigails blik var fortsat fæstnet på Drake og Eve foran hende, og vi satte os i den ledige sofa. Eve stirrede overlagt på mig, og da det var første gang jeg så hende tæt på så tillod jeg mig det samme.

Hun var i sandhed en smuk skabning, sort langt hår, store læber, en smal talje og derudover former nok til 2. Jeg tænkte kort for mig selv at det burde være umuligt at være så velproportioneret - at være så smuk - hvor jeg måtte minde mig selv om at det også havde været mine første tanker om Caleb. Jeg bed mig selv i læben over erkendelsen af at de passede bedre sammen end ham og jeg.

"Jeg formoder at du har fortalt hende det?" Abigail så strengt på Caleb.

"Ja." Abigail himlede med øjnene ad hans svar.

"Gudske-tak-og-lov!" Hun kastede sine hænder i vejret i en næsten opgivende fægten og begyndte at gå frem og tilbage mellem de to sofaer.

"Hvad fanden går der af unge mennesker nu om dage?!" Spurgte hun sig selv, hendes stemme oprevet.

"Ikke alene har du!" Hun så strengt på Caleb " - nægtet dit kald så længe, og så oven i købet haft gang i noget med Eve, men så sandelig om det ikke har været det samme den anden vej!" Hun vendte nu blikket mod Eve der så ned i jorden.

"Siden hvornår har nogen kunne "undslippe" sit kald, hvor uretfærdigt man end synes det er?! I ved, bedre om nogen, at det er bestemt i jeres gener på forhånd så hvorfor i det hele taget prøve?!" Hun var meget ophidset og vred - jeg havde i den grad aldrig set Abigail sådan før. Lige nu ville jeg give alt for at mærke det varme og smil der normalt emmede fra hende, og jeg forstod nu pludselig Calebs skræmte blik tidligere.

"Ikke kun har i såret jer selv, i har også såret jeres mage! Jeg håber virkelig at i, begge hold, kan komme over den her hårde start, for det har godt nok været et cirkus at overvære!"

"Mor." Drake rejste sig og fortsatte med myndig stemme. "Jeg ved godt det ikke har været perfekt. Det har ikke været traditionen tro, men vi har fundet ud af det, i hvert fald Eve og jeg." Han så ned på hende med kærlighed i blikket, og Eve gengældte det. Hvad skete der her? Var Eve Drake's mage?! Var han faren til barnet????

"Det er nok at jeg skal være bedstemor i en så ung alder!" Sagde Abigail advarende og satte sig tungt i stolen for enden. "Hvem skulle ha' troet at et menneske skulle være så stor fortaler for de her traditioner." Sagde hun leende til sig selv.

"Jeg forventer at i alle fire opføre jer anstændigt fremover, er det forstået?" Alle nikkede i enighed og hun rejste sig fra stolen igen og gik ud mod køkkenet. "Amy du må gerne komme med her." Med hjertet i halsen rejste jeg mig, og fulgte efter hende. Jeremiah vinkede de resterende udenfor, hvor Caleb stoppede i døren og så på mig med et blik der fortalte at det nok skulle gå.

Abigail stod og lænede sig ind over køkkenbordet mens hun så ud af vinduet. "Du sagde ikke farvel." Startede hun med skuffelse i sin stemme. Hun vendte sig og så på mig med korslagte arme.

"Jeg..." Begyndte jeg og så alle andre steder hen. "Jeg har været alene så længe. Jeg har aldrig kunnet være nogen steder længe af gangen for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed. Jeg er bange for at jeg er til fare for jer hvis jeg blev."

"Du er familie." Sagde Abigail kort. "Selv hvis du ikke havde været Calebs mage havde det ikke gjort nogen forskel." Jeg smilede kort, men var alligevel bekymret.

"Hvad så når de kommer? Hvor mange flere skal lade livet?" Abigail rystede på hovedet og lagde en hånd på hver af mine skuldre.

"Først og fremmest ved de ikke at de skal lede efter dig her. Sagde du ikke selv at du ikke kan fornemmes på nogen måde?" Jeg nikkede til svar inden hun fortsatte. "Dernæst hvis de så nogensinde skulle komme vil det aldrig være din skyld. Ligesom at det ikke var dine forældres skyld at vi blev angrebet dengang, hvor uenig end resten af dalen så er i den holdning."