Dawnbreaker: Hunter

~ 7 ~

New york

Det havde været alt det Aiden havde lovet, og mere til. Godt nok var det ikke et sæde ved de ældste, men hvem bekymrede sig også om dem nu om dage?

Alt havde ændret sig 7 måneder efter de havde bortvist Cait. Som i alt. De var nu dødelige, og det skræmte Ashley mere end noget andet. Hun så ned på sine hænder der var begyndt at vise tegn på alderdom og knyttede dem i frustration. Hun var sikker på at Cait's gamle hold vidste hvad der foregik, og eftersom at Damien var skredet nogle måneder forinden var der kun 2 tilbage.

De havde tortureret Drew i flere dage før Jennifer havde fortalt dem det hele. Cait havde været gravid og hun bandede for sig selv over at de havde ladet hende gå. Det umulige barn var blevet født, og med det kom dødeligheden. Hun var overbevist om at ved at dræbe dette barn kunne de omgøre det hele! Få deres udødelighed igen!

Hun havde stiftet en ny gruppe, Superi - alle de dawnbreakers der tænkte som hende og underkastede sig var velkomne. Hun havde sendt sine hold, Vendetes, efter Cait igen og igen, og dem der endelig kom levende tilbage kunne også fortælle om et barn hun og Damien havde med. 5 år efter var tilbagemeldingerne at Cait ikke længere rejste barnet og Ashley havde stoppet opgaverne mod hende - det havde kostet hende for mange folk, og når barnet alligevel ikke var i nærheden var det ligegyldigt.

Hun havde holdt Drew og Jennifer indespærret i isolation i næsten 10 år før hun havde smidt dem på porten, udhungrede og udstødte. Hun var ligeglade med dem, og havde brug for pladsen eftersom et af hendes bedste hold var vendt hjem med deres største håb for at finde barnet. 

Damien.

Efter 8 år med daglig tortur og udsultning af ham var hun næsten ved at give op. Damien havde intet fortalt og hun var imponeret over hans stædighed.

"Igen.." Sagde hun ligegyldigt og en hunter svingede pisken atter engang, hvis haler havde små kroge for deres ende. Damien skreg ud i smerte da pisken flåede hans hud op.

"8 år Damien... " Hun gik op foran ham hvor han hang i sine arme i nogle kæder fra loftet. "Synes du ikke selv at du har fået noget?" Vreden i hans blik mod hende var tydelig, men hun tiskede blot af ham.

"Det må du selv om..." Hun knipsede en enkelt gang med fingrene og hunteren fortsatte sin tortur mens Ashley forlod rummet til Damiens skrig. Hun gik ned af gangen mod hendes lokaler med hænderne foldet foran sig. De var ikke kommet nogen vegne! Hun var nødt til at finde en anden indgangsvinkel - hvordan kunne hun få ham til at tale?

"Du ser så eftertænksom ud min dronning." Aiden stod lidt længere fremme, lænet op af muren.

"Elskede." Hun smilede ømt og rakte sin hånd ud for at tage hans. Deres fingre flettede sig ind i hinanden mens de gik videre side om side.

"Det er jeg også" Svarede hun. "Vi er ikke kommet et skridt nærmere på at finde det barn og det frustrere mig. Han nægter at tale. Hvem skulle ha' troet at han kunne stå imod så længe?" Aiden trak på smilebåndet.

"Damien har altid beskyttet dem han holdte af, om det så kunne ende med at koste ham livet. Hvorfor tror du han lavede sådan en scene dengang jeg skulle ha' Cait med ud på den opgave?" Hun studerede hans ansigt med et let løftet bryn.

"Fortæl mig ikke at han elsker hende?" Aiden nikkede.

"Og dermed også barnet... Jeg tror vi er nødt til at angribe det her på en anden måde." De fortsatte i stilhed til de nåede deres fælles gemakker. Den unge menneske kvinde der var lænket til hjørnet krøb sig sammen ved lyden af døren der gik op. Ashley så på hende med flammende øjne. Hun havde først været fornærmet over at Aiden kunne finde på at tage hende med i deres seng, men hun var blevet glad for hendes lille legetøj.