Dawnbreaker: Hunter

~ 11 ~

Jeg fulgte med ham tilbage mod dalen, fuldstændig i chok over hans "angreb" hvis man kan kalde det dét. Vi havde ikke ytret et ord til hinanden siden, i hvert fald ikke indtil vi nåede tunnelen. Jeg stoppede op med et suk, musklerne i mine ben var fuldstændig syret til, specielt i det der stadig var ved at hele. Hvordan kunne jeg ha' troet at jeg var klar til den lange rejse jeg havde planlagt?

"Caleb." Han stoppede op og vendte sig om, mens jeg stod foroverbøjet og masserede let mit ene lår med hænderne så godt jeg kunne. Jeg hadede at spørge ham, jeg var for helvede endelig kommet af med gipsen, men var stadig afhængig af andre.

"Ja?"

"Jeg kan ikke gå mere..." Jeg bed mig i underlæben i frustration. Jeg behøvede ikke at sige mere, eftersom han med et skævt smil gik over mod mig og ned i knæ. Han lagde en arm bag ved mine knæhaser og rejste sig langsomt, mens jeg lagde armene omkring hans hals. Mit ansigt var få centimeter fra hans og han så sultent ned på mine læber. Jeg vendte ansigtet og så mod tunnelen i stedet.

Mine følelser var ét stort kaos. Jeg havde ikke tænkt mig bare at rulle om på ryggen med benene i vejret og lade ham tage det hele. Uanset hvor meget den anden del af mig havde lyst til det - næsten bogstaveligt talt.

Mørket var faldet på da vi kom ud i dalen og jeg vendte mig i hans favn for at se mod Abigail og Jeremiahs hus da vi gik forbi det.

"Hey, stop! Jeg skulle af dér." Han strammede grebet omkring mig og fortsatte ufortrødent.

"Jeg slipper dig ikke af syne." Knurrede han og skubbede hårdt til sin hoveddør med hoften så den gik op. Jeg fik mig presset ud af hans favn og kom ned og stå på mine egne ben.

"Caleb! I går ville du ikke kendes ved mig overhovedet. For helvede, jeg har ikke set skyggen af dig i næsten en måned, og så kommer du her med dit kald, praktisk talt overfalder mig og forventer at jeg bare retter ind?"

"Ja." Svarede han kort. "Enten kan du gå frivilligt med ovenpå, eller jeg kan smide dig over skulderen. Du bestemmer selv." Jeg fnøs af hans ultimatum. Det var lige før jeg savnede den Caleb der var før han... Og så tænkte jeg på det igen. Kysset. Mine kinder blev varme og jeg vendte rundt på hælen og gik op af trappen. Dels for at føje ham (jeg ville ikke give ham den tilfredsstillelse at han skulle smide mig over skulderen), dels så han ikke kunne se at jeg rødmede. Han fulgte efter som en hund i kort snor, dét mentale billede hjalp med at skubbe mindet fra tidligere væk.

Jeg gik ned af gangen og var ved at dreje ind i rummet på venstre hånd, hans gæsteværelse, da jeg praktisk talt gik ind i hans arm som blokerede indgangen.

"Du kan tro nej. Du sover hos mig i nat."

"Caleb." Min stemme dryppede af irritation. "Jeg er træt - det har været en lang dag, og helt ærligt vil jeg bare gerne sove."

"Samme her." Sagde han med en skuldertrækning, mens armen stadig blokerede døråbningen.

Jeg sukkede dybt og masserede den øverste del af min næseryg med øjnene presset hårdt i. "Det nytter ikke noget at diskutere det, gør det?" Spurgte jeg retorisk.

"Niks." Afsluttede han og rakte ind i gæsteværelset efter døren og lukkede den. Han vendte mig blidt omkring og guidede mig ind i hans rum i stedet. Jeg trak vejret dybt ind og slap det i et suk. Han lukkede døren efter sig og gik ind til den anden side af den store seng. Mindet fra den nat hvor han lå blødende og forslået i selvsamme seng stod stadig klart for mit indre øje.

"Hvad tænker du på?" Jeg blinkede nogle gange og så op. Han havde taget sin trøje af og var ved at træde ud af sine bukser. Synet fik mig til at rødme endnu engang.