Dawnbreaker: Hunter

~ 19 ~

7 dage senere

Snestormen var voldsom, og vinden rev i alt omkring dem. De havde været i ulveform næsten hele dagen blot for at kunne holde på varmen. Caleb kunne ikke huske hvornår han sidst havde oplevet et så voldsomt vejr, men det var vel typisk når man forlod alt det man kendte?

Heldigvis havde han fortsat den han holdte af, tænkte han for sig selv og skævede mod den lysebrune ulv der ledte an. Amy havde taget styringen da de forlod den velkendte skov der omkransede dalen - naturligt eftersom hun havde set mere af verdenen udenfor end han nogensinde havde. Han havde en fornemmelse af at hun nød det, at have styringen, da alt andet var ude af deres kontrol.

Frustrationen og længslen brændte i hans indre, og han måtte lægge bånd på sig selv for ikke knurre som reaktion på dette. De havde kun talt om det allermest nødvendige, og hver gang Caleb forsøgte at åbne Pandoras box, og få problemerne ud af verdenen lukkede hun i som en østers og lukkede ham totalt ude, også af sit sind. Han trængte til hende, trængte til at vide at de var ok —at de nok skulle klare den, sammen!

De nærmede sig noget der mindede om et gammelt efterladt savværk, der ville give dem læ for vejret. De trængte begge til at hvile sig. Åbningen var for smal til at de kunne komme igennem i deres nuværende form.

Vent lidt. Bad han hende i tankerne, og forvandlede sig for at gå ind. Kulden og sneen der piskede mod hans bare hud var næsten tortur mens han pressede den gamle rustne dør mere op så Amy kunne komme ind i sin ulve form. Da hun var inde, skubbede han døren tilbage igen, og lukkede åbningen.

Hun satte sig på bagbenene, fortsat i sin ulveskikkelse, og det var tydeligt at se på hende, selv i den skikkelse, at hun trængte til at sove. Caleb bandt rebet op som holdte tasken på plads, hev en trøje ud af den og hev den over hovedet.

"Du har brug for at sove." Hun fnøs til svar, indenfor den sidste dag var hun blevet tiltagende irriteret og havde distanceret sig yderligere fra ham.

"Amy." Startede han mere bestemt. "Forvandl dig tilbage!" Han var ved at ha' fået nok! Jo han havde dummet sig, meget endda, men hvis de ikke talte om det kom de aldrig ud over det, og han var ingens hvalp! Han havde givet hende tid og plads!

Hun sendte ham et skarpt blik hvorefter hun adlød. Hun stod med armene over kors, og prøvede at smelte ham med sit blik.

"Vi er nødt til at tale om det her, du kan ikke gå og være sur på mig for evigt!"

"Hvad hvis jeg har lyst til det?"

"Hva?" Han glippede et par gange med øjnene. Han havde ikke forventet et svar fra hende, han var blevet så vant til at han talte mens hun blot ignorerede ham.

"Hvad hvis jeg har lyst til at være sur på dig for evigt? Hvad hvis jeg har lyst til at give dig sådan et lag tæv?! Jeg er så VRED, Caleb!!" Hun blev mere og mere sur jo mere hun talte og han kunne se hvordan hun allerede dirrede af adrenalin og skiftevis åbnede og lukkede hendes knytnæver.

"Så gør det." Nu var det hendes tur til at glippe med øjnene af ham. "Slå mig." Lokkede han, næsten nedladende. Hun fnøs, og tog et skridt i den anden retning mens hun rystede sine hænder.

Han vidste at han legede med ilden, men han havde på fornemmelsen at det her måske netop var det der skulle til. "Eller ja det, kunne jeg vel næsten ha' sagt mig selv." Hun så tilbage på ham over sin skulder. "Det vil jo være et oplagt nederlag."

Han havde trykket på præcis de rigtig knapper, tydeliggjort ved at hun med et arrigt opråb løb mod ham, kampklar. Han vendte sig i sidste øjeblik, og selvom han undveg hendes knytnæve blev han væltet omkuld af et hårdt spark. Hun var hurtigere end han havde forventet. Det her var ikke et spørgsmål om at han ville have at de skulle slås - det her handlede mere om at hun skulle ha' afløb, have aggressionen ud. Og han kendte selv ingen bedre måde.