Dawnbreaker: Hunter

~ 5 ~

19 år tidligere, Caleb 6 år gammel

"Far, se, se!" Han lå ved kanten af søen og pegede ned på fiskene der svømmede forbi. Han elskede at ligge der, dag ind og dag ud og holde øje med dem.

"Ja de er fine." Hans far klappede ham på toppen af hovedet og rodede let rundt i hans sorte hår som han gjorde ofte.

"Du er sådan en god dreng." Hans mor sad lidt derfra og rakte armene ud mod ham som for at invitere ham ind i sin favn. Han rejste sig og løb ind i hendes arme hvorefter de begge væltede rundt mens hun klukkede glad. Hun havde fået amputeret det ene ben ved knæet for nogle år siden grundet en ulykke, og var derfor stærkt afhængig af hans far. Det havde dog aldrig slået hende ud. Hans mor var den stærkeste kvinde han kendte.

Der havde netop været en vielse i dalen, de havde set på fra den anden side af søen men ikke deltaget direkte. Han havde hørt sine forældre snakke om at de ikke burde ha' lukket dem ind i første omgang. Han havde spejdet efter kvinden det hele handlede om og tænkt for sig selv at hun var utrolig smuk. Næsten smukkere end hans mor.

De havde bredt et tæppe ud og spist aftensmad ved søbredden. Det var en varm sensommeraften og der kom latter og sang fra den nærliggende fest. Han lå i sin mors skød og hendes hænder aede blidt hans hår. Han var næsten faldet hen da et uhyggeligt hyl lød ikke langt fra dem. Ned af bjergsiden kom 2 dusin personer løbende. Det var umuligt! Selv om han ikke var så gammel vidste han at ingen kunne nå dem i dalen, og slet ikke over bjerget!

Hans far stod op og rejste børster på det pels der allerede var begyndt at komme frem under forvandlingen mens han knurrede højlydt.

"LØB!" Hans mor skubbede ham i retningen af deres hus.

"Nej mor!" Han nægtede at gå og prøvede at hjælpe sin mor op at stå - hans far var allerede i kamp med dem der havde nærmet sig. Af flere omgange faldt hans mor ned igen, han var bange og frustreret over sig selv at han ikke kunne hjælpe sin mor med at flygte - at han ikke var stærk nok.

"Det nytter ikke noget Caleb! Du er nødt til at løbe uden mig!" Det blev hans mors sidste ord da lyden af hans fars dødshyl fik hans hjerte til at fryse til is.

En af de djævle havde stukket en kniv dybt ind i hans bryst og han forvandlede sig tilbage til menneske igen i et ryk. Hans mor skreg op i sorg og forskrækkelse hvilket tiltrak opmærksomheden fra en af de andre. Caleb så, næsten i slowmotion, at der blev kastet en kniv direkte imod ham.

"Nej! CALEB!" Hans mor havde med en kraftanstrengelse kastet sig op foran ham og taget imod kniven i sit bryst. Djævlen grinede hoverende og hans isblå øjne hvilede på ham.

"Mor! NEJ MOR!" Hun faldt om, fuldstændig livløs mens han fortvivlet forsøgte at ruske hende til live igen. Han skreg igen og igen, det næste skrig mere rædselsslagen og frygtindgydende end det forrige.

Dræb! Dræb! Dræb!

En altoverdøvende smerte overtog hans krop, og lyden af hans knogler der brækkede og samledes på ny et andet sted larmede i hans øre. Hans smertensskrig fortsatte til han ikke kunne andet end at hyle.

Han knurrede og en blodrus overtog hans sind. Han dræbte alt og alle i nærheden, flåede hovederne af og brækkede knogler midt over med hans kæber til der til sidst ikke var flere der nærmede sig. Han registrerede fjernt at de løb væk, og rusen og adrenalinen foretog sig støt og roligt fra hans krop.

Skridt bag ham fik ham til at vende sig rundt og knurre på ny. Blide øjne stirrede ind i hans sjæl og beroligede ham. "Rolig.. Det er ok - bare tag det helt roligt." Han genkendte ikke stemmen, men den var som balsam for hans sind. Hans knogler brækkede igen indtil han var tilbage i sin spinkle drenge skikkelse og faldt udmattet om.