Dawnbreaker: Hunter

~ 8 ~

Alaska, Denali

Der var kun få uger tilbage med gipsen på, og jeg kunne ærlig talt ikke vente! Jeg havde forsøgt at foreslå for Abigail at der jo var en chance for at jeg helede lige så hurtigt som min mor. Hun ville dog ikke høre tale om at tage gipsen af før, uanset hvor meget jeg argumenterede.

Så jeg var fortsat afhængig af andre for at komme op og ned af trapper. Nu siger jeg godt nok andre, men jeg mener Caleb. Han kom hver morgen for at bære mig ned af trappen, og hjalp mig op igen hver aften. Jeg endte med at se frem til den kortvarige kontakt der var imellem os, også fordi jeg ellers ikke så meget til ham. Han havde holdt sig endnu mere for sig selv siden den nat i sammenligning med før - han kunne godt ha' narret mig til at tro at han gemte sig for mig, men hvorfor kunne jeg ikke helt finde ud af.

Abigail havde fået mig til at love at jeg blev i deres hus så længe jeg havde gipsen på - de var taknemmelige over at jeg fundet Caleb den morgen, men jeg skulle ikke overanstrenge benet mere. Jeg sad i lænestolen og sukkede dybt mens jeg bladrede igennem en bog for at få tiden til at gå.

"Vil du ha' en kop kakao?" Jeremiah stod i buen ind til stuen og smilede.

"Jo tak." Jeg gengældte hans smil og lukkede bogen. Vi havde haft små stunder her og der den sidste måned hvor vi havde talt med hinanden.

Den første gang vi havde siddet sammen i stolene ville han vide hvad der var sket med mine forældre - om jeg vidste noget som helst. Jeg havde trukket undskyldende på skuldrene.

"Mor brød sig ikke om at tale om de dage. Ærligt ved jeg næsten ingenting. Det første jeg husker er at vi bliver angrebet af andre dawnbreakers. Da jeg var 5 år efterlod hun mig hos Damien. Hun tiltrak os for meget opmærksomhed, det er min tanke i hvert fald, også fordi vi i årene efter ikke oplevede angreb overhovedet. I hvert fald ikke indtil jeg blev 10." Jeg havde trukket vejret dybt og stirret ud på regnen der piskede mod ruden.

"Hvem er Damien? Og hvad skete der da du blev 10?"

"Damien var min mors ven... Nok den eneste reelle far jeg nogensinde har kendt." Jeg havde smilet ømt ved mindet om ham der sang for mig hver aften. "Men ja. Vi blev angrebet... Endnu engang... Damien holdte dem hen så jeg kunne flygte og gemme mig, og de fangede ham. Jeg har ikke set ham siden."

Han stirrede lidt perplekst på mig. "Så du har været alene siden du var 10?"

"Ja... Jeg har klaret mig selv."

"Det forklare hvorfor du så ud som du gjorde da du kom hertil. Det er dog rart at se at du har fået noget mere sul på kroppen. Ærlig talt er jeg glad for at du endte netop her hos os. Når gipsen bliver taget af er du velkommen til at blive boende på gæsteværelset. Og du kan altid komme og snakke hvis du har brug for det, ok?" Han havde rejst sig og lagt sin hånd på min skulder og givet den et klem.

De forventede at jeg blev - men jeg havde selvfølgelig heller ikke givet dem grund til at tro andet. Jeg var lige så stille begyndt at forberede mig på min afrejse - taget forbindinger, kiks, småting der ikke blev fordærvede eller savnet, og gemte det i en taske under min seng. Det var dog noget værre as og mas at komme til den taske hver gang.

Og Caleb... Tanken om ikke at skulle se ham igen efterlod en tung sten i min mave.

"Hvad tænker du på?" Jeremiah hev mig tilbage til nuet da han rakte mig koppen med kakao og satte sig i lænestolen overfor.

"Tak.. Ikke noget særligt. Hvad med dig?" Det var tydeligt at se på ham at han kæmpede en indre kamp, og han åbnede munden flere gange for at tale, men lukkede den igen.

"Der er noget jeg mangler at fortælle dig... Om dine forældre... Da jeg så dem sidste gang." Jeg spidsede øre og satte mig frem i stolen.

"Det var dagen de blev viet." Mine øjne gled automatisk op til billedet af dem fra netop den dag. "Hen på aftenen blev vi angrebet af dawnbreakers." Mit hjerte stod stille. Jeg var selv klar over hvilken skade de kunne forvolde. Hvad var der sket?