Dawnbreaker: Hunter

~ 9 ~

1 måned senere

Han stod med hænderne omkring håndvasken og prøvede at trække vejret roligt. Han så op og mødte sine egne øjne i spejlet.

Fjols! Idiot!! Se hvad du har gjort! Irriteret skubbede han sig væk fra håndvasken og gik ud i stuen igen. Der var gået en måned siden Eve's tilståelse, hvor hun mere eller mindre var flyttet permanent ind hos ham. Hun var gravid, uanset om hun var hans mage eller ej, ville han ikke svigte barnet der groede i hendes mave.

Han havde modvilligt aftalt med Drake at han skulle hjælpe Amy med at komme op og ned af trappen. Han var nødt til at holde sig langt væk fra hende. Det var dog begyndt at tære yderligere på ham - igen noget der kun burde være muligt hvis han havde mærket hende. Han sukkede irriteret og trak en hånd ned over sit ansigt.

Hvad har du gang i? Havde ulven spurgt op til flere gange. Han vidste godt at det var skruen uden ende, at han lige så stille var ved at dø både fysisk og mentalt.

Eve havde konstant et smil klistret til sit ansigt, men hendes blik var trist. Han spekulerede på om det var hendes maske - hun gjorde i hvert fald et ihærdigt forsøg på at skjule sine følelser for ham. Hendes mave var allerede relativ stor taget i betragtning af hvor langt hun var henne. Hvor langt hun burde være henne.

Abigail var kommet forbi få dage efter Eve var flyttet ind for at finde ud af hvorfor han ikke kom på besøg længere. Hun var stoppet op i døren og havde stirret på Eve der sad henslængt i sofaen med en hånd kærtegnende på sin mave.

"Åh. Hej svigermor" Havde hun sagt. Abigail havde vendt sit brændende blik mod Caleb og set strengt på ham. Stillet ham det samme spørgsmål med sit blik som hans ulv havde. Hvad har du dog gang i?! Derefter var hun vendt om på hælen og gået igen. Han havde ikke set noget til hende siden.

Jeremiah derimod var kommet over dagen efter og taget ham med ud i skoven på jagt. De havde lagt deres tøj i et kammer dertil inden tunnelen sluttede og forvandlet sig da de kom ud i skoven så de kunne kommunikere i deres ulve form.

Caleb. Hvad sker der?

Jeg har gjort Eve gravid. Jeg kan ikke bare svigte hende nu.

Den sorte ulv var stoppet op og havde set undrende på den hvide med sit store hovedet på skrå.

Hvordan kan det lade sig gøre? Caleb, Amy har været her i hvert fald i 3 måneder! Det ville jo betyde.... Den hvide ulv afbrød ham.

Ja... Jeg var sammen med Eve efter at jeg hørte kaldet. Den sorte ulv knurrede højt.

Caleb! Du har svigtet Amy. Hvad værre er ved hun det ikke engang. Og se på dig! Du ødelægger fuldstændig dig selv med den situation du har bragt dig i! Den hvide ulv knurrede tilbage.

Jeg ved det!! Jeg ved det, ok? Men... for helvede! Hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre Amy til min mage?! Det er hendes mor der er skyld i alt det der er hændt mig. Det var hendes slags der dræbte mine forældre! Den sorte ulv havde taget et skridt tilbage og sat sig på bagbenene. Jeg prøvede at omstøde kaldet. Det var en desperat handling fra min side at være sammen med Eve. Og nu betaler jeg prisen. Den hvide ulv bøjede i nakken og hylede op mod stjernerne som den nat lyste forunderligt klart.

De havde ikke talt mere om det. Faktisk havde han ikke set noget til dem siden. Aria var kommet med jævne mellemrum med en kurv fra sin mor med mad, frugt og andre sager i, og havde leget 10 spørgsmål til professoren med Eve.

Hun havde siddet hos dem tidligere på dagen og fortalt stolt hvordan hun for få dage siden havde hjulpet med at klippe gipsen af Amy, og han havde set hende bevæge sig rundt i dalen fra vinduet. Han havde på fornemmelsen at hun snart ville glide væk fra ham, for altid - i samme sekund han tænkte den tanke skændte han på sig selv. Var det ikke det han ønskede? Den situation han var i nu, med Eve som hans partner var jo lige præcis det han havde håbet på den aften da han var gået ned til mødestedet.