Dawnbreaker: Hunter

~ 2 ~

8 år senere

"Tak." Jeg tog imod koppen med varm kakao og gik ud af butikken. Folk der gik forbi sendte stjålne blikke efter mig - og jeg forstod det godt. Jeg lignede noget katten havde slæbt med ind. De første år for mig selv havde jeg været tæt på at dø af sult op til flere gange - det til trods for at jeg havde arvet min mors evne til at gå flere uger uden føde.

Jeg kiggede hurtigt ind i butiksvinduet jeg gik forbi og så mit spejlbillede. Jeg var tynd, alt for tynd efter mange år med underernæring. Mine kinder var indsunkne og lyset var for længst forsvundet fra mine øjne. Manden i cafeteriet havde fået medlidenhed med mig og tilbudt mig en kop kakao som jeg havde takket ja til. Den varmede langt ind i knoglerne i det kolde vintervejr.

Jeg var ikke kommet langt derfra før både min øjen og hårfarve havde ændret sig. Paranoiaen havde været min eneste følgesvend i så mange år at jeg ikke vidste hvordan man slappede af. Jeg turde ikke tage nogle chancer og holdte mig så langt væk fra alle dawnbreakers og havde kun meget lidt kontakt med mennesker - kun det nødvendige.

Mågerne larmede i den tidlige morgen og sneen var allerede begyndt at falde. Jeg sukkede dybt og trak jakken tættere op omkring mit ansigt. At det havde taget mig så lang tid at nå til Alaska handlede mere om at jeg havde været nødt til at tage en masse afstikkere undervejs for at undgå Superis men også Liberi grupperne.

Liberi var de grupper af dawnbreakers der accepterede tingene som de var. Hvad jeg kunne huske af de få vi havde besøgt mens jeg stadig havde været hos Damien havde de lavet små samfund her og der i Amerika.

På den anden side synes jeg selv det var godt gjort at jeg var nået så langt eftersom at jeg startede i sydamerika og nærmest intet kendte til de lande jeg havde bevæget mig igennem andet end hvad jeg havde spurgt mig til. Jeg havde modtaget nogle underlige blikke, men det var da vel ikke noget at sige til? Hvor ofte oplevede man en ung pige, som var alene, der kom og spurgte om vej?

Først som 12 årig havde jeg fået fat i et kort og kunne begynde at planlægge rejsen nordpå for alvor. Nogle af de byer jeg var kommet igennem på min rejse havde jeg set misundeligt efter andre familier. Jeg savnede at nogen havde brug for mig, at nogen tog sig af mig. En lille stemme i mit hovedet havde konstateret at ingen brød sig om mig alligevel - og den stemme var vokset i intensitet med årene.

Jeg fulgte hovedvejen nord ud af Anchorage, på vej mod Denali park. Jeg havde så ingen idé om hvor jeg skulle finde den åndssvage hytte, og jeg måtte indrømme overfor mig selv at tanken om at være så tæt på nu gjorde mig mismodig. Hele mit liv, selv før Damien lod sig fange, havde handlet om overlevelse - og efter jeg blev alene om at nå til den skide hytte. Når jeg så endelig nåede frem... Hvad så?

"Om jeg forstår hvorfor at de ville herop" Mumlede jeg for mig selv da et vindstød var ved at blæse mig af vejen. Snevejret var taget til, og jeg så næsten ikke stien jeg skulle dreje af for at komme op mod Denali. Jeg studsede lidt over at der var så nemme adgangsveje derop, var der også det dengang de boede her? Mine forældre?

Jeg havde ikke bevæget mig langt ind i skoven før jeg fornemmede at nogen holdt øje med mig. Den følelse havde jeg nu altid, men der var noget mere reelt ved det denne gang. Jeg så mig omkring flere gange men fandt intet.

"Jeg gør ingenting." Lovede jeg - tænk nu hvis det var et af ulvene? Mor havde fortalt mig om dem, aftenen inden hun tog afsted. Var hun mon selv taget herop? Var det i sidste ende det jeg håbede på, at hun havde hørt mig dengang og selv rejst herop for at mødes med mig?

Jeg rystede på hovedet af mig selv. Nej det gav ikke rigtig mening. Hvorfor skulle hun have forladt mig dengang for at mødes med mig igen så mange år senere - Selvom Damien aldrig havde forklaret hvorfor hun var taget afsted var jeg ikke dum. Jeg havde selvfølgelig heller ikke spurgt, men jeg vidste godt dengang at de angreb vi blev udsat for var på grund af hende. At hun ved at tage afsted beskyttede mig. Og det var da også lykkedes - i 5 år i hvert fald.

Men målet handlede ikke kun om dét. Tanken om at der fandtes væsner der på samme måde som jeg selv kunne ændre sig - godt nok kunne de skifte form fuldstændig og forvandle sig til ulve hvor jeg måtte "nøjes" med udseendet, men de var det tætteste jeg kom på ligesindede.

Det eneste jeg i sidste ende fik til svar på min udmelding var vindens tuden da det endnu engang blæste op og kastede mig forover og ned i en snedyne med hovedet først. Én ting var sikkert - jeg hadede sne.

Der var nu tale om en decideret snestorm. Vinden rev i mig hvert andet øjeblik og truede med at vælte mig omkuld igen. Jeg var udmattet og der havde ikke været noget der tilnærmelsesvist lignede en hytte så langt jeg kunne se. Ærligt var det som at lede efter en nål i en høstak. Solen var næsten gået ned da jeg fandt læ under et væltet træ.

Jeg fremkaldte mindet af mor der holdte mig tæt ind til sig og rokkede frem og tilbage, mens jeg nynnede stille. Den samme sang som Damien havde sunget for mig hver aften efter mor var væk. Det fremkaldte den rette følelse af tryghed jeg havde brug for, for at kunne falde i søvn.

~*~

Morgenen startede så dårligt som den næsten kunne - jeg var dækket af en mindre bunke sne og måtte kæmpe mig op at stå. Søvnen havde ikke gjort meget for at lindre mine trætte muskler og sulten der gnavede sig ind i marv og ben - det uhyggelige var nok mest af alt at jeg havde vænnet mig til følelsen. Den eneste anden ting jeg havde arvet fra min mor var at min krop kunne stå imod vind og vejr på samme måde som hende og Damien. Havde det ikke været for det, var jeg frosset ihjel mange gange efterhånden.

Generelt set var det de få dawnbreaker kræfter jeg havde og held der var skyld i min overlevelse.

Følelsen af at jeg blev overvåget vendte tilbage og jeg så mig omkring - stadig uden at finde årsagen. "Du kan lige så godt bare komme frem." Jeg talte højt og klart så jeg var sikker på at vedkommende kunne høre mig. "Det er simpelthen for pinligt at bevæge sig rundt i det skjulte." Stadig intet svar. Jeg sukkede tvært og fortsatte.

Sneen havde haft et kort ophold fra morgenstunden men var gået igang igen nogle timer efter. "Det er simpelthen for meget det her, det ved du godt ikke!" Jeg vidste ikke helt hvem jeg talte til, og forventede heller ikke et svar. Jeg synes det kunne ha' været rart hvis bare vejret ville ha' artet sig når alt andet skulle være så besværligt.

Alting var besværligt. Jeg havde overvejet at tage mit eget liv når jeg endelig nåede frem. Jeg ville ha' nået mit mål og mit liv havde i sig selv skabt så mange problemer - både min mor og Damien havde forladt mig for at beskytte mig. Og jeg var træt af at blive beskyttet! Træt af at det var nødvendigt!

Hvad var der at leve for når hele mit liv kun havde handlet om overlevelse? Jeg sukkede dybt og trak jakken endnu tættere omkring mig. Jeg gik i mine egne tanker og opdagede først for sent at jeg havde bevæget mig for tæt på kanten af stien på vej op af bjergsiden. Min fod gled i det tynde lag sne og jeg greb panisk ud efter små træer og krat der stod i nærheden, men intet reddede mig mod at falde ud over kanten og ned...

Al luft var slået ud af mine lunger. Nu var det nu... Det var slut, og det var også ok... Jeg ville ikke ha' nået mit mål, men hvem bekymrede sig også om det nu? Det gjorde så skrækkelig ondt, og jeg ønskede bare at kulden ville tage mig. I stedet følte jeg en varme omslutte mig, og duften af skov. Var det sådan det føltes af dø?

Inden jeg mistede bevidstheden registrerede jeg fjernt at jeg blev løftet og et sæt ravgule øjne der borede sig ind i mine...