Dawnbreaker: Hunter

~ 13 ~

Jeg vågnede tidligt, solens stråler der brød igennem gardinet var det der vækkede mig. Jeg så mig først forvirret omkring, var jeg ikke faldet i søvn på sofaen? Caleb lå lige bag mig, med en arm om mit liv. Jeg vendte mig forsigtigt og stod ud af sengen og væk fra hans arm. Han gryntede utilfreds i søvne, og lagde sig om på ryggen.

Han måtte ha' båret mig herop. Uanset hvordan jeg vendte og drejede det havde han hele vejen igennem bekymret sig for mig, og hjulpet mig, selv da han kæmpede med sig selv. Tæppet vi havde haft over os dækkede nu kun halvdelen af hans krop og gav mig god mulighed for at studere ham.

Sårerne og de blå mærker fra slagsmålet var for længst helet og væk. Hans bryst hævede og sænkede sig langsomt i takt med at han trak vejret. Mit blik gled ned af overkroppen mod de krusede mørke hår der ledte vejen fra hans navle og ned mod... Jeg rødmede voldsomt og vendte mig for at min fantasi ikke skulle løbe løbsk.

Forsigtigt åbnede jeg et af skufferne og ligesom dagen forinden tog jeg et af hans T-shirt og smed over hovedet. Jeg måtte simpelthen ha' fat i noget mere tøj, jeg havde fortsat kun det ene sæt Abigail havde foræret mig. Jeg tog mine egne bukser på og listede ud af soveværelset og nedenunder. Dér tog jeg mine sko på og snørede dem inden jeg gik ud af huset.

Mærket... Så snart det var sket ville jeg ha' overgivet mig til ham fuldstændig. Var det overhovedet klogt? Jeg var stadig ikke helt sikker på at det var smart at blive, men Abigails ord fra den forgangne dag lød stadig klart i mit hovedet.

Ville det være så slemt at slå sig ned? At få en familie? Som Abigail også havde sagt til mig betragtede de mig allerede sådan, så den del var måske ikke så svær.

Noget helt andet var alt det med Caleb. Var jeg i det hele taget klar?! Alt for mange spørgsmål og for få svar.

Inden længe stod jeg foran deres dør og bankede let på. Det var stadig meget tidligt, men alligevel åbnede Abigail døren med et stort smil. Hun stod med en kop kaffe i hånden.

"Amy! - Hej, kom indenfor." Jeg nikkede tak og gik ind i stuen. "Vil du ha' en kop?"

"Ja tak." Svarede jeg og vred nervøst mine hænder mens jeg blev stående til hun kom tilbage igen og rakte mig den varme kop. Bønnerne duftede herligt af morgen - indtil for et halvt år siden havde jeg aldrig smagt det. Nu havde jeg svært ved at undvære det. Det var ikke rigtig morgen uden.

"Jeg ville gerne spørge dig om..." Jeg stoppede og satte mig i lænestolen, prøvede på at formulere de rigtige ord.

"Ja?" Hun satte sig i sofaen ved siden af, og trak sine ben op ved siden af sig.

"Mærket..." Hun nikkede vidende.

"Ja den var en svær én at sluge. Der gik en hel måned før jeg gik med til det med Jeremiah." Hun smilede ømt ved mindet.

"Må jeg se det?" Hun rystede let på hovedet med et undskyldende smil.

"Et mærke er meget privat, det vil det også blive for jer, men jeg kan fortælle dig om det." Jeg nikkede ok til hendes kompromis. "Som Caleb nok har forklaret dig kommer mærket af at manden bider kvinden."

"Ja det har han fortalt."

"Det gør ondt. Det vil jeg ikke prøve at bilde dig ind at det ikke gør. Men jeg er sikker på at dit brækkede ben forvoldte dig langt større smerte end mærket nogensinde ville kunne."

"Ja det kunne du godt bilde mig ind. Kan du forklare sådan mere, rent praktisk, hvad der sker under og efter?" Hun rynkede brynene og tog en slurk af sin kop.

"Det er godt nok ved at være mange år siden, men det er vel noget man aldrig glemmer." Sagde hun med et smil. "Øjeblikket han bider gør det naturligvis ondt. Efterfølgende." Hun så sig tænkende op i loftet. "Jeg ved ikke om det vil være anderledes for dig, men jeg oplevede det sådan at mit sind blev ét med Jeremiahs. Jeg... ja, jeg følte mig komplet? Det var en meget sær oplevelse."