Dawnbreaker: Hunter

~ 10 ~

En morgen var det pludselig Drake der stod klar til at hjælpe mig ned af trappen. Jeg havde spurgt til Caleb men han havde blot trukket på skuldrene uden et svar. Jeg havde spurgt dem alle de efterfølgende uger uden at nogen kunne give mig et svar - jeg kunne sværge på at Abigail næsten havde set sammenbidt ud ved spørgsmålet.

Jeg havde overhørt at de havde talt om at han var sammen med en Eve. Jeg kan huske at jeg blev vred, at mine hænder havde dirret af arrigskab. Efter det værste var aftaget havde jeg spurgt mig selv, hvorfor? Alt med Caleb havde været så forbandet forvirrende, både vores generelle samtaler (eller mangel på samme), men især mine følelser for ham.

Jeg følte mig kold, og død indeni uden hans nærvær og det blev værre dag for dag. Jeg talte dagene for hvornår gipsen skulle af, og de dage jeg havde lagt til efterfølgende for at være sikker på at jeg kunne gå godt nok på benet at jeg var klar til min rejse. Jeg ønskede ikke at være her mere. Det gjorde simpelthen for ondt.

Aria havde hjulpet med at klippe gipsen af, vældig fascineret af det hårde materiale. Hun havde efterfølgende forsøgt at sætte det på sit eget ben for at sammenligne, hvor jeg havde svært ved ikke at grine. Jeg kom til at savne den pige.

Min første morgen hvor jeg selv - helt selv - kunne gå ned af den åndssvage trappe, var en sejr helt i sig selv. Jeg havde det ret godt med det hele indtil jeg så Drake der sad ved spisebordet og prikkede til hans uspiste mad. Han var for alvor skudt i vejret på det seneste og var på højde med sin far nu.

"Er du ok?" Han så op og sendte mig et hurtigt smil.

"Nej. Det er jeg ikke." Jeg satte mig ved siden af ham og ventede på at han skulle fortsætte. Han sagde aldrig noget medmindre at det var fuldstændig gennemtænkt.

"Vil du tale om det?" Havde jeg prøvet da han ikke uddybede sin konstatering. Han rejste sig og så resolut ud mod døren.

"Jeg tror at det er nemmere at jeg viser dig det." Han tog min hånd og hev mig med sig om bag deres hus.

"Øhm... hvad er det lige præcist du har tænkt dig?" Han smilede kækt til mig.

"Bare rolig. Ikke noget uartigt." Han slap min hånd og fortsatte yderligere nogle skridt før han stoppede op.

"Det er ved at være noget tid siden men jeg har ikke vist det til nogle andre endnu. Du bliver den første." Han krængede sin jakke af og kastede den over til mig hvorefter han faldt forover og gispede i smerte. Lyden af knogler der brækkede og samledes igen var uhyggelige, men jeg kunne ikke se væk. Det var det her jeg havde ønsket at overvære. Efterhånden som pelsen groede ud af hans hud blev hans næse forlænget, hans øre større og flyttede sig længere op, samt hans krop mere smal. I løbet af 20 sekunder havde han forvandlet sig fra Drake til en lysebrun ulv der stod og logrede voldsomt med halen med tungen ud af munden.

Den gik over mod og i en cirkel omkring mig. Lige så tilbagetrukket og stille Drake var som person, lige så glad og imødekommende virkede hans ulv. Den slikkede mig glad i hovedet og jeg grinede mens jeg kløede den bag øret.

"Jeg rejser snart." Sagde jeg stille. Ulven stirrede på mig, og jeg fornemmede den tænksomme Drake inde bag de orange øjne. "Vil du hjælpe mig?" Ulven lagde sit hovedet tungt på min skulder, som for at give mig et kram, og mine arme gled omkring dens hals hvor jeg gemte mit hovedet i pelsen. Jeg tog det som et ja.

"Men jeg kommer til at savne jer. Ganske forfærdeligt." Jeg havde aldrig haft venner, aldrig haft en så rolig tilværelse. Min tid i dalen havde vist mig hvordan mit liv kunne ha' været - hvis ikke alt havde været fuldstændig fucked up. At skulle tilbage til at holde alle væk i armslængde og paranoiaen som uden tvivl ville komme igen var ikke en fortrøstningsfuld tanke.