Dawnbreaker: Hunter

~ 15 ~

Alaska

"Hey, du skal op nu." Amy rystede på hovedet og krammede puden tættere ind mod sit bryst.

"Jeg har morgenmad klar.." Lokkede Caleb og lagde sig ned i sengen til hende.

"Hvis du gør det der, falder jeg i søvn igen..." Mumlede hun ned i puden, stadig med øjnene lukket.

"Det ved jeg snart ikke - der er pandekager." Hun slog øjnene op og nærmest sprang ud af sengen, til stor fornøjelse for Caleb.

"Hvorfor sagde du ikke det noget før!" Skældte hun halvvejs nede af trappen mens han stadig lå i sengen og klukkede.

Den sidste uge havde han fokuseret på at de skulle lære hinanden at kende, tilbringe en masse tid sammen og lave nogle af de ting de hver især godt kunne li'. Sjovt nok var det hendes egne spørgsmål der havde givet ham idéen.

Blandt andet havde han fundet ud af at hun har et svagt punkt overfor pandekager. Hun vidste det heller ikke selv før han på anden dagen havde lavet dem til morgenmad og hun næsten havde fortæret en hel portion for sig selv.

Da dagens portion var spist tog de begge en jakke på og gik mod tunnelen ud til skoven.

"Hvad skal vi så i dag?" Spurgte hun og satte farten op så hun kunne følge med Caleb. Han havde svært ved at holde et roligt tempo i bar' spænding.

"Ud på eventyr." Svarede han med et skævt smil.

"Ligesom alle de andre dage." Svarede hun med en lettere irriteret stemme, men hun kunne ikke skjule sit smil. Indtil videre havde han ramt plet med hver eneste "udflugt", og det føltes som om at de for hver dag kom tættere på hinanden.

I går da de havde siddet nede ved søen i græsset og studeret fiskene havde hun lagt sit hovedet på hans skulder.

"Jeg kan godt se din pointe med fiskene. De er smukke." Havde hun mumlet og set op på ham. Hun havde lænet sig tættere på og hendes læber havde blidt strøget over hans. Det havde krævet alt hans selvkontrol at holde sig i skindet, men det var et skridt i den rigtige retning.

De var kommet ud i skoven fra tunnelen og nået op til de sidste store træer op af bjergsiden inden trægrænsen.

"Ok og hva' så nu?" Spurgte hun afventende med armene over kors.

"Ja det må du fortælle mig, jeg har aldrig klatret i træer." Amy så over på ham med et løftet bryn og et stort smil. Uden at spilde et sekund gik hun over mod det nærmeste træ, de laveste grene var mindst 2 meter oppe af stammen, men hun bøjede let i knæene og hoppede op og nåede den nederste gren uden problemer. I løbet af ingen tid havde hun, næsten som en kat, klaret helt op i toppen.

"Kommer du herop?" Kaldte hun leende.

"Hvad får jeg hvis jeg gør?" Prøvede han. Han stod med hænderne på sin hofte og spejdede op mod hende.

"Lige hvad du vil ha'" Lovede hun. Med et skævt smil hoppede han op på samme måde som hende, og fulgte hendes sti op ad træet. Inden længe nåede han den store gren hun sad på inden de tyndede for meget ud i trætoppen. Vinden fik stammen til at svaje roligt frem og tilbage.

Han satte sig forsigtigt ved hendes side og hans blik fulgte hendes. Fra deres plads havde de udsigt over det meste af skoven, samt den lille by som lå i udkanten af reservatet. Hun så henført ud over landskabet.

"Tak." Sagde Amy og så kort over mod Caleb.

"Det var så lidt." Han ville gøre hvad end det skulle være for at få hende til at smile og føle sig tilpas.