Dawnbreaker: Hunter

~ 20 ~

De gik igennem portene, og da bagtroppen var igennem blev dørene lukket bag dem. Caleb så sig over skulderen i tide til at se det sidste af solens stråler inden de blev lukket ude, og blev afløst af et buldrende mørke.

Calebs øjne vænnede sig langsomt til mørket som omsluttede dem. På klippevæggene hang fakler som oplyste gangene. De bevægede sig dybere og dybere ned i hvad der måtte være en grotte.

Caleb var bestemt ikke vild med det her. Selv som ulv var chancerne for at slippe ud herfra minimale. Slet ikke mod det antal af dawnbreakers. Jo længere ned i grotten de kom, jo flere kunne han både lugte og se.

Til sidst stod de i en kæmpe udhugget kuppel, hvor der under loftet hang et kæmpe fad med, hvad Caleb gættede, var olie og ild. Oven over fadet hang et spejl som fungerede som en sol for hele kuplen.

"Det var ikke nødvendigt at tage hende fra dalen, hun kom til os." Konstaterede den gamle mand da han nærmede sig en lille gruppe mennesker. Caleb skubbede beskyttende Amy bag sig og stod kampklar. Han vidste ikke hvem disse personer var, og det lidt han kendte til dawnbreakers var ikke positivt.

En dawnbreaker rejste sig fra en stol, og nærmede sig dem. Hans ene arm var i en slynge, og ned over hans ene øje løb et grimt ar. Caleb fornemmede med det samme at dette var en kriger, en mand der ikke bøjede sig for nogen eller noget, blot ud fra måden han førte sig selv på.

"I kommer fra dalen?" Spurgte han interesseret mens han scannede Calebs ansigt for svar.

"Hvad hvis vi gør?" Hvæsede Caleb tilbage. Mandens blik blev hårdt.

"Hvad har i gjort ved hende, hvalp!?" Caleb, provokeret af mandens ord, skulle til at løfte sin næve, men Amys hånd på hans arm standsede ham. Hun stillede sig ved siden af Caleb og så på manden med mistro i øjnene.

Caleb så fra Amy og manden, og følte sig pludselig som det 3. hjul. Begge parter studerede hinanden indgående, som om de kendte hinanden.

"Damien?!" Amys stemme knækkede over, og hendes hånd fløj automatisk op foran munden i overraskelse.

"Amy.. Min skat, hvor er du blevet stor!" Hun fløj ind i Damiens favn, og et hørbart "omf" slap hans læber. "Pas på armen." Amy smilede blot med tårerne strømmende ned af kinderne.

"Jeg troede at du var død.. Jeg troede de havde fået ram på dig."

"Det havde de også næsten. Men jeg blev reddet inden." Damien så bagud og nikkede mod en person som indtil nu havde holdt sig i baggrunden. En mulat kvinde, menneske kvinde vel og mærke, stillede sig ved siden af Damien og så glad på Amy.

"Jeg har hørt så meget om dig. Jeg er glad for at du er i sikkerhed."

"Sikkerhed er desværre ikke varig." Kommenterede den ældre mand, som havde overværet hele genforeningen. "Vi må slutte os til Pugna." Damien sukkede dybt.

"Jeg ved at du ikke vil have Amy tættere på Superi, eller deres Vendetes hold, det forstår jeg. Men jeg fornemmer mere styrke i dette barn end hvad i kan forestille. Tiden er inde." Sagde han afslutningsvis. Damien så søgende ned i gulvet med armen omkring kvinden.

"Du har ret Tomas... Det er på tide at tage kampen til dem." Caleb så spørgende på Amy, som blot trak på skuldrene.

"Vi skal nok forklare jer alt senere. Jeg hedder Sarah." Hviskede kvinden til dem med et smil.

*

På under en dag havde alt i mit liv ændret sig. Damien lever! Jeg lo lidt for mig selv. Glæden boblede rundt i mit indre. På meget kort tid havde stort set alle i kuplen pakket deres ting sammen og gjort klar rejsen sydpå, mod Pugna hovedkvarteret, modstandsbevægelsen.

Caleb tjekkede begge vores tasker efter en sidste gang, vi havde fået genopfyldt vores proviant.

"Tak." Han så op, forvirret.

"For hvad dog?" Min hånd trak hans hår bagud så jeg bedre kunne se hans ansigt.

"For at du er her. Fordi at du stolede på mig." Han smilede, og gav mig et flygtigt kys på kinden.

"Jeg går ingen steder, selvom den har snak om modstandskamp lyder lidt voldsomt." Det måtte jeg give ham ret i. Jeg vidste ikke helt hvad ham Tomas forventede af mig, eller af Caleb. Jeg var ingen kriger, jeg var knap nok voksen endnu! Jeg sukkede dybt da Damien og Sarah nærmede sig.

"Er i klar?" Jeg nikkede til svar, og rejste mig.

"Super.. Amy, kan jeg låne dig et øjeblik?"

"Selvfølgelig." Caleb så op, misfornøjet. Bare rolig, jeg skal nok råbe højt hvis der sker noget. Han fnyste til svar. Da vi var kommet lidt derfra så Damien fra mig og mod Caleb.

"Så, hvem er hvalpen?" Jeg himlede øjne af ham.

"Hvis du nu havde gidet at bruge tid på at spørge om hans navn, ville du vide det."

"Waoo. Jeg kan godt mærke at jeg gik glip af dine teenage år." Konstaterede Damien med påtaget humor.

"Meget morsomt... Han hedder Caleb."

"Ja.. og?" Damien så spørgende på mig.

"Og? Og hvad??"

"Ja hvad er han for dig?" Jeg trak vejret dybt, puha den her samtale så jeg ikke frem til!

"Han er... Ehm..." Jeg bed mig selv i underlæben.

"Jeg er hendes mage." Afbrød Caleb, som nu stod nogle meter fra os. Damiens skuldre spændtes, og hans kæbe blev sammenbidt. "Jeg ved godt at hun er som en datter for dig, og du som en far for hende. Bare rolig, jeg ér god ved hende." Jeg skulle lige til at åbne munden for at påpege hans sidespring, men blev enig med mig selv om at det nok ikke var tiden eller stedet for det.

"Har du fandme bare at være.. Kan vi få lidt tid?" Spurgte Damien sammenbidt. Caleb vendte om og gik tilbage til vores udstyr. Damien trak vejret dybt, næsten rensende.

"Amy.. Der er noget du skal vide."

"Ok?" Jeg nikkede en enkelt gang med armene over kors. Hvad handlede det her nu om?

"Vi har ikke været i kontakt med Pugna i nogle år efterhånden - vi ved ikke engang om styrken dernede er besejret, men placeringen i henhold til Superi er for god til at give op på." Jeg nikkede for at lade ham vide at jeg forstod, ikke helt sikker på hvorfor han fortalte mig det.

Han måtte ha' fornemmet mit uudtalte spørgsmål da han trak vejret dybt igen, og så bekymret på mig.

"Det sidste nogle hørte fra Cait, var ved Pugna."

Tiden gik i stå... Og pludselig var der kun 1 ord, 1 tanke der rungede i mit hovedet om og om igen.

Mor..

slut