Dawnbreaker: Hunter

~ 14 ~

Lyden af en dråbe der blev ved med at falde ned og ramme en pyt lød igen og igen i en uendelighed. Damien lå på jorden og stirrede hen på der hvor den tortur-skabende lyd kom fra. Han kunne ikke huske hvor længe han havde været der, dagene smeltede sammen for længe siden i endeløs tortur, udsultning og forhør. Men han holdte Amy i sikkerhed, han havde ikke afsløret noget, og ville aldrig afsløre noget.

Gad vide om hun var ok? Hun var helt alene nu... Han skjulte sit ansigt i hænderne mens han prøvede at se hende for sig. Hun havde været som en datter for ham, og han elskede hende højere end noget andet - det havde ikke været svært for ham at lade sig fange så hun kunne være sikker. Men var hun også det?

Han var nødt til at komme ud! Han måtte sikre sig at hun var i god behold! Han rejste sig i pludselig frustration og hamrede løs på den låste celle dør. Han råbte eder og forbandelser til hans kræfter slap op, ligeglad med om Ashley kom med sin bøddel blot for at få ham til at tie. Han hvilede panden mod døren og trak vejret i hårde stød.

"For helvede..." Med en sidst kraftanstrengelse hamrede han sin knytnæve mod døren. Han var så uendeligt træt. Der lød pludselig skridt ude på gangen, og han gik et par skridt tilbage ind i cellen.

Han spærrede øjnene op og holdte vejret - det var hverken Aiden eller Ashley.

"Cait?!" Spurgte han vantro mens han så hende an - han kunne ikke tro sine egne øjne.

"Hvor er hun?" Han tog et skridt bagud, forlegen.

"HVOR ER HUN?!" Råbte hun spørgsmålet igen da han ikke svarede hende første gang.

"Jeg ved det ikke... Cait se hvor du har fundet mig! De har trods alt ikke he-"

"Hvad nytter det?!" Afbrød hun ham "- hvis hun alligevel er død af sult! Står du der og fortæller mig at jeg efterlod min datter i din varetægt, og at du så bare forlod hende?!" Han bed tænderne sammen. Der var ikke noget at sige, hun havde jo ret.

Hun fnøs, vendte rundt og gik ud af cellen igen. "Bare ta' ham." Hørte han hende sige derude. I næste nu kom Aiden gående ind.

"Cait! Vent!!" Han blev stoppet af Aiden der spiddede ham med en kniv i brystet. Damien tog et par skridt bagud mens han holdte en hånd ind mod såret. Hans hånd var malet rød af blod.

Damien gik bagud til hans ryg ramte muren, og han langsomt gled ned af væggen.

Det sortnede for hans øjne mens han langsomt drog sit sidste åndedrag..

~ * ~

Damien slog øjnene op. Han lå badet i sved selvom det bestemt ikke var varmt. Han satte sig langsomt op mens han forvirret gennemgik mareridtet han var vågnet fra. Hans dårlige samvittighed spillede ham et puds - det var aldrig sket, Cait havde aldrig opsøgt ham.

Et blidt suk tiltrak hans opmærksom og han så ned. På gulvet ved sin side lå menneske kvinden, Sarah. Hun havde været så forfærdelig tynd da de startede deres rejse, næsten udmagret. Det havde dog hurtigt ændret sig. Egentligt ikke fordi de spiste meget, Damien havde stadig ikke behov for føde på samme måde selvom at han var dødelig, men det virkede mest af alt som om at jo længere væk de kom fra New York, des bedre fik hun det.

Han rejste sig lydløst fra deres leje under klippe fremspringet, og gik lidt væk derfra. Han hev trøjen af for hurtigere at komme af med den koldsved der raserede i hans krop. Med en hånd der rodede igennem hans hår så han op månen der lyste fuldt og klart den nat.

Kunne han være flygtet før? Havde der været en mulighed han ikke havde set eller gjort brug af? Han rystede på hovedet af sig selv - De havde gjort alt i deres magt for at holde ham dér hvor de ønskede han skulle være; bedøvet ham med det forbandede middel som Cait beskrev der var blevet brugt mod hende. Han skar tænder af frustration indtil en tanke slog ned i ham og hans blod frøs til is.

De havde gjort alt i deres magt for at holde ham dér hvor de ønskede han skulle være... Gentog han for sig selv. Han skævede over mod hvor Sarah lå. Han havde set alle hendes minder flere gange - alt hvad hun havde fortalt ham var sandt. Men havde det hele været en fælde? Fulgte de efter dem netop nu for at finde Amy? Han smed sin føler ud så langt han kunne for at se om han kunne fornemme dem, men intet. Men var det Aidens hold betød det ikke nødvendigvis at de ikke var der, blot at de holdte sig uden for hans rækkevidde.

Fandens... Han knyttede sine næver. Hvorfor havde han ikke indset det noget før?! Han trak vejret dybt ind for at prøve at få ro på sig selv mens han gennemgik alle mulige scenarier. Det var umuligt at slippe af med dem, de ville konstant holde sig på afstand. Men... Hmm, måske det kunne lade sig gøre?

Han vendte tilbage til hvor Sarah lå på jorden og blidt puffede til hende.

"Hey.. Er du vågen?" Hun kneb øjnene hårdere sammen, og vendte sig.

"Det er jeg nu." Svarede hun opgivende og åbnede med besvær øjnene. "Hvad nu?" Hun slog øjnene helt op da hun så hans vagtsomme blik der så omkring dem nu og da.

"Jeg tror de er fulgt efter os." Hun rejste sig op og spejdede omkring sig. "Kan du huske noget som helst fra dén aften? Noget unormalt?" Hun så tænksomt frem for sig, og så pludselig på ham med et undskyldende blik.

"For helvede.. Damien, det er jeg ked af!"

"Hvad så?" Hun bed sig i læben og så ned i jorden.

"De talte aldrig om hvad de foretog sig, og hvis de endelig gjorde var det i koder så jeg ikke fattede hvad det gik ud på. Men dén aften." Hun begyndte at gå frem og tilbage mens hun vred sine hænder. "Jeg kan huske at selv Aiden reagerede unormalt på at Ashley pludselig begyndte at tale om det barn... Og om dig. Og nu hvor jeg tænker efter var det meget heldigt at der lå en taske frit fremme, og alt hvad jeg kunne få brug for var i nærheden. Bestemt ikke rent tilfælde..." Hun stoppede op og sukkede opgivende.

"Jeg er et fjols...." Damien rystede på hovedet af hende og lagde en hånd på hver af hendes skuldre.

"Nej Sarah, du gjorde det rigtige. Du kunne være flygtet, rendt uden at se dig tilbage, men du reddede mig." Hun rødmede mens han talte. "At de lagde en fælde for os, som vi begge sprang i er hvad det er, men vi er heldigvis ikke nået så langt. Vi kan stadig gøre noget." Han så beslutsomt på hende.

"Sarah, vi er nødt til at gå dem i møde. Det er det sidste de vil regne med, og vi vil, praktisk talt, tage dem på sengen." Hun så frygtsomt på ham.

"Jamen, Damien! Hvad kan jeg gøre? Jeg er bare et menneske!" Han smilede skævt af hende.

Før hun registrerede hvad der skete var han sunket i knæ og havde sparket benene væk under hende. Hun lod sig falde bagud, og med en hånd på jorden fik hun vendt sig i luften og landede lidt derfra på benene. Hun så chokeret ned på sin hånd og dernæst på ham.

"Har du ikke lagt mærke til det? At du er stærkere?" Hun skiftevis åbnede og lukkede hånden mens hun fortsat så forbløffet ud. "Det samme skete for min ven og det menneske hun rejste med. De blev stærkere sammen." Han stoppede op lige foran hende og lagde sin håndflade op mod hendes hånd, og lagde sin anden hånd ovenpå.

"Vi" Han lagde tryk på ordet. "Er også stærkere sammen." Hun rødmede voldsommere denne gang men så ham direkte i øjnene.

"Hvad skal jeg gøre?"

"Blot følge dine instinkter. Jeg formoder at de sover på det samme tidspunkt som os for at spare tid, men de har sandsynligvis én til at holde vagt. Men det er vores bedste chance."

Hun nikkede resolut og knyttede sin anden næve. Et kort øjeblik blev deres sind forbundet, og han fornemmede det virvar af følelser der løb igennem hende - vrede, sorg, hævntørst. Han følte det som om, i den lille lomme de kort var fanget i, at de var alene i hele verden og en ro flød gennem hans krop han aldrig før havde mærket.

Da forbindelsen blev brudt stod de begge og glippede kort med øjnene. "Sammen." Sagde de i kor, og løb mod faren.

Uanset om de overlevede dette opgør eller ej ville Amy forblive sikker. Og han ville gøre hvad han kunne for at beskytte Sarah. Nej. Tænkte han.

Han ville gøre alt!