Dawnbreaker: Hunter

~ 16 ~

Jeg blinkede med øjnene, forvirret.

Caleb, hvad sker der?! Han studerede mig, forundret.

Amy?

Ja, det er mig! Svar mig nu for pokker, du gør mig bange. Han stod fortsat og studerede mig uden at sige noget. Han forvandlede sig til den hvide ulv og gik over mod mig.

Du kan mærke mig, mit sind. Ikke? Jeg nikkede en enkelt gang - Det var tydeligt at mærke at vi var smeltet sammen på et højere plan - følelsen var rar, beroligende.

Fokusér på mig, luk alt andet ude. Jeg gjorde som han bad om, og et kort øjeblik så jeg verdenen gennem hans øjne. Der var intet menneske at se i miles omkreds, i stedet.... Jeg fokuserede alt hvad jeg kunne og holdte forbindelsen med hans sind. Han blev mit spejl.

Foran ham stod en rødbrun ulv med orange øjne.

Er det...? Spørgsmålet blev hængende i luften mens jeg gled tilbage i mit eget sind igen. Jeg så ned af mig, og hvor jeg før havde hænder var der nu to store poter. Panikken tog fat i mig, og jeg begyndte at hyperventilere.

Caleb! Hvad er jeg?!

Rolig, Amy, rooolig..

Jeg kan IKKE være rolig! Skældte jeg, og blev overrasket over den knurren der kom fra min strube.

Du kan ikke forvandle dig tilbage, hvis du ikke er rolig...

Jeg ved virkelig ikke...

Du er en dygtig skinchanger! Afbrød han mig..

....En dygtig hvad?! Jeg havde ingen idé om hvad pokker det var han kaldte mig.

Skinchanger... Det er i hvert fald hvad jeg vil kalde din kraft. Du har kunnet ændre dit udseende, i hvor mange år nu? Det her er ikke meget anderledes.

Det var med udgangspunkt i at jeg var menneske! For pokker Caleb, det her er noget HELT andet!

Ikke hvis du tænker over det.. Forestil dig din menneskeform, se det for dig hvordan musklerne i din krop reagerer ved bestemte bevægelser, fokusér på dét. Jeg trak vejret dybt og forsøgte at gøre hvad han bad mig om.

Sådan. Han forvandlede sig tilbage til menneske igen, langsomt, så jeg kunne få en fornemmelse for hvad det var han gjorde. Forvandlingen startede fra benene, og sluttede ved hovedet.

Lad mig hjælpe... Stemmen fra før hviskede et sted fjernt i mit sind og hjalp mig med at fokusere på opgaven, og transformationen begyndte. Jeg hylede ud i smerte da min lårbensknogle brækkede, og samledes på ny igen. Hver eneste knogle rokerede rundt og mine ulvehyl ændrede sig langsomt til smertens skrig, mens Caleb aede mig blidt på hovedet. Det sidste der forsvandt var pelsen ved nakken.

"Den første forvandling er altid den værste." Hviskede han og kyssede mig blidt ovenpå håret. Jeg lå sammenkrøbet, med hovedet i hans skød, og rystede grundet smerten.

"Hvordan kan det her lade sig gøre?" Spurgte jeg med klaprende tænder.

"Vi må spørge Nanna. Men først, bliver vi nødt til at komme hjem." Han løftede mig blidt op i sin favn, og hans hud brændte mod min. Jeg så ned af mig selv, og det gik op for mig at mit tøj var gået i stykker, med undtagelse af bukserne - de var dog revet over fra knæene, og det der var tilbage var ikke i en særlig god forfatning.

Tidligere ville jeg ha' været forlegen, men... Jeg følte mig så anderledes, så tryg nær Caleb. Mens han bar mig tilbage mod tunnelen kærtegnede jeg arret efter mærket.