en forfærdelige følese ramte min krop. hvordan kunne jeg være vampyr når jeg ikke engang kunne dræbe?
" nu når du er vampyr kan jeg fortælle dig sandheden!" sagde david og sukkede.
" hvad mener du med sandheden?"
"jeg er en vampyr, en særlig race. i min race kan vi ikke elske! jeg sagde det med kærlighed for ikke at gøre dig bange! men nu er det mig der er bange? for jeg...... elsker dig!"
" det er da bare godt du elsker mig!?"
" Emma det er ikke normalt og i vores race dræber vi det der ikke er normalt!!!"
davids blik blev meget alvorlig.
" jamen så dræb mig!" sagde jeg og gik hen mod david.
david kiggede ned i jorden og nikkede. jeg elsker dig hviskede david. jeg kunne mærke nogle tænder suge blod i min arm. hele verden blev mere og mere slørede for mig og til sidst blev alt hvidt. jeg kunne se en gravsten hvor der stod mit navn på. jeg kunne også se david sidde ved gravsten og græde. hvordan var det lige jeg endte sådan her? men stille blev alt mindre og mindre sløret. da jeg åbnede øjnene så jeg en sygepleje og en masse læger. hvor er david? hviskede jeg svag. sygepleje vendte sig om imod mig. åhhhhhhh hun lever! råbte sygeplejen glad
