" jamen hvordan ved du altædere om mig" tøvede jeg.
" jaa os læger er kloge "
Jeg smilte lidt til Martin mens jeg blinkede med det ene øje. " nå jeg må hellere smutte nu" smilte Martin og kiggede på mig med hans smukke himmelblå øjne. " nej vent! Hvornår må jeg forlade hospitalet" sagde jeg. Martin tog en lille seddel frem. Hmm 2 dage ca tror jeg sagde Martin og gik ud af døren. En lille seddel faldt ud af min lomme. Jeg skimmede sedlen, den var fra en fyr ved. Navn David. Det føles som om en kniv ramte mit hjerte. Jeg lagde mig stille ned og begyndte og græde mens mine øjne stille gled i.
"DRØM"
David kyssede mig! Jeg var så lykkelig! Vi smed os på græsset og begyndte og le. " Emma jeg elsker dig!" Hviskede David i mit øre. Jeg bed mig selv i læbet for ikke at ødelægge øjeblikket med mine ord. Jeg vil Aldrig forlade dig! Sagde David og holdte om mig. David fik røde alvorlige øjne. 2 sek efter sugede han af mit blod.......... David stop! Små skrig kom ud af mine læber. Jeg blev svagere. David hvis Du elsker mig så stop! Hylede jeg
"DRØM SLUT"
Jeg vågnede op med et chok.. Jeg kunne huske lidt om David men det var stadig ret slørede. Jeg kunne huske hans smukke øjne som faktisk lignet davids på en prik, og det flotte smil der kunne få en hver pige til at smelte. " David hvem er du og hvad sker der" sagde jeg mens en tåre trillede ned af min kind. Døren gik op og Martin kom ind. " er du okay?" Sagde Martin stille
" jeg kender ikke mig selv mere og det er som om jeg ligemeget hvad mangler noget kærlighed!"
" jeg kender det alt for godt! Emma jeg vil fortælle dig en lille historie hvis det er ok med dig"
Jeg nikkede
" jeg har ikke altid været læge...... Engang for ca 300 år siden var mig og min familie meget fattige! Vi levede på gaden, spiste mad fra skraldespanden og jaaaaaa vi havde det ikke så godt"
Jeg afbrød David. 300 år! Gentog jeg. " Emma jeg er vampyr" hvisker han. Mit hjerte slog. Hele min hukommelse! Den var tilbage. " David var vampyr" sagde jeg mens en glæde gik igennem min krop. Martin nikkede " og jeg kender David! Ret så godt" smilte Martin. Jeg smilte over hele ansigtet og tog fat i Martin og kyssede ham på munden. " årghhhh David hvor er jeg glad for at se dig igen" hviskede jeg.
" Emma jeg er ikke David?!!!!!! "
" hvem er du så?"
" jeg er davids far!"
Mine øjne blev store! Ad wtf havde jeg virkelig kysset davids far
