Sommerflirt

12) Kærester eller ej

Den efterfølgende morgen var himmelsk, jeg vågnede op i bedre humør end nogensinde. William sov stadig og jeg beundrede hans fredfyldte ansigt. Noget af hans hår faldt ned over hans øjne, så jeg kunne ikke lade være med at fjerne det. Der var sikkert mange piger, der ville gøre alt for at være i mit sted lige nu og det bebrejdede jeg dem ikke for. Han var virkelig pæn og havde lange øjenvipper for en dreng.

"Stirre du på mig mens jeg sover?" Mumlede en træt William uden at åbne øjnene. "Nej," løj jeg og lukkede øjenene i samme sekund som hans åbnede sine. Jeg kunne ikke lade være med at smile og det næste der skete var, at William knugede sig helt ind til mig. Det var pisse skønt at putte med ham, alle tanker og problemer forsvandt. Alligevel følte jeg, at der var noget der manglede. Normalt var jeg ligeglad med titler, men der var alligevel en tryghed ved at være kærester med en. Jeg stolede på William, men hvis han pludselig var sammen med en anden, ville han ikke have været mig utro.

"Jeg laver morgenmad til os!" Sagde jeg bestemt og rejste mig op i sengen, for så at kravle hen over ham. "Av, mine ribben," klynkede han for sjov og lagde sig på siden, så han kunne kigge over på mig. Jeg tog ikke tøj på, men forlod bare værelset. Williams hund, Charlie lå ude foran værelset jeg og fik den til at gå med mig ud i køkkenet.

Gladeligt ville jeg indrømme at jeg ikke var den store kok, men jeg formåede ikke at få hele køkkenet op i flammer. Jeg havde lavet røræg og bacon til os, samt skåret rundstykker og alt det. William dukkede op efter lidt tid, og omfavnede mig bagfra, mens jeg vaskede det sidste op. Siden der var så rent i køkkenet, tvivlede jeg på, at William havde tilbragt tid herinde.

"Det ser lækkert ud," komplimenterede han og satte sig ned ved bordet. Jeg gjorde ham selskab, og så spiste vi morgenmad. Vores samtalemener gik på om vi ikke snart skulle finde en fest, eller i det mindste bare tage i byen og drikke. Jeg havde dog stadig noget på hjerte, og valgte dette tidspunkt til at lette det.

"Hey William?" Spurgte jeg og fik hans opmærksomhed. "Jeg ved du ikke er kærestetypen, men tror du nogensinde vi kunne blive til mere?" Fortsatte jeg mit spørgsmål og var klar over, at jeg havde krydset en farlig grænse. Da han ikke svarede i nogle sekunder, ville jeg ønske jeg kunne tage det tilbage.

"Er det noget du har tænkt længe på?" Spurgte han og lagde sit bestik ned på sin tomme tallerken. "Ikke rigtigt, det krydsede bare mine tanker," indrømmede jeg og slog mig mentalt i hovedet, for sikkert at have ødelagt det hele. "Du har nok hørt det, men jeg har kun været i et forhold før. Det endte ikke så godt," sagde han og det gav mig en ide til hvor dette ville føre hen. "Jeg ville ikke presse dig ud i noget og-," prøvede jeg, før William afbrød mig. "Jeg kan fucking godt lide dig, og hvis jeg skal i forhold igen, skal det være med dig," sagde han med et smil og fik mit hjerte til at springe et slag over. Hvad var det lige der skete?

"Cornelia, vil du komme sammen?" Spurgte han og rejste sig, for at komme tættere på mig. "Ja, det vil jeg," svarede jeg og smilte stort med et grin, efterfyldt af et langt kys.

Omg, jeg havde en kæreste! Jeg havde haft fire kærester i mit liv, hvis man ikke talte børnehaven med. Nu havde jeg en femte overlækker kæreste, der helt klart var den bedste af dem alle. Noget i mig skreg, at vi kun kunne være sammen i sommerferien, men jeg skubbede stemmen væk.

Senere da jeg kom hjem igen, havde jeg været så overlykkelig, at jeg både havde sagt det til Lydia og Kathrine. Det var faktisk et held, at Kathrine var hos os, for hendes ansigtsudtryk var guld værd. Misundelse var en grim ting.

Den aften da jeg havde lagt mig i seng, snakkede William og jeg sammen i en time. Han lagde på, fordi han skulle op tidligt og træne med Frederik. Det var da jeg mærkeligt nok, kom til at tænke på Theodor og Victoria. De vidste intet, men på et eller andet tidspunkt ville de nok finde ud af det. Jeg lå og stirrede op i loftet, for at planlægge hvordan jeg skulle sige det til dem.

Hey, by the way, William og jeg er kærester!

Det bare fordi.. William og jeg er sammen..

Jeg har en kæreste, ihh!

Det var så kikset af mig at tænke på den måde, men jeg kunne ikke gøre for det. Victoria ville højest sandeligt ende med at acceptere det, men Theodor ville måske blive sur igen.

"Cornelia!!" Udbrød Lydia og braste ind på mit værelse, så jeg blev helt forskrækket. Hun tudbrølede og hendes øjne var helt røde, hvilket bare gjorde mig endnu mere bange. "Hvad er der?" Spurgte jeg bekymret og måtte tvinge ordene ud af hende, da hun hele tiden var ved at blive kvalt i sim gråd. "Bedste har fået hjertestop, han døde i ambulancen," sagde hun og fik også mig til at tude. Vi krammede og græd, ingen af os sagde et ord mere. Senere ringede min mor også, min far var helt knust. Jeg havde tænk på tåbelige scenarier hvor jeg skulle fortælle om mit nye forhold, mens min farfar lige var gået bort.