Sommerflirt

15) Victoria

Vi var til Victorias hyggedruk, men det var alt andet end hyggeligt. Selv Victoria så ikke ud til at have det sjovt, tværtimod sad hun bare stille og røg hele tiden. William gik mig på nerverne, jeg vidste ikke hvad han prøvede på. Havde han nu pludselig tilgivet mig? Spørgsmålet var bare, om jeg havde noget at tilgive ham for. Normalt ville jeg have trukket ham til side, men jeg nægtede, for jeg vidste ikke hvad han havde lavet med Bella ude på toilettet. Hans sande jeg havde virkelig vist sig og jeg var pisseirriteret.

"William, skal vi smutte igen?" Hviskede Bella, men alle i miles omkreds var i stand til at høre det. Jeg håbede inderligt, at han ville sige nej og blive.

"Bare smut, jeg smider folk ud snart," kom det muggent fra Victoria. Det var helt mærkeligt at se hende sådan, hun havde altid humøret højt oppe i skyerne. Alle havde vel en dårlig dag sommetider. "Jamen så går vi helt sikkert!" Sagde Bella bare og rejste sig op, og trak William op af sin stol. Han så ret ligeglad ud, men var åbenbart villig til at følge med.

"Vic, vil du ikke med på toilet?" Spurgte jeg og sendte William et surt blik. Han rynkede bare brynene, som om han ikke havde nogen ide om, hvorfor jeg var sur, hvilket jeg bare rullede øjne af.

"Jeg sværger, hvis folk ikke snart skrider, så flipper jeg ud!" Udbrød Victoria frustreret og gled ned på badeværelsesgulvet. Nu blev jeg først forvirret, der var helt sikkert et eller andet galt og det var tydeligt. Jeg ville bare have bitchet om William, men hun havde klart langt større problemer i sinde.

"Hvad så, Vic?" Spurgte jeg bekymret og tissede hurtigt. Hun så op på mig med røde øjne, og åbnede munden for at lukke den igen. "Jeg skulle bare ikke have holdt noget, men jeg tænkte, at jeg ville få mine tanker over på noget andet," forklarede hun og lod sin stemme knække undervejs. "Hvad snakker du om, er der noget galt?" Spurgte jeg igen og kunne se hun blev ked af det. "Please fortæl," sagde jeg igen og denne gang brød hun sammen. "Er der noget jeg kan gøre?.." prøvede jeg igen. "Bare få folk væk, jeg vil gerne være selv!" Klynkede hun og jeg nikkede, for så at skynde mig udenfor igen. Jeg fik øje på William og gik med faste skridt hen imod ham.

"William, kan vi lige snakke?" Spurgte jeg, men det lød mere som en kommando. "Vi er lige ved at gå," sagde Bella og jeg forsikrede hende, at det bare ville tage to sekunder.

"Hvis du vil sige, at du vil have mig tilbage så..," startede han ud, men jeg afbrød ham advarende. "Det handler ikke om os, men Vic!" Sagde jeg og så seriøst op på ham. "Hvad er der med hende?" Spurgte han og rød rent faktisk bekymret. "Bare hjælp mig med at få alle til at gå, der er noget i vejen med hende," svarede jeg hurtigt og gik direkte over til Theodor for at sige det samme, og han fik så sagt det til Frederik. Nu var vi alle informeret, og alle hjalp til at få alle til at gå.

"Kom, vi går ind til hende nu," sagde jeg til Theodor og Frederik, da alle var gået. William stod længere henne med Bella og så ud til at diskutere med hende, hvor det næste var at hun smuttede i vrede. Derefter kom han tilbage til os, og så gik vis alle ind til hende. Hun lå stadig og græd på badeværelset, men Frederik løftede hende ind på sofaen. Hendes mascara løb i lange baner ned ad hendes kinder, og jeg satte mig ned ved siden af hende.

"Jeg håber det okay, at jeg sagde det til dem," sagde jeg stille og strøg en hårlok om bag hendes øre. Hun nikkede bare og så skamfuldt ned i jorden. "Hey, vi er her alle for dig," sagde Theodor og det var først nu jeg lod mærke til hans højre kind var helt blå og rød. William.. "Ja, du kan stole på os. Bare fortæl hvad der er sket," bakkede Frederik ham op og strøg hende over knæet. "Bare sig til, hvis jeg skal smadre nogen!" Kom det fra William, som modtog et surt blik fra Theodor. "For tidligt?" Sagde William bare drillende og tog hænderne op i forsvar, hvilket fik Victoria til at grine lidt gennem sin gråd.

Det endte med vi alle sad ved siden af hende, og lyttede på hvad hun havde at sige. Så optaget vi havde været med os selv, havde vi sletter ikke lagt mærke til Victorias tilstedeværelse. Ingen af os vidste noget, men hun havde tilsyneladene haft det svært i lang tid. Hendes tanker var mørke og grå, og så sent som i dag var hun blevet diagnoseret med svær depression. Vi lovede at hjælpe hende igennem og være der for hende, og det var på en måde også sådan, at vi stoppede konflikterne mellem os. Jeg skulle stadig løse det med William, men som det så ud lige nu, var vi i hvert fald venner. Bare venner.

"Så.. det var da en øjenåbner," kommenterede William og kom ud til mig, da jeg var gået udenfor for at få luft. "Vi var bare alt for optagede af os selv," svarede jeg og krydsede armene. "Bella og jeg lavede ingenting på toilettet, hvis det undrede dig," sagde han og gav et forsigtigt smil, som jeg ikke gengældte. "Jeg er da ligeglad," sagde jeg bare lavt, men egentlig var jeg jo skurken. Mærkeligt hvordan jeg altid drejede situationer rundt. "Det ved jeg du ikke er," svarede han stille ind i min øre, hvilket gav mig kuldegysninger i nakken. "Jeg er ked af, at jeg og Theodor..," mere af min undskyldning nåede jeg ikke at sige, fordi William satte vores læber sammen.

Okay, ikke kun venner så.