Sommerflirt

16) Gode igen

Solen var forsvundet, himlen var overskyet. Temperaturen var hverken varm eller kold. Det var bare en helt almindelig dag, men så alligevel ikke. William og jeg havde kysset, så han havde tilgivet mig. Vi havde endda skrevet sammen næsten hele natten, som om alt var tilbage ved det gamle. Godt nok var vi ikke kærester længere, men der var stadig noget imellem os, og det kunne ikke benægtes. Jeg havde dog indset at det var bedst, hvis vi ikke fandt sammen igen. Sommerferien var ovre om to måneder, og jeg ville ikke igennem det at slå op. Resten af ferien skulle ikke være fyldt med mere drama, men derimod venskaber og flere minder.

Victoria har det bedre. Frederik og jeg har lige været der:), skrev William på messenger. Det var da godt, men det virkede underligt at han fortalte det. Mange tak for info, det er dejligt at høre, svarede jeg bare og lagde mobilen for så at tage den op igen. Utroligt hvor hurtigt William altid svarede, når han gad. Noget der ville være dejligere, ville være hvis du hoppede i den røde kjole fra i går og mødtes med mig," skrev han tilbage, hvilket virkelig var det han havde fisket efter. Det kom heller ikke bag på mig, at han kunne lide kjolen, det var derfor jeg tog den på. Vi kan godt ses, men det bliver ikke i kjolen, svarede jeg og himlede med øjnene. Allerede nu havde jeg planlagt mit tøj, så jeg valgte bare at tage hvide bukser og en sandfarvet top på. Intet tøj er også fint med mig;)), svarede han og jeg kunne ikke lade være med at grine. Fjollehoved.

Jeg krammede Lydia farvel, inden jeg forlod lejligheden. Hun var kommet ovenpå igen, men var stadig ret ked af det med vores bedstefar.

William havde ikke rigtigt skrevet hvor vi skulle mødes, så jeg regnede bare med at tage hen til ham. Da jeg kom længere ud på gaden, kunne jeg dog se ham gå imod mig. Det var bare heldigt, så behøvede jeg ikke taget toget.

"Hej smukke," hilste han og trak man ind i et kort kram. Det gjorde et eller andet ved mig, at han kaldte mig smuk. Jeg smilte til ham, han så ekstra godt ud i dag. Håret var sat tilbage og så havde han en kortærmet skjorte på, hvilket klædte ham ret meget.

"Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg efter vi var gået lidt. Jeg havde allermest bare lyst til at falde i søvn i hans arme lige nu, men det måtte han ikke vide. "Vi kan bare sætte os ned og snakke i parken," foreslog han, hvilket jeg nikkede mig enig i.

William og jeg gik ned i parken, hvor vi satte os under et træ på en bænk. Vi fik tit blikke af jævnaldrende når vi gik sammen, og denne gang var ikke anderledes. Piger stirrede altid tilbage på William når de gik forbi ham, han vidste det sikkert ikke engang. Det generede mig ikke, for det gav mig bare mere selvtillid, siden han gik med mig og ikke dem.

"Jeg tænkte på noget, men jeg ved ikke om du vil synes om det," sagde han pludseligt og jeg kiggede spørgende på ham. "Hvad så?" Svarede jeg bare og ventede. "Mine forældre overtalte mig til at spørge om du ville med ud og sejle, men det var inden vi slog op," forklarede han og fortsatte: "De ville godt møde dig, men jeg forstår godt det underligt nu". Jeg følte mig både beæret, men på den anden side vidste jeg ikke om det var en god ide. Vi var ikke kærester, jeg var ærligt lidt bange for at få følelser for ham igen. Jeg havde stadig følelser i klemme lige nu, men jeg kunne godt skjule det.

"Vil du gerne have mig med?" Spurgte jeg, for det spillede vel også en vigtig rolle. Jeg kendte godt svaret, for ellers havde han ikke nævnt det, men jeg ville bare høre ham sige det. "Det kunne været fedt, så skulle jeg heller ikke holde mine forældre ud i to dage," sagde han med et smil og lagde sin hånd på min. Det gav et lille stød inde i mig ved hans berøring.

"Jamen så kan du godt fortælle dine forældre, at jeg vil glæde mig til det!" Svarede jeg og gengældte hans smil. Inderst inde var jeg lidt bange for at være alene med ham, siden jeg vidste der ville ske noget. "Men det er som venner, ikke?" Spurgte jeg, bare for at sikre mig, at vi var på samme side. "Jo, venner," svarede han med et skævt smil og glimt i øjet. "Jeg mener det, William. Hvis vi skal sove sammen, så skal du ikke prøve på noget," forsikrede jeg og så på ham med et skarpt blik. "Selfølgelig ikke. Hvad får dig også til at tro, at jeg ville prøve på min ven?" Spurgte han drillende, for han var klar over hvad jeg mente. Jeg grinte bare og gav ham en lille lammer, så han skubbede blidt til mig med sin skulder.

Vi talte egentlig bare om alt muligt derfra, det endte med vi sad i parken i to timer. Faktisk blev jeg nærmest helt overbevist om, at det nok skulle gå i morgen. Vi var gode venner, og sådan skulle det forblive. I morgen ville vi bevise, at vi sagtens kunne holde fingrende for os selv.