Sommerflirt

13) Utro

Ikke nok med at min farfar var gået bort, havde jeg på en måde også været William utro. Jeg ville allerhelst bilde mig selv ind, at det kun var Theodors skyld. Selvom jeg trak mig, havde jeg været alt for længe om det. Lydia var ikke hjemme og jeg havde brug for at snakke med hende om det hele. Hun ringede og spurgte hvordan jeg klarede mig, men jeg undlod at fortælle hende noget. Hun ville alligevel komme hjem i morgen, så det var lettere at fortælle det ansigt til ansigt. Det er egentlig så ironisk at tænke på; folk prøvede at beskytte mig mod William, når jeg i sidste ende, var skurken.

Du fortalte ikke, at dig og William var kærester! Hvordan kunne du gøre det mod mig, jeg ved ikke hvad jeg skal stille op?, havde Theodor skrevet på messenger. Jeg havde lyst til at råbe ad skærmen, men kastede den istedet hen på den anden ene af sofaen. Det var også hans skyld, han skulle ikke prøve at få det hele over på mig. Theodor vidste godt, at William og jeg havde noget, så spørgsmålet var egentlig, hvordan han kunne gøre det mod sin bedsteven.

Jeg kunne ikke ligge på sofaen mere, før eller siden måtte jeg stå ansigt til mine selvskabte problemer. Den eneste måde at rense min samvittighed ville være at fortælle sandheden. Derfra måtte William afgøre om vi stadig skulle være sammen, mere kunne jeg ikke gøre.

Er I sammen lige nu, for jeg vil ikke have du fortæller noget. Det er bedst, hvis det kommer fra mig, svarede jeg Theodor og begyndte at tage tøj på. Jeg gjorde ikke noget ud af mig selv, men tog bare en sort t-shirt på og grå joggingbukser på.

Gudskelov svarede Theodor hurtigt, for ellers ville jeg ikke turde gå fra lejligheden, hvis jeg ikke vidste, hvad der ventede mig. Han er lige gået og ved intet. Vi skal også snakke på et tidspunkt, skrev han, men jeg valgte ikke at svare tilbage denne gang. Tiden ville vise om Theodor og jeg skulle være venner igen. Som det så ud lige nu, havde jeg fået nok af ham, selvom det måske ikke helt lød fair, var det sandt.

Forsigtigt bankede jeg på Williams hoveddør, og fik det så dårligt. Jeg var ikke engang sikker på, om han var hjemme endnu. Utroligt vi ikke havde set hinanden i toget eller på togstationen, men jeg tog også et senere tog.

Da døren gik op og jeg blev mødt af et forvirret ansigtsudtryk fra William, havde jeg lyst til at løbe min vej.

"Havde vi en aftale, som jeg har glemt?" Spurgte han med et smil og lukkede mig ind. "Nej undskyld, jeg havde bare brug for at se dig," svarede jeg og mente det inderligt. Han trak mig uventet ind i et kram, og jeg havde ikke lyst til at give slip. "Jeg kondolerer mange gange med din farfar og jeg er her for dig," sagde han mod min hoved, hvilket jeg kunne græde over. Dette ville blive så svært at fortælle. Hvordan skulle jeg overhovedet starte ud?Der var jo ingen let måde, at fortælle sin soon-to-be ekskæreste, at man havde været ham utro med sin bedsteven - og ovenikøbet svigtede ham, med viden om hans tideligere forhold.

"William, der er noget du skal vide," sagde jeg stille og brød vores kram. Han kiggede sørgmodigt på mig, og vidste ikke hvad der ventede ham. "Hvad er der?" Spurgte han og jeg tøvede med det samme. "Det er rigtigt vigtigt, at du lytter. Der er en forklaring, som jeg håber du vil høre," startede jeg ud og lod en tåre trille ned ad min kind. William fangede tåren og så bekymret ud. "Okay.." svarede han. Nu var der ingen vej tilbage.

"Theodor og jeg kyssede i går, men det er ikke som du tror!" Sagde jeg hurtigt og jeg kunne allerede se, hvad han tænkte. Williams næver blev helt hvide, og hans ansigt var ulæseligt. "I kyssede, siger du," gentog han hårdt. "Lad mig forklare, please," svarede jeg og tog hans hånd, men han fjernede den, hvilket gjorde ondt inden i. "Den forklaring har bare med at være god. Fortæl," sagde han og så afventende på mig. En del af mig sagde det var godt, og det betød, der stadig var håb for os. Jeg forklarede ham, at Theodor var gået med mig på toilet og han så havde kysset mig. Selfølgelig undlod jeg alle små detaljer, men jeg sagde at jeg trak mig hurtigt.

"Vil du ikke sige noget?" Spurgte jeg forsigtigt og mærkede min stemme knække. Han så tænksom ud og stirrede bare tomt ud i luften. "Jeg smadrer ham," sagde han stille, men højt nok til jeg kunne høre det. Derefter gentog han tre gange, indtil han virkelig rejste sig op.
Det var en side jeg aldrig havde oplevet af William, og jeg brød bestemt ikke om det. "Stop William, du smadrer ham ikke! I er bedstevenner, og han vidste ikke vi var sammen," prøvede jeg, men til ingen nytte selfølgelig. Han var fast besluttet på at tage over til Theodor igen. "Han var min bedsteven," sagde William bare og jeg følte det hele var min skyld. Han ville ikke engang se på mig, og jeg vidste ikke om det var slut mellem os. Selvom jeg nogenlunde havde fået skylden over på Theodor, skulle der to til at danse en tango, og det var William udmærket klar over.

"Hvad med os?" Råbte jeg ud af døråbningen, da han var gået udenfor. "Jeg ved det ikke, jeg har brug for at tænke," sagde han og kiggede for første gang på mig. Jeg kunne se han var såret og det var jeg også selv.