The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 1

Det var varmere end i går og næsten ingen vind. Et splitsekund fortrød jeg, at jeg havde en sweater på, men jeg ville under ingen omstændigheder tage den af. Heller ikke nu hvor jeg sad på et stort tæppe på stranden sammen med Kate. Hun var dog stoppet med at kommentere mit forbrug af sweatere om sommeren. Jeg havde kendt hende i lidt over to uger, og selvom vi hang ud sammen hver dag, så var jeg stadig ikke helt vild med hende. Jeg havde ikke noget imod hendes lange monologer om fyre, eller de blikke hun sendte min påklædning, for de blikke var jeg vant til. Jeg kunne bare ikke sætte en finger på, hvad det var, jeg ikke kunne lide ved hende. Hun var den eneste, jeg kendte her i Palm Beach, så jeg holdt mig i nærheden af hende, udelukkende af den grund. Jeg tjekkede min mobil for syttende gang i dag, men ingen opkald eller sms'er. Kate puffede til mig og jeg havde nær tabt min mobil. "Prøv lige at se ham der." Hun skubbede solbrillerne længere ned på næsen og kiggede hen over dem på et muskelbundt, der slentrede langs vandkanten. Hun fulgte ham med øjnene, til han forsvandt blandt vrimlen af mennesker. "Jeg tror min familie ville acceptere ham der." Det var næppe første gang hun nævnte sin familie, men måden hun sagde det på fik altid en kuldegysning til at løbe mig koldt ned langs rygraden. Hun skubbede solbrillerne på plads og lænede sig tilbage på albuerne igen. Jeg lagde mobilen tilbage i nettet og fandt min skitseblok frem i stedet. Jeg kunne mærke Kates blik på mig mens jeg bladrede gennem blokken til jeg nåede den halvfærdige skitse af et fyrtårn. Jeg havde aldrig set fyrtårnet i virkeligheden, men jeg vidst alligevel præcist hvordan det så ud. Jeg følte en sugende fornemmelse hver gang jeg kiggede på det, selvom det ikke var færdigt og jeg fortsatte langsomt med at færdiggøre det.

Kate rakte pludselig ind over mig og fiskede efter noget i nettet. Hun havde ramt min arm og en stor streg gik nu på tværs gennem det næsten færdige fyrtårn. Jeg kiggede op på hende, men hun havde slet ikke øjnene rettet på mig. En fyr i hullede bukser, der var klippet af ved knæene og en hvid t-shirt gik langs med vandkanten og havde Kates fulde opmærksomhed. Som om han kunne mærke hendes blik kiggede han op og hans øjne flyttede sig fra hendes ansigt og over til mit. Hans stålgrå blik holdt mit fast og jeg sad som neglet til stedet. Langsomt drejede han rundt og begyndte at gå op mod os. Kates vejrtrækning bliv tungere og hun blokerede udsynet til fyren da hun lænede sig helt ind foran mig for at trække nettet hen til sig. Fyren var stoppet og kiggede nu udelukkende på Kate. Hun træk sin mobil op og kastede nettet ned på tæppet igen. Fyren satte i løb hen ad stranden og Kate satte i løb efter ham med mobilen op til øret. Jeg kiggede lamslået efter dem begge og følte mig åndsvag over at have blevet siddende, men jeg vidste ikke helt hvorfor. Så jeg rejste mig for at pakke tingene sammen. Jeg sendte en besked til Kate om at jeg var gået hjem og forlod stranden mens en urolig fornemmelse langsomt bredte sig.

Det var blevet sendt og Kate havde stadig ikke skrevet tilbage til mig. Gad vide hun havde gang i? Og hvad var så specielt ved den fyr at hun var nødt til at storme efter ham? Jeg rystede på hovedet og skruede lidt højere op for musikken i mine høretelefoner for at overdøve mine egne tanker. Kate havde ikke gidet tage mig med op til fyrtårnet da hun hellere ville være på stranden, så nu hvor jeg havde lidt fred fra hende så var jeg selv taget ud for at se det. Jeg havde håbet på at det her fyrtårn var det samme som det jeg havde forsøgt at tegne, men de havde intet tilfældes ud over det faktum at det begge var fyrtårn. Der var en lille bolig ved siden af fyrtårnet, som jeg havde stået i skyggen af mens jeg havde studeret fyrtårnet og sammenlignet det med min skitse. Med et suk åbnede jeg nettet og kæmpede med at få skitseblokken lagt ned i det mens jeg gik rundt om bygningen. Jeg rundede den og noget hårdt ramlede ind i mig. Jeg væltede baglæns og landede fladt på ryggen med en person over mig. Han grab fra med hænderne, der landede på hver sin side af mit ansigt og kiggede mig direkte i øjnene. Stålgrå øjne kiggede chokeret ned i mine, som må have været lige så chokeret. Det var fyren fra standen som Kate havde løbet efter. Han brød øjenkontakten og flyttede sig væk fra mig. Han børstede hænderne af i de afklippede bukser og rakte så en hånd ned mod mig. Tøvende tog jeg den og han trak mig på benene. " Jeg så dig slet ikke. Undskyld." Han holdt stadig fast om min hånd og varmen fra hans den bredte sig langsomt op gennem min arm. Musikken fra mine høretelefoner var lige præcis højt nok til at jeg kunne høre det, selvom de lå på græsset bag mig sammen med nettet hvor mobilen var i. Den forrige sang var slut og en langsom sjæler spillede og forstærkede øjeblikket. Men så blev sangen overdøvet af nogle, der råbte i nærheden og fyren slap min hånd. "Shit." Hans øjne flyttede sig fra mine og fløj over omgivelserne. Han løb forbi mig og om bag bygningen. Han var kun lige forsvundet da to fyre duggede op. Jeg knælede ned og begyndte at samle mine ting sammen. De to fyre stoppede op foran mig. Fra min knælende stilling lignede de kæmper med et hårdt blik i deres øjne, der havde samme farve som Kates. Ham til højre kiggede ned på mig, mens den anden kiggede på omgivelserne. "Har du set en fyr komme forbi?" Hans stemme var cirka lige så hård som det blik han sendte mig. Jeg nikkede. "Han væltede mig omkuld." Ham, der havde snakket, begyndte at gå frem mod bygningen og jeg blev grebet af panik af en eller anden grund. "Og han fortsatte den vej." Jeg håbede ikke at panikken var til at spore i min stemme og jeg pegede i den modsætte retning, som de var kommet fra. Ham der var gået frem, stoppede og kiggede i den retning. Den anden kiggede ned på mig og greb så fat i mit højre håndled og træk mig op at stå. "Er du sikker?" Han strammede grebet og jeg bed mig i indersiden af kinden. Shit det gjorde ondt og jeg kunne næsten mærke hvordan knoglerne skurrede mod hinanden under hans greb. Han ville brække mit håndled hvis han fortsatte. Jeg kiggede ham ind i øjnene og nikkede. Han slap mig ikke, men fortsatte med at stirre på mig og jeg følte mig overbevist om at han vidste jeg løg. Fyren der først havde snakket med mig og som lignede ham, der holdt mig til forveksling, begyndte at gå væk fra os. "Vi spilder tiden Harry." Harry slap mig og lænede sig så frem mod mig. Hans jakke gled til side og afslørede en sølvfarvet pistol, der var stukket halvt ned i bukserne. "Ham fyren er farlig. Gør dig selv den tjeneste og forsvind herfra." Han flyttede jakken på plads, rejste sig op og fulgte efter ham den anden.