Meet me again - One Direction

Kapitel 25

Kassies synsvinkel

Der var gået, 2 og en halv lange uger siden jeg smuttede, og jeg havde det svært. Harry havde sendt omkring 100 sms'er, og jeg havde bare ikke kunne svar ham, jeg elskede ham, men så let var det ikke. Han havde nok ringe 30 gang eller sådan noget, jeg havde bare ladet dig ringe, han ringede mindst en gang om dagen. Niall vidste det, for jeg snakkede med ham vær 3 dag cirka, jeg snakkede med ham i går og gan sagde at Harry stadig havde det svært, Niall sagde også at Harry havde skrevet en sang, men han vidste ikke hvad den var omkring eller hvad den hed. Trods han ofte græde lidt på Scene, stiller han sig der op vær dag, klokken var 19:00 så de skulle nok snart på scene, jeg ville bare så gerne havde snakket med Niall lige nu, jeg svaner ham bare så meget, jeg er sur på ham trodse jeg elsker ham. jeg kiggede i tv'et for at se om der var noget spændene, men det var der ikke, jeg skulle til at tage min computer, da min mobil ringede jeg kiggede hurtigt, men blev forbavset da der stod Niall<33. Skulle han ikke optræde?. Jeg tog den hurtigt

Niall-N Kassie-K

K-Hej skulle du ikke optræde lige nu, Nini.

N-Jo, men du bliver nød til at komme, Harry, han vil ikke komme og han har ødelagt alt, mens vi ikke var hjemme, du bliver nød til at komme.

K- Jeg er på vej.

Jeg tog hurtigt nogen ting og løb så ud til bilen, kørte hurtigt til lufthavnen, og fløj til Sverige, hvor jeg vidste de var, de hele gik så hurtigt at jeg ikke rigtigt tænket over noget. Da vi landede, skrev jeg til Niall jeg var her, han svarede hurtigt at han holdet ude foran lufthavn. Der var ret mange menesker trodse klokken 22:36. Løb hurtigt hen til den storer og eneste bil og smed mine ting og satte mig ind. "Niall" sagde jeg og var ret bekymrede, "Kassie, han er skør. Han siger at du er død, fordi du ikke svare hans opkald eller sms'er, han siger at han ikke gider at leve når du ikke lever." jeg blev ret bange da han sagde det, men inden jeg kunne nå at sige nået, sagde han at vi var her. jeg smækede døren op og løb ind i bussen, Alt var ødelagt, tv'et var ødelagt og lå på jorden, jeg kunne se puder var revet over, de andre drenge stod over i det der havde været køknet, jeg gik hurtigt der over." Hvor er han?" jeg kunne se de fik et chok, men ikke satte spørgsmålstegn ved at jeg var her. men det pegede dog over mod et hjørne, jeg nikkede og gik der over. "Harry" sagde jeg stille, jeg kunne se han rystede på hovdet, "Jeg gider ikke at snakke med jer drenge, den eneste jeg gider at snakke med er Kassie og hun er død" "Harry det er mig, jeg er ikke død, jeg er lige her, se på mig" Han kiggede op, men det lignede han ikke troede på at jeg var her, gik over til ham, men det var ligesom han næremste som om han var bange for mig, som om jeg var et spøgelse. "Harry jeg gør dig ikke nu, jeg er Kassie, rolig" jeg gik lidt tætter på ham, men pludselig sagde han det jeg havde frygtede mest. "GÅ DU ELSKER MIG IKKE, FOR VIDST DU GJORDE TOG DU TELEFONEN NÅR JEG RINGEDE" jeg brød totalt sammen, for det passede jo ikke, jeg elskede ham virkelig meget, jeg kunne mærke det nu. "Harry det passer ikke. Prøv at ring til mig" han tog stille sin mobil op og trykkede lidt på den og tog den op til øret, jeg kunne mærke min mobil ringede i min baglomme, jeg tog den op til øret,

"Hej Harry"

"Kassie?"

"Mmm det er mig"

"Jeg elsker dig"

"jeg elsker os dig"

"hvorfor tog du den ikke da jeg ringede?"

"Fordi, jeg ikke kunne høre din stemme, ikk uden at bryde sammen"

"Hvorfor kom du så ikke"

"Det ved jeg ikke"

Jeg lagde min mobil ned uden at lægge på, jeg satte mig over til Harry altså ved siden af ham, "Det passer ikke vel, du ville da ikke begå slevmord, på grund af du troede jeg var død vel?" "undskyld" "Harry selv vidst jeg var død skulle du ikke gøre det." han nikkede, jeg lagde mit hovede på hans skulder, og snøftede lidt, "Jeg elsker dig" sagde han, "Elsker os dig" sagde jeg. han kiggede mig i øjne, og tog min hånd og kiggede "Du tog den heller ikke af" sagde hans mens han pegede på vores forlovelses ring, "Næ, gjorde du" han rystede på hovdet som svar. "Vi slog jo ikke om, så vi er teknisk se stadig forlovet"svarde han, jeg nikkede "Jeg havde heller ikke tænkt mig at slå op." sagde jeg. mens jeg smilede. "Må jeg sove på dit værelse, eller skal jeg sove på sofanem?" forsatte jeg, mens jeg kiggede han i øjne, han smilede "Du må ikke, du skal sove ved mig" jeg smilede og nikkede. jeg fik ham til at rejse sig, han lagde sin arme rundt om mig og vi begyndte snave, noget jeg havde savnet.