Ikke det samme mere - FF, Joakim Mæhle

Kapitel 5 - Atalanta / Inter

*Siljes synsvinkel* 

"Ja det det kan du tro jeg er Nolia" griner jeg. Vi var tro det eller ej, i byen igår og jeg hyggede mig virkelig. Fliterede lidt med nogle italienske drenge, drak en masse drinks og ja det var alt i alt bare en super fed aften. Men inden kampen som starter kl 20 - har vi stadig en masse at nå. Vi starter morgen med en lækker morgenmad som vi selv laver, hvor vi herefter vælger at smutte ned til stranden og bade/sole lidt og få slappet lidt af inden vi skal have frokost. Nede på stranden møder vi nogle af Nolias danske ferie venner, de ender med at ligge sammen med os hele dagen på stranden. Men da klokken slå 15 er det altid tid til at komme op og få noget frokost, vi finder alle 6 en fin lille resturanet på strandpromenaden, hvor vi vælger at bestille noget forskelligt - jeg får noget lakse anretning med pasta som smager amen helt fantastisk. 

Da vi har spist, skal Nolia og jeg tilbage i lejligheden. Klokken har ramt 17, så nu venter et bad og klargøring inden vi kl 19 skal mod stadion og dermed se Joakim og Rasmus spille uden de ved vi er her. Eller jo Rasmus ved det, da ham og Nolia jævntligt snakker sammen - men vi har bedt ham om ikke at sige noget til Joakim, da jeg endelige er urolig for hvordan han tar det at vi er her. Og det at hans forældre altså har været med indover uden jeg har vist noget som helst. Wow det lyder som om vi er eks-kærester, det er vi bare på ingen måde. Vi har bare trods vi var bedste venner ikke set hinanden i 2 år - der har jeg bare kunne følge med på sidelinjen men uden endelig at være en del af den tætte sidelinjen som jeg var i AAB... Så jeg er ret nervøs, jeg ved jo også han har en kæreste hernede og det gør mig endelig kun mere nervøs... Ved hun hvem jeg er? kender hun vores fortid? Hvad vil hun sige til hvis jeg møder Joakim i aften? Bliver hun jaloux? jeg kunne blive ved min spørgsmål. 

"Er du klar Silje?" råber Nolia gennem lejligheden. "Ja jeg er klar nu" råber jeg og trækker min nye Atalanta trøje over hovedet, giver et par sprøjt af min faste parfume og retter lige en sidste gang på min taske så den er helt klar. Smiler til mig selv i spejlet og tar en dyb indånding inden vi forlader lejligheden. Vi snakker og pjatter en del på vej til stadion som tager ganske fine 20 minutter at gå til. Inden vi når stadion tjekker vi billetterne igennem og ser hvilken indgang vi skal ind af, da den er fundet og uden kø kommer vi sikkert igennem et mindre sikkerhedstjek - samt grundigt tjek af billetterne med et "God kamp" fra en vagt. Stadion er kæmpe stort, det her er jo det vildeste som jeg aldrig har set før. En lille nordjyde som mig, skal se kamp på dette kæmpe stadion. Vi finder vores pladser - lige bag spillerbænken for hjemmeholdet - dermed også tæt at Joakim umuligt kan undgå at se og se os. Spillerne begynder at varme op, begge danskere starter inde i startopstillingen så det er altid noget. Kort efter opvarmningen er startet - har Rasmus spottet os og vinker mod os med et smil. Joakim er meget fokuseret og har endnu ikke opdaget at vi sidder her. Men sådan er han og det har heldigvis ikke ændret sig på hans 2 år i klubben. 

Kampen går igang og den er vildt spændende, de spiller meget lige begge hold. Begge har mange chancer men ingen af dem formår at få sat bolden i målet. Med 10 minutter tilbage sikre Atalanta sig dog en 100% chance og den går selvfølgelig ind som den skal. Atalanta ender derfor med en 1:0 sejr over Inter, gode point til bogen og Serie A. Da spillerne har sagt tak for kampen, og Joakim kigger mod os opdager han os endelig. Han siger ikke noget, han står bare foran bænken og stirre mig ind i øjnene. Jeg smiler og giver ham et lille vink som han meget hurtigt gengælder. En af hans medspillere kommer hen til ham og opdager hans trance, de snakker sammen men jeg kan ikke høre hvad de snakker om. 

*Joakims synsvinkel* 

Hvad pokker laver Silje her? Jeg har så mange spørgsmål i mit hoved, det må jo ligne jeg ikke er glad for vi har vundet. Midt i min trance kommer en af mine holdkammerater og spørger hvad jeg kigger på. Jeg ender med bare at svare at jeg har fået øje på en gammel ven, jeg ikke troede længere gad mig men at hun nu er her. efter de andre er gået i omklædningsrummet går Rasmus og jeg op for at sige hej til pigerne. bag dem står min Italienske kæreste, jeg havde faktisk glemt at hun var her os - får sikkert mega skideballe når jeg om lidt krammer Silje før hende. Pigerne står som Rasmus har aftalt med dem, stadig på deres pladser på tribunen. Jeg kravler op på tribunen med Rasmus bag mig. 5 sekunder senere står jeg med Silje i armene og jeg er ærligt så tæt på at græde. Jeg kysser hende i håret og trækker mig lidt fra hende så jeg kan se hende, hun græder selv og længere oppe på tribunen står min kæreste med det sureste ansigt jeg har set i de 2 år jeg har kendt hende. Men jeg er ligeglad, den skideballe må jeg tage senere - lige nu er det silje som min opmærksomhed er på. hende og jeg skal have snakket inden de rejser hjem igen. Der er landsholdsamling i august forud for nogle testkampe, og jeg har besluttet at mine billetter til de kampe som jeg har til venner/familie - skal gå til silje og en person hun ønsker at have med. Billetterne sku min kæreste endelig have, men hun er ikke min bedste veninde og hun har ikke støttet mig i 20 år - det har silje og hun fortjener mine billetter. Billetter lyder ondsvagt, men det er trods alt til en af mine første landskampe - så det betyder noget for mig at silje er der. 

"Hvem er hun?" spørger min kæreste Elina, meget sammenbidte tænder og bestemt ikke glad for måden jeg holder om Silje. "Det her er Silje, min bedste veninde gennem 20 år - hende som er oversagen til jeg faktisk sagde ja til at spille i Atalanta" smiler jeg glad og det rager mig at Elina, er så pisse sur. Silje skiller jeg mig ike af med, kan Elina ikke acceptere Silje - må hun skride. "Hvordan går det med Marius?" smiler jeg til Silje, det skulle jeg nok ikke havde gjort. "Øhh, ja Marius og jeg er ikke sammen mere. Det var meget af grunden til Nolia og jeg er på ferie hernede nu, jeg kunne ikke lige holde ud at være i Danmark" svare hun svagt mens det er tydeligt hun er ked af det. Jeg fjerner hånden fra Elina og giver igen silje en stor tryk krammer, som jeg mærker hun har brug for. Det får hende dog ikke til at holde tårende tilbage. 

"Joakim, tag silje med hjem - i har meget at skulle snakke om. Hun har brug for dig lige nu og du har brug for hende. Jeg tar med Nolia hjem" siger Rasmus til mig, inden de forlader tribunen. "Elina tag hjem, Silje har brug for mig og vi har en del ting vi skal have snakket om. Jeg har brug for hende i mit liv" siger jeg da Rasmus og Nolia er gået. "Slår du op med mig?" spørger hun helt dum. "Nej Elina, jeg elsker dig. Men jeg har virkelig været en idiot, Silje og jeg har været bedste venner i 20 år. så hende og jeg har brug for at snakke alene og finde hinanden" svare jeg roligt uden at fjerne silje fra mig. Elina siger intet, men forsvinder bare. Nu skal Silje og jeg virkelig have talt ud og vi skal finde hinanden igen.