Ikke det samme mere - FF, Joakim Mæhle

Kapitel 21 - Sidste hjemmekamp, og kampen om guldet

*Siljes synvinkel 

Mod alle ods spillede Atalanta sig i top 3, og står nu overfor den sidste hjemmekamp som afgør om guldet skal til Juventus eller bliver i Atalanta. Joakim er ramt, han er mentalt nedbrudt og han glæder sig til kampen - men han er nervøs for at fejle. Samme tid, skal jeg via en online eksamen afslutte 3 semester på uni - så det er virkelig det mentalt gale hus hjemme hos os pt. Joakim som hele tiden studere sine gamle kampe, og mig som har en monster svær semesterprøve i vente dagen før den store kamp. Det bliver mærkeligt, at det bare er Joakim og jeg som skal fejre jeg er bestået 3 semester - hvis det sker. Sidste år sad jeg sammen med min studiegruppe og vi ku fejre det sammen. Endelig var studiegruppen inviteret herned, men for 5 dage siden måtte Joakim trække stikket og sige - det kunne han simpelthen ikke overskue. Jeg forstår ham, det ville være første gang i karrieren at han kunne hjælpe en udenlandsk klub til guldet i den pågældende liga. 

Joakim står klar som min tjener, da jeg kan åbne min eksamens case dagen før kampen og hele spisebordet i stuen er fyldt med de hjælpemidler jeg må bruge - joakims computer står åbent med en del af de noter som jeg har taget i løbet af semesteret og i Køkkenet er manden selv ved at lave en række snacks til mig som jeg bare kan hente når der er behov for det. Imens har han selv hvile dag med en enkelt lille cykeltur også har han en aftale med sin mentaltræner ude i haven senere når min opgave er afleveret. jeg ved først om det hele er bestået om 1 uges tid, så alt efter kampen i morgen - ved vi ikke hvordan hverdagen ser ud nu. Men det betyder også kun 2 uger til sommerferie, som skal tilbringes i Danmark og et enkelt smut til udlandet på en ferie hvor vi skal alt andet end arbejde. 

Efter små 6 timer er eksamen afleveret og Joakim popper en champanie, som serveres med lidt jordbær til - klokken har på dette tidspunkt ramt 16, så vi må godt fejre at årets eksamen er overstået trods jeg jo ikke aner før i næste uge - hvordan det er gået. Til aftensmad får vi Hans og Dyveke på besøg som har taget noget lækkert kylling og sovs med - mens vi står for kartofler og sommersalat. Perfekt afslutning på min eksamensdag og en god afslutning på dagen for Joakim som lige kan få lov alt ligge naverne lidt væk og tænke på noget andet. 

Næste morgen ringer uret kl 9, kampen spilles først kl 20 så vi har god tid sammen. Vi starter dagen med stabil morgenmad i form af noget spejlæg, ristet bolle med pålæg og juice samt en smoothie. Så har vi en mindre gåtur og ellers står den på afslapning inden Joakim skal være i klubben kl 16. Dyveke og jeg er blevet meget gode venner, så hun kommer herhjem også følges vi til kampen når vi har spist aftensmad og gjort os klar. Vi har rester for igår, dog lige med en dejlig kotelet stedet for kylling. Vi snakker løs, spiser mad og drikker et glas vin inden jeg skal finde aftens outfeet. Jeg ender dog hurtigt med min faste Atalanta trøje med "MÆHLE" bagpå, et par dejlige løse hørbukser i sort selvfølgelig og mine snekers til. Vi køre i Joakims bil da Hans har været forbi tideligere og sætte Dyveke af, for at tage Joakim med retur til stadion. Vi ankommer hurtigt og går ind i den lounge hvor spillernes familier og andre samarbejdspartnere sidder for at få lidt af drikke, og lidt snacks inden vi finder vores pladser på tribunen. 

Kampen går igang og jeg må indrømme - det er en svær kamp hvor Atalanta hele 1 halvej slet ikke får del i spillet og er derfor bagud 2:0 ved pausen. Folk er sure, stemningen er brutal og da spillerne går i omklædningsrummet inden 2 halvej er det også triste og irriteret blikke de alle har. Hvilket man jo kan sige er forståligt. Dyveke og jeg sidder begge spændte og kan endelig ikke holde naverne tilbage, fordi vi jo ved at hvis Atalanta taber den her kamp - vil det blive nogle hårde dage for Hans og Joakim inden ferien. 

Men det hele vender til 2:2 efter kun 30 minutter og alt er åbent igen - men det er stadig med naver på, kampen mangler stadig 20 minutter ca og alle kæmper braget. 2 minutter inde i overtid begynder Dyveke og jeg så småt at forberede os på at kampen skal i forlænget spilletid da begge hold simpelt ikke har noget at komme med - siden Atalantas sidste mål har kampen været chanceløs for begge hold og det kan ses på aktivitets niveauet. Men men men, der stod min kæreste jo lige ude i siden helt perfekt hvor ingen ser ham og hætter bolden i nettet 20 sekunder før dommeren fløjter af. Atalanta er Italienske mestre. Hele stadion flyver op og da vi ikke lang tid efter bliver fulgt ned til banen for at fejre det med spillerne er det da også tåre i øjnene som jeg går ind med. Joakim løfter mig ned på banen men slipper mig ikke igen, han kysser mig og holder mig fast. Inden hans holdkammerat hiver ham med, og han er nød til at sætte mig ned når han at sige "tak" gir mig et kys og jeg er efterladt på banen med Dyveke. 

Vi er tilbage i loungen, gutterne er i omklædningen og der er planer om fest i aften. Men vi skal nå en flyver kl 14 i morgen mod danmark på ferie, så som Joakim sagde for 10 min siden inden han gik til journalisterne - jeg tar med, men du skal hente mig kl 3 senest. Kort efter kommer snakkene med journalisterne op på skærmen i Loungen og det følger vi selvfølgelig. "Joakim, stort tillykke med sejren hvad skal i spillere så nu?" spørger journalisten, "Øhh vi skal ha et bad, også er der planer om en bytur men nu er det sådan at min kæreste og jeg skal til Danmark i morgen, så jeg skal gerne hjem ved 2-3 tiden tænker jeg. Men jo holdet skal fejres også må jeg jo indrømme, at målet jeg lavede - gik ubeskåret til Silje, uden hende var jeg aldrig kommet til Atalanta og det at hun har boet hernede i snart 7 måneder har mentalt gjort så meget for mig. Men også gjort at jeg selv på de lidt trælse dage har haft lyst til stadig at spille fodbold" siger han og der knækkede jeg. Jeg vidste godt jeg betød meget for ham, for det siger han hele tiden - men jeg tænker slet ikke over det, på samme måde som ham. 

"Silje du ved godt, den der samtale skylder du noget for ik når han kommer hjem pisse stiv i nat" siger Dyveke og trykker mig i siden med et grin. Jeg ved godt hun snakker om, at hun syntes jeg burde lukke vinduerne i nat så naboerne ikke risikere at høre ting - de nok ikke har lyst til. Jeg griner bare af hende, men det er også fint - han er vel Italiensk mester(;