Ikke det samme mere - FF, Joakim Mæhle

Kapitel 35 - surprise

*Siljes synsvinkel* 

Klokken er seriøst lort om morgnen, men Alexander har ikke arvet sin fars sovevaner derimod sin mors - som er tideligt op og frisk. Men idag er en god dag, så jeg er faktisk glad for vi er oppe her kl 5 og kan starte dagen. Alexander er 5 måneder nu, og om 6 timer rejser Alexander, Joakims familie og jeg til Atalanta. Jep vi skal ned og se Joakim spille + at vi i morgen skal se Joakim skrive ny kontrakt hos en ny klub. Men han aner ikke vi kommer. Mine og Alexanders ting er pakket, legetøjet er pakket, alt hvad vi behøver for ikke at glemme den fine Atalanta trøje til Alexander. Om han er vågn når kampen er done, regner jeg ikke med - men den reaktion jeg får fra Joakim når vi alle står der og især Alexander ved jeg er det hele værd. Joakim er vågn omkring kl 9 og vi facetimer derfor mens Alexander får et bad, bare måden Joakim snakker og smiler nu må jeg ærligt indrømme - aldrig at havde set. Jeg troede jeg havde set ham gladere end nogensinde da vi var yngre og vi havde vores tid sammen eller nu her inden vi blev forældre. Men efter vi blev gravide, ændrede han sig og jeg har kun fået en endnu bedre kæreste end jeg tro det eller ej havde før. Det her liv er alle pigers drøm, og jeg lever i det. Men det er hårdt, jeg græder ofte fordi jeg skal have alt til at gå op og jeg mangler min kæreste og far til min søn. Men det var den bekostning jeg gik indtil da, jeg valgte at være i forhold med en professionel fodboldspiller. 

Da klokken er omkring 13 bliver vi hentet også køre vi i lufthavnen. Omkring kl 17 lander vi, jeg var meget nervøs for min lille drengs første flyvetur men efter at være lettet som gjorde lidt ondt i ørerne - gik alt meget fint og han brokkede sig stortest ikke udover da Onkel Marco tog hans elskede koalabamse, den er han glad for og sådan er det. Men vi lander og kommer hurtigt ud af lufthaven og ud i en bil som køre os hen til Joakims hus som jeg jo har nøgler til. Joakim er taget afsted kl 16 mod stadion for at blive kampklar. Vi har købt take away med, og ja lidt lækkert til i morgen og de næste dage vi er her. Efter et bad, tøjskift, bleskift osv rammer kl 20 og vi køre mod stadion. Vi meldte selv for godt 1 måned siden vi kom, og de ordnede derfra pladser osv. 

Kampen går igang og Atalanta spiller nok en af de bedste kampe jeg har set i nyere tid. Vi spiller mod Juventus, og ærligt efter kun 30 min er vi foran 2:0, Joakim lavede assist til 1 mål og kunne 10 min senere selv smide bolden i nettet til 2:0. Jeg er pave stolt af hvad han har opnået, vejen var lang man han er at finde på en af de største fodboldscener og det ses at han nyder sit arbejde. Det her er hans liv, hans levevej og det stråler ud af ham hvor meget han stadig føler sig glad og stolt af det. 

Fra minut 80, tænker jeg kun på at lige om lidt skal jeg se min kæreste for første gang i ja 4 måneder, han skal se sin søn for første gang i 4 måneder og jeg skal se de 2 sammen. Joakim ved godt at Marco og hans forældre er hernede men ikke os andre. Kampen ender med flot sejr på de 2:0 til Atalanta og vi bliver som altid ledt ned til spillerbænken af en vagt. Denne gang holder jeg ekstra fat i Marco, som går foran da jeg har Alexander siddende på maven i en sele og ja forsøger at passe på ham, mens vi går blandt alle de mennesker. Hurtigt er alle udover hjemmeholdets hardcore fans ude og det betyder Joakim kan gå op og sige hej til Marco. Men da han ser jeg står ved siden af ham, tro det eller ej manden får røde øjne. Jeg bliver hjulpet over med Alexander på maven ned på banen og kan omfarvne min kæreste for første gang meget længe. Han kysser mig og der er mange journalister men jeg er så ligeglad. Det her er hvad jeg har manglet. Efter 2 minutter, får Joakim endelig sin søn i armene og der knækker tråden altså. Små fine glade tåre kommer ned af joakims kinder, og sammen går vi med resten af holdet mod de fans som stadig er her og fejre sejren. Joakim holder Alexander meget tæt til sig mens han alligevel ind i mellem finder behov for lige at mærke jeg stadig går ved siden af ham ved at ligge hånden på min ryg eller tage min hånd. 

Da vi alle langt om længe er hjemme, er det ro der falder over os alle sammen. Vi går i seng, meget trætte men glade og vigtigts af alt jeg er tilbage i armene på ham jeg elsker mest, ham jeg jo i mange år har vidst - han skal være faren til mine børn, men aldrig har ville indrømme det før jeg stod hernede og bare skulle se min bedste ven forlænge med en af Italiens bedste fodboldklubber. Den ene dag, hvor jeg som helt normal uni studerende og efterskolelærer endte hos ham jeg i 20 år har kaldt min bedste ven og i 20 år har banket ind i mit hoved at nej Joakim og jeg - vil for altid bare være venner. 21 og 22 år - ender vi som kærester. 2 år senere, står vi med et langdistance forhold, nu 24 og 25 år gamle og med en lille søn som igen vi for bare 5 år siden - aldrig sku havde været på tale ihverfald ikke med os 2 som forældre til hinandens børn.