Uendelig kærlighed // Mathias Gidsel

Kapitel 16

Kapitel 16 - Jeg skulle have været der...

Tirsdag d. 10. december 2024

Mathias og jeg er på vej ud af døren, for at tage til kamp da min telefon ringer. Det er Nanna. Jeg kigger forvirret på telefonen men tager den så.

"Hej Nanna. Hvad så?" spørger jeg.

"Luna... jeg-" siger hun grædende.

"Så så Nanna, hvad sker der?" spørger jeg men jeg får ikke andet end gråd tilbage i telefonen. Mathias står afventede i døren og kigger forvirret på mig. Jeg slår mikrofonen fra, så Nanna ikke kan høre mig.

 "Det er Nanna. Hun er helt ude af den og kan ikke fortælle mig hvorfor" siger jeg  til Mathias med en smule panik i stemmen. Han tjekker sin telefon.

"Der er masser af tid til kampen. Tag hjem til hende og vi mødes ved kampen" siger han og smiler.

"Sikker?" spørger jeg.

Han nikker "Nanna har brug for dig. Desuden så er det ikke en afgørende kamp, så hvis du misser de første 10 minutter går det nok" siger han og smiler. Jeg smiler stort til ham og giver ham et kys. 

"Du er den bedste. Jeg kommer så hurtigt jeg kan. Jeg elsker dig" siger jeg og skynder mig ud af døren.

"Jeg elsker dig" råber han efter mig, hvilket får mig til at vende om og skynde mig tilbage og give ham et kys mere.

"Held-og-lykke-kys, hvis jeg nu ikke når det" siger jeg og et stort smil breder sig over hans ansigt. Jeg skynder mig ned til bilen og tænder for mikrofonen igen. Nanna græder stadigvæk.

"Jeg er på vej Nanna" siger jeg og starter bilen. Det tager små 10 minutter før jeg er hos Nanna. Jeg banker på men går ind med det samme og finder hende krøllet sammen på sofaen. 

"Nanna mus" siger jeg og jeg hører hun stopper med at græde.

"Gudskelov du er her Luna. Det har været den værste uge i mit liv og jeg ku-" prøver hun men bryder sammen igen. Jeg sætter mig over til hende og holder om hende.

"Jeg ku slet ikke være i mig selv, da Lasse tog afsted til kamp. Undskyld jeg afholder dig fra at støtte Mathias" siger hun og jeg kan høre skyldfølelse i hendes stemme.

"Hey hey Nanna. Det er okay. Jeg er her for dig. Fortæl mig hvad der sker" siger jeg forsigtigt. Nanna begynder at fortælle om hvordan alt er gået mod hende denne uge, arbejde, skole, familie, venner - ja selv Lasse. Efter lidt tid, laver jeg en kop te til Nanna og jeg som vi drikker mens vi snakker om det hele. Tiden går, og Nanna kommer i bedre og bedre humør.

"Tusind tak fordi du kom Luna" siger hun kærligt.

Jeg smiler stort "Altid Nanna" siger jeg.

"Nu vil jeg heller ikke afholde dig fra den kamp mere" siger hun.

Jeg smågriner "Vil du ikke med?" spørger jeg.

Hun ryster på hovedet "Ikke i dag. Næste gang. Jeg tager en lur, det har jeg vist brug for" siger hun og smågriner.

Jeg nikker "God ide" siger jeg. Vi krammer farvel og jeg løber ud i bilen og kører hen til hallen. Jeg kigger på tiden. Jeg kommer 15 minutter for sent men det er okay. Jeg skynder mig at parkere bilen og gå ind i hallen. Da jeg tager fat i døren til hallen, mærker jeg en underlig uro i mig selv, hvilket får mig til at sætte farten op ind mod banen. Jo tættere, jeg kommer ind på banen, jo mere kaos er der. Publikum er alle tavse, nogle står med deres hænder for munden og kigger alvorligt ud på banen. Flere er gået ned fra tribunen, hvilket går det umuligt for at se og komme til banen. Jeg lytter. Der er intet spil i gang. Jeg mærker pulsen i mig stige. Jeg kigger rundt og ser på alle de bekymrede ansigtet. Nogle hvisker til hinanden. Jeg prøver at mase mig gennem mængden hen til banen.

"Hey rolig. Du går ikke glip af noget unge pige. Spillet er på pause" siger en ældre herre. Jeg sender ham et skrapt blik.

"Hvorfor?" spørger jeg og høre panikken i min stemme, da jeg allerede kan gætte svaret på det spørgsmål.

"En af spillerne er kommet slemt til skade. Han er blevet slået bevidstløs" siger han.

Jeg trækker vejret dybt og kigger panisk på ham. "Hvem?" spørger jeg bestemt.

"Mathias Gidsel" siger han. Jeg mærker et stik i mit hjerte af frygt da jeg hører nyheden. Jeg presser mig gennem mængden af mennesker og kan endelig se banen. Der er nogle ambulance-personale på banen, som er i gang med at løfte en op på en bårer og der ser jeg ham. Min Matti. Jeg mærker angsten og bekymring komme op og styre min krop. Jeg går panisk mod dem men mine ben ryster så meget, at jeg ikke kan stole på dem. Det eneste der kører i mit hovedet. 

"Lad ham være okay"

Mit hjerte sidder oppe i halsen på mig. Jeg kigger rundt og det hele virker uvirkeligt for mig. Som om jeg er med i en film. Jeg kan ikke tro hvad der sker. Endelig får jeg taget mig sammen og bevæger mig hele vejen hen til dem. De er ved at skubbe ham ud af bygningen.

"Han er okay ik?" spørger jeg ambulance-personalet og hører min stemme ryster af frygt, da jeg når derhen.

"Vi skal nok tage os godt af ham men du kan ikke være her lige nu" siger han.

Jeg kigge skeptisk på ham og tager fat i båren. "Du får ikke lov til at køre min forlovede et sted hen, hvor jeg er ikke er" siger jeg bestemt. Jeg aner ikke hvor den side af mig, kommer fra men frem, kommer den. 

Manden kigger overrasket på mig "Undskyld, jeg var ikke klar over I var forlovet. Du kan komme med i ambulancen"  siger han. Jeg nikker hurtigt og slipper så båren så de kan skubbe ham afsted. Jeg løber efter dem ud i ambulancen og først nu opdagerne jeg tårerne som triller ned af mine kinder. 

Ambulance-personalet giver Mathias ilt og forsikrer mig så om at han nok skal klare den sikkert til hospitalet. Jeg knuger min hånd omkring hans og kysser den mens tårerne forsat triller ned af mine kinder.

"Åh Matti, bare du er okay" hvisker jeg. 

Vi når til hospitalet og de tager Mathias ind på en stue for at tjekke alt er som det skal være. Jeg venter på en stol på en gang. Jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg er ude af stand til at gøre noget. Endelig, efter hvad føles som en evighed, får jeg mulighed for at tale med en læge.

"Mathias har slået hovedet slemt. Meget slemt. Jeg vil dog forsikre dig om at han er stabil og vil vågne igen. Han har fået en hjernerystelse og andre mindre skader men vi forventer at han vil komme sig fuldstændigt. Vi har givet ham noget medicin, for at han forblev sovende mens vi tjekkede. Hvornår det medicin er helt ude af kroppen og hvornår han præcis vågner, er svært at sige men du må gerne være ved ham til han vågner" siger lægen.

Jeg ånder lettet op "Men han vågner?" spørger jeg for at være sikker. Lægen nikker og smiler.

"Ja, det gør han. Jeg har også lovet at spørge fra sygeplejersken om hun skal ringe og underrette hans forældre eller om du vil?".

Jeg står stenet et øjeblik "Øh, jeg skal nok gøre det" siger jeg. Lægen sender mig et taknemligt smil. Jeg går ind på stuen hvor Mathias ligger. Jeg kigger på ham og ser han har sår i hele ansigtet men ellers ser han fredfyldt ud. Jeg sætter mig på en stol ved siden af sengen og tager hans hånd. 

Jeg fletter mine fingre i hans og leder lidt med hans fingre. Jeg ringer også til hans forældre og fortæller det hele; de vil køre herned som det første i morgen tidlig. Jeg tager hans hånd i begge mine hænder og kysser den.

"Åh Matti, jeg skulle have været der" siger jeg stille og mærker tårerne trille ned af mine kinder igen. Jeg bliver siddende resten af dagen og aftenen og natten. Inden jeg ligger mig til at sove, kysser jeg ham på kinden. "Vågn op til mig Matti" siger jeg stille men han sover videre. Jeg falder til sidst i søvn med hovedet lænet på sengen mens jeg holder ham i hånden.