Uendelig kærlighed // Mathias Gidsel

Kapitel 22

Kapitel 22 - Pause?

Torsdag d. 4. januar 2025

Jeg mærker hvordan mit hjerte synker mens hans ord forlader hans mund.

"Jeg tror, det er bedst, hvis vi tager en pause". Ordene forlader hans mund forsigtigt. Alt i mig gør ondt og jeg havde aldrig troet jeg skulle høre de ord fra Mathias. Jeg dumper ned i sofaen. Han trækker vejret dybt og sætter sig ved siden af mig. Jeg kigger blankt på ham. "Eller ikke rigtigt en pause men lidt plads mellem os". 

"Jeg har bare brug for at kunne fokusere 100% på VM med landsholdet, og jeg føler mig så bagud efter den hjerterystelse. Jeg føler mig så presset og har ikke den energi, jeg gerne vil have for at kunne give dig det, du fortjener" siger han.

Jeg kæmper for at holde tårerne tilbage, mens jeg prøver at forstå hans beslutningen. Jeg ved hvor vigtigt håndbold er for ham og jeg ønsker ikke at stå i vejen for hans succes men derfor gjorde det stadig ondt at høre, at han havde brug for en pause fra os som par.

Efter hvad føles som en evighed, får jeg endelig fremstammet "Men Matti". Min stemme ryster. "Vi har altid været stærkere sammen. Vi har været igennem så meget, og vi har altid støttet hinanden, uanset hvad der er sket. Hvorfor kan vi ikke klare det her sammen?". 

Han sukker og kigger ned i gulvet. "Jeg ved det ikke, Luna. Jeg føler bare, at du fortjener mere, og jeg vil ikke være en byrde for dig. Du fortjener en partner, der kan give dig al den kærlighed og opmærksomhed, du har brug for, og lige nu kan jeg ikke være den person".

Jeg falder sammen i sofaen og føler mig fuldstændig magtesløs og forvirret. Jeg ved, hvor meget Mathias elsker mig, eller det troede jeg. Men jeg kan også se hvor meget pres han er under med VM og hans helbredstilstand. Jeg har ikke lyst til at skabe mere konflikt.

"Okay" siger jeg stille og selv overrasket over mit svar. Jeg piller nervøst med ringen på min finger. I tvivl om hvad det løfte betyder, når han sidder og bryder det lige nu.

"Hvis det er det, du føler, du har brug for, så er det det, vi gør. Men jeg vil ikke bo i lejligheden mere så. Jeg tager hjem til Danmark" siger jeg.

Han kigger og møder mig blik. "Er du sikker?" 

Jeg trækker på skulderne "Ikke rigtigt men jeg vil give dig den plads, du har brug for. Så må vi tale om det, når VM er ovre"

Han nikker "Selvfølgelig Luna, Vi taler om det, når VM er ovre. Jeg lover dig at jeg vil kæmpe for os og vores forhold".

Jeg kigger alvorligt på ham og giver ham er-du-seriøs-lige-nu og mærker jeg ruller øjne af ham. Jeg rejser mig fra sofaen i stilhed og går ind og pakker en taske med noget tøj og de vigtigste ting. Jeg lukker døren til soveværelset og sætter mig på gulvet. Jeg venter på tårerne kommer, men der kommer ingenting. Jeg er hel tom for følelser indeni. Jeg sidder længe i stilhed og bare stirrer ud i luften. Jeg kigger ned på min hånd og ser den smukke ring. 

"Luna?" spørger Mathias gennem døren og banker stille på.

"Ikke lige nu" svarer jeg mere køligt end jeg har lyst til. Jeg rejser mig fra gulvet og kigger ned i min taske for at hvad jeg mangler. Jeg hører døren åbner sig men ignorér det og går ud på badeværelset og tager det vigtige ting det.

"Luna. Tal med mig. Er du okay" beder Mathias fra døren. Jeg vender mig hurtigt og skyder ham et alvorligt blik.

Jeg sukker. "Ærligt Mathias. Hvad tror du selv?" spørger jeg og kan mærke hvordan den tomme tristhed i mig bliver skiftet ud med 'vrede' og skuffelse. Jeg smider min tandbørste i tasken og går ind i soveværelset igen og over til det store skab for at finde en hoodie. Jeg kan fornemme ud af øjenkrogen at Mathias sætter sig på sengen mens jeg river den ene hoodie ud efter den anden for at finde den rigtige. Alle mine hoodies og nogle af Mathias' ligger over hele gulvet nu. Jeg sukker og går ud i stuen for at lede efter den. Jeg opfanger Mathias siger noget men jeg kan ikke forholde mig til det. Jeg leder i stuen, køkkenet, soveværelset og ender på badeværelset med hovedet nede i vasketøjskurven.

"Du kan bare låne en af mine" siger Mathias stille. Jeg får et lille chok, da jeg ikke havde opdaget at han var gået efter mig.

"Nej det er fint" mumler jeg og gir op på den hoodie jeg leder efter og tager en af mine egne fra soveværelses gulvet i stedet.

"Luna, please. Ikke tag afsted sådan her".

Jeg sukker dybt og vender mig mod ham så vi får øjenkontakt. "Hvordan regnede du med jeg ville tage det, hva? Skal jeg stå med armene over hovedet og klappe 'jaaa min forlovede gider mig ikke mere. Vi har også kun lige aftalt bryllupsdato'" vrisser jeg og ruller øjne. Jeg går over mod mit natbord.

"Luna, nu er du ikke fair"

Jeg kigger chokeret op på ham "Er jeg ikke fair? Jeg har været der for dig gennem det hele, hvad er det lige der gør du tror vi ikke kan klare det sammen nu?"

"Jeg kan bare ikke fokusere på VM og give dig, det som du fortjener" siger han. Jeg ruller øjne af ham.

"Du er så fuld af lort. Det gik da fint sidste gang. Og til OL. Og til EM" siger jeg og smider tasken over skulderen. Det eneste svar, jeg får af ham, er et suk. Jeg går ud af soveværelset og ind i stuen med Mathias i hælene.

"Luna, hvor vil du tage hen?" spørger han.

Jeg trækker på skulderne "Det finder jeg ud af" siger jeg og begynder at tage mine sko på.

"Luna. Klokken er 22. Du kan ikke køre nu, sov her i nat"

Jeg kigger surt på ham "Jeg vil hellere sove i bilen end jeg gider sove her med dig når du ikke kan fortælle mig hvad der foregår" siger jeg. 

"Luna..." siger han tøvende. Jeg kigger afventede på ham men der kommer ikke mere. Jeg åbner døren og skal til at gå ud da han tager fat i mit håndled.

"Okay..." siger han stille.

"Okay hvad?" spørger jeg.

Okay, jeg er ærlig nu" siger han, hvilket får mig til at smide tasken på gulvet. 

AN: Næste kapitel kommer forhåbentligt mandag - hvis jeg når at skrive det :)

Som sagt, så er jeg både på smuk og skal/har arbejdet meget i den her uge og den kommende + jeg skal også til at starte i skole, så der er mange ting der tager tid lige nu