Uendelig kærlighed // Mathias Gidsel

Kapitel 10

Kapitel 10 - Med overalt

Onsdag d. 6. november 2024

"LUNA!" er der en der råber. Jeg vender mig om og ser Helle komme gående imod mig. Jeg smiler stort og tager imod hende med åbne arme. Vi krammer et langt kram.

"Lad mig så se den ring" siger hun sekundet, vi trækker os fra krammet. Jeg griner og viser hende hånden. Jeg ser hun får tåre i øjne. "Hvor er den bare smuk".

Jeg nikker "Helt vildt. Jeg er så glad for den" siger jeg og smiler stort.

"Tænk, at snart så er vi alle officielt familie" siger hun med spænding i stemmen. Jeg nikker og smiler stort.

"Ja, jeg glæder mig virkelig også. Det føles som en drøm" siger jeg. 

Hun nikker og smiler til mig. "Er Mini klar til kampen?" spørger hun. Jeg smiler over hendes kælenavn til ham men trækker så på skulderne.

"Jeg snakkede med ham lige før du kom og synes han virkede lidt off. Håber bare ikke det kommer til at påvirke hans spil" siger jeg stille.

Helle nikker. Vi går sammen hen til vores pladser som er ved siden af hinanden. Vi sidder helt nede ved banen. Spillerne skal til at gå ud fra banen for at gøre klar til at blive kaldt ind. Holdet går ud af banen og Mathias løber selvfølgelig hen til os. Jeg smiler stort. Han kysser mig hurtigt på læberne og giver hans mor et kram inden han er væk igen.

"Hver kamp?" spørger hun. 

"Hm?" spørger jeg forvirret.

"Kommer han hen og kysser dig før hver kamp?" spørger hun.

Jeg smiler stort. "Ja, eller når han kan komme til det og især efter vi er blevet forlovet" siger jeg. 

Hun smiler stort til os og giver mig et sidekram. "Jeg er så glad for I to er sammen. I klær hinanden".

Jeg bliver varm i kinderne "Tak" siger jeg stille. 

Spillerne bliver kaldt igen og kampen går i gang. Det er en vigtigt kamp og man kan fra starten mærke spændingen i luften. Mathias' hold har en svær start og jeg ser hurtigt at Mathias bliver frustreret over hans spil, da han bliver at lave småfejl. Jeg ser flere gange hans blik søge ud mod hans mor og jeg. Jeg sender ham et rolig smil, så godt jeg kan, så han ved jeg tror på ham.

Det virker lidt men hans sædvanlige præcision og dygtighed er uskarp og det gør ham frustreret hvilket påvirker hans spil mere. Jeg prøver at holde mig selv ved godt mod men jeg man mærke hans skuffelse over ham selv helt ud på tribunen. Jeg sidder helt ude på kanten af sædet og ønsker desperat bare at jeg kan gøre noget for at hjælpe ham med at finde tilbage til hans fokus. 

Første halvleg bliver fløjet af og jeg prøver at fange Mathias' blik, hvilket ikke tager mange sekunder da han også sørger mit. Hans ansigt er præget af skuffelse. Jeg rejser mig uden at tænke over det og går over til ham. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham, så jeg placerer bare mine læber på ham i et langt tiltrængt kys, da jeg kommer over til ham. 

"Du ved, Mathias, du er stadigvæk en fantastisk spiller selvom du har en off-dag. Det har alle og det er okay. Der er stadigvæk masser af tid til at vende kampen. Du må bare lægge første halvleg bag dig og fokusere på det næste"

Han sukker dybt og ryster på hovedet. Det er tydeligt at han er frustreret over sin præstation og føler at han har svigtet holdet. "Det er bare svært at komme tilbage på toppen igen. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i dag" siger han opgivende.

Jeg tager hans hånd. "Matti, hør her. Du er mere end din præstation på banen i dag. Du er den mest dedikeret og talentfulde atlet på jeres hold. Jeg er her for dig, uanset hvordan kampen ender i dag og det er resten af dit hold også" siger jeg.

Mathias kigger mig i øjnene og et smil breder sig over hans ansigt. Jeg smiler tilbage. "Det er ligegyldigt" siger han.

Jeg kigger forvirret på ham. "Hvad er?" 

"Om holdet er der for mig efter i dag"

Jeg kigger overrasket på ham "hvad mener du Matti?" spørger jeg forvirret.

"Okay, måske ikke ligegyldigt men at du er her og støtter mig og opmuntre mig er vigtigere end nogen sejr eller nederlag for mig" siger han. Jeg bliver rød i hele ansigtet.

"Du er den sødeste flødebolle på jorden" siger jeg og når kun lige at afslutte min sætning før Mathias' læber er på mine. 

"Jeg elsker dig" siger han.

"Jeg elsker dig" siger jeg inden  jeg går tilbage mod min egen plads og Mathias går mod holdet. Helle smiler stort til mig, da jeg kommer tilbage.

"God snak?" spørger hun.

Jeg trækker på skulderne "Det håber jeg" siger jeg.

Kampen går i gang igen. Mathias bliver ved med at kæmpe med sin præstation men som kampen går fremad, finder han mere og mere sit fokus. Han ender med at spille med mere ro og tillid og finder til sidst frem til hans vanvittige dygtige-jeg 

Kampen slutter og selvom Mathias' hold ender med at tabe, efter en meget spænende kamp, får de stående bifald fra publikum. Hele holdet, inklusiv Mathias, går rundt og kigger ud mod tribunen. Til sidst, falder hans øjne på mig. Helle og jeg har står og klapper med et stort smil på læben. Mathias bevæger sig hurtigt over mod os og omfavner os.

"Jeg er så glad for I er her" siger han og smiler stort.